Telenor-topchef Jesper Hansen kridter banen op til krig om mobilkunderne
Telenor tabte sidste år 62.000 mobilkunder. Det vil ikke ske igen, forsikrer Telenors danske topchef, Jesper Hansen, der vil vinde markedsandele i 2020.
Telenor-ledelsen kan se tilbage på et 2019 præget af solid kundeafgang og tab af markedsandele i et stort set mættet mobilmarked.
Men det er slut med at tabe markedsandele til konkurrenter som Yousee, Telia og 3, slår Jesper Hansen, topchef i Telenor Danmark, fast.
»Vi har ikke bare et ønske om at stoppe hullet ved at holde på de kunder, vi allerede har. Vi vil også fange flere nye kunder,« siger Telenor-chefen.
Mens Telenor med CBB Mobil i folden blødte kunder, tabte Telia sidste år 16.000 kunder. Til gengæld stormede teleselskabet 3 frem.
Selskabet fik med 92.000 nye kunder en vækst på knap 7 pct., og spørger man 3-topchef Morten Christiansen, stopper vækstridtet ikke her. Tværtimod forventer han en gentagelse i 2020.
»Som jeg ser markedet her og nu, kan jeg ikke se noget til hinder for, at vi lander på samme niveau i år,« fastslog han for nylig overfor Finans.
Ønsker Telenor som Danmarks næststørste telekoncern at øge sin markedsandel, kræver det derfor en målrettet indsats og skarpslebne tilbud.
Vi har ikke bare et ønske om at stoppe hullet ved at holde på de kunder, vi allerede har. Vi vil også fange flere nye kunder.
Jesper Hansen nævner ikke direkte ordet mobilkrig, men Telenor agter at være meget synlig i markedet i 2020, lyder meldingen.
»Vi har ikke været synlige nok i markedet i 2019, og i et marked med mere end 15 forskellige mobilbrands, skal du virkelig skille dig ud. Det har vi tænkt os at gøre i 2020,« fastslår Telenor-direktøren.
Telenor har allerede skruet bissen på og sendt en mobilpakke, der rigeligt dækker en typisk mobilkundes behov, på markedet til 99 kr.
Samtidig har Telenor indledt et samarbejde med elektronikkæderne Elgiganten og Power for at få fat i nye kunder, når danskerne skifter mobiltelefon.
»Det er bare nogle få eksempler på, hvordan vi vil vende udviklingen i 2020,« siger Jesper Hansen.
Mens Telenor, 3 og Telia alle har fremlagt 2019-regnskab med nye kundetal, offentliggør TDC 2019-tallene den 10. februar.