Tech

Google knytter næven mod svindlere og fake news: Fjernede 2,3 milliarder falske annoncer i 2018

Google kæmper en sværdkamp mod annoncører bag falske annoncer og fake news. Men kampen er en balancegang for techgiganten, der lever af reklamer og annoncer.

Google fjernede i 2018 2,3 milliarder annoncer fra deres platform, fordi de forbrød sig mod Googles politikker. Det svarer til seks millioner annoncer om dagen. Foto: AP/Virginia Mayo

Google spænder musklerne i kampen mod svindel, falske annoncer, troldekampagner og fake news.

Techgiganten skruede i 2018 kraftigt op for selskabets såkaldte machine learning, hvor algoritmer kan genkende falske annoncer med kriminelle eller hadefulde formål. Det resulterede i, at Google i 2018 fjernede 2,3 milliarder annoncer fra søgemaskinen, hvilket er en stigning på 35 pct. i forhold til 2016.

Det viser nye tal, som Finans har fået indsigt i.

Men omfanget af ulovlige annoncer og fake news er samtidig steget markant. Flere anerkendte analysehuse, bl.a. Forrester, anslår, at den type annoncer nu fylder mindst 20 pct. af al digital annoncering i verden.

»Svindlere og personer, der spreder had og fake news på internettet, bliver mere sofistikerede i deres metoder. Det er enormt svært at dæmme op for. Men vi har indført 31 nye annoncepolitikker i 2018, ligesom vi fået fat i rekordmange af bagmændene frem for kun at fjerne selve annoncerne,« siger Mark Howe, managing director hos Google UK.

Google lukkede i 2018 tæt på en million ureglementerede annoncørkonti – næsten dobbelt så mange som i 2017.

Men svindlerne bliver ved med at finde nye veje til at snyde udsatte borgere.

»Vi så i 2018, at falske annoncer blev brugt til at snyde folk, der skal skaffe penge til udbetale kaution for fængslede familiemedlemmer, ligesom svindlerne gik efter folk, der skal betale for ophold på afvænningsklinikker,« siger han.

Svindlere og personer, der spreder had og fake news på internettet, bliver mere sofistikerede i deres metoder.

Mark Howe, managing director hos Google UK

I januar modtog Google skarp kritik fra EU-Kommissionen for ikke at gøre nok i kampen mod falske annoncer og fake news. Ifølge Aske Kammer, lektor ved IT-Universitetet, er det også en balancegang, hvor hård Google vil være over for annoncørerne.

»Google vil selvfølgelig ikke save sin egen forretning i stykker ved at gøre det alt for svært at annoncere. Det er et våbenkapløb på teknologi, hvor Google forsøger at fintune sine algoritmer og regelsæt, så det ikke rammer annoncører med reelle intentioner,« siger Aske Kammer.

Google vil selvfølgelig ikke save sin egen forretning i stykker ved at gøre det alt for svært at annoncere.

Aske Kammer, ph.d. og adjunkt ved IT-Universitetet

Han nævner bl.a., at man forsøger at få computere til at genkende sprogmønstre for at fange fake news.

»Men det er utrolig svært at sætte på formel, fordi det er en kvalitativ vurdering, hvor grænsen for fake news går,« siger Aske Kammer.

88 pct. af Googles omsætning kommer fra reklamer og annoncer, og det marked må ikke ødelægges i jagten på de falske annoncer, erkender Mark Howe:

»Man kan sige, at Google kunne være meget hårdere i sorteringen af annoncerne, før de blev lagt online. Men det vil skade flertallet, som intet forkert foretager sig, og det vil vi ikke.«

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også