Privatøkonomi
0

Høje lejlighedspriser: Aarhus får baghjul af andre storbyer

Aarhus har haft de højeste lejlighedspriser. Det er slut nu.

Priserne på ejerlejligheder er høje i Aarhus, men Danmarks næst største by overhales alligevel indenom på flere måder. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Tidligere var Aarhus den dyreste lejlighedsby i Danmark. Det er slut. Samtidig må lejlighedsejerne i Danmarks næststørste by se, at priserne stiger mere ikke kun i København, men også i Aalborg og Odense.

I det seneste år er priserne på ejerlejligheder i Aarhus steget med 5,7 pct. Selv om det er en ganske pæn prisstigningstakt, får Aarhus baghjul af både Odense, Aalborg og København. I Aalborg er priserne steget med 9,6 pct., i Odense med 10 pct. og med 11,4 pct. i København, viser tal fra Boligsidens markedsindeks.

»Prisspændet mellem Aarhus og Aalborg er blevet væsentligt reduceret over de seneste år på grund af de kraftigere prisstigninger i Aalborg. Tilbage i april 2012 kostede den gennemsnitlige ejerlejlighed i Aarhus hele 87 pct. mere end i Aalborg – i dag er spændet reduceret til godt 50 pct.,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, der har analyseret tallene fra Boligsiden.

Fra 2011 til nu har Aarhus halset efter de andre store byer herhjemme, hvad angår markedet for ejerlejligheder. I Aarhus har priserne løftet sig med små 30 pct. i denne periode, i Odense nærmer vi os 40 pct. og i Aalborg 50 pct. I København er priserne steget med 63 pct. siden 2011 som gennemsnit. Hvis man i København havde zoomet ind på den absolutte prisbund i december 2011, har fremgangen været på hele 76 pct.

Selv om Aarhus har oplevet en noget mindre prisstigningstakt sammenlignet med de andre store byer, er kvadratmeterprisen for en ejerlejlighed stadig markant højere end i Odense og Aalborg.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris i Aarhus er på små 31.200 kr. mod 20.375 kr. i Aalborg og 19.268 kr. i Odense.

I København er kvadratmeterprisen nu tæt på 40.000 kr. Samlet set koster en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvadratmeter i København nu cirka 3.375.000 kr., 2.650.000 kr. i Aarhus, 1.730.000 kr. i Aalborg og 1.640.000 kr. i Odense.

BRANCHENYT
Læs også