Tech

General Motors overhaler Tesla indenom med batterigennembrud

Bilgiganten General Motors har udfordret Tesla og udviklet en ny type batterier, som på flere områder øger elbilers konkurrencedygtighed over for almindelige benzinbiler.

General Motors' præsident Mark Reuss offentliggør bilfabrikantens nye modulære batteriplatform. Foto: Steve Fecht for General Motors Det nye batteri til elbiler fra General Motors. Foto: Steve Fecht for General Motors

Mens Tesla de seneste år har været milepæle foran konkurrenterne i udviklingen af elbiler, har flere af de traditionelle bilfabrikanter efterhånden trådt speederen i bund for at indhente tabt terræn.

Nu kan det meget vel være, at en af de store bilfabrikanter har overhalet Elon Musks hjertebarn på ét vigtigt parameter – batteriteknologi.

General Motors har netop offentliggjort et nyt batteri til elbiler med en kapacitet på 50-200 kWh og rækkevidde på ca. 650 km, som samtidig er billigere at producere, end de batterier der bruges i dag.

Den amerikanske bilfabrikant skriver i en pressemeddelelse, at man har givet den nye type batterier navnet »Ultium,« og at de består af bløde og flade ’pose’-celler, som kan stables både horisontalt og vertikalt.

Det betyder, at bilfabrikanterne får en større frihed til at forme et batteri efter bilen, det skal sidde i, hvilket førhen har været en udfordring, da de mest udbredte battericeller er cylinderformede og lægges side om side.

Ifølge General Motors vil den nye type batterier komme til at koste under 100 dollars per kWh, hvilket kan sænke prisen på elbiler og øge deres konkurrencedygtighed over for benzinbiler markant, da batterierne udgør en stor del af omkostningerne til produktionen af en ny elbil.

Årsagen til den lave pris er bl.a., at bilfabrikanten har justeret batteriernes kemiske sammensætning og tilføjet aluminium for at reducere mængden af kobolt - en af de dyre ingredienser i battericellerne - med 70 pct.

En analyse foretaget af Bloomberg sidste år viste, at gennemsnitsprisen per kWh lå på 156 dollars i 2019, og man forventede, at prisen først ville falde til under 100 dollars i 2024.

General Motors forventer, at produktionen af de nye Ultium-batterier kan begynde i efteråret 2021 og oplyser desuden, at de nye batterier vil blive integreret i 22 modeller under GM-koncernen frem mod 2023.

BRANCHENYT
Læs også