Coronavirus sætter en stopper for nye emojis
Næste år bliver der ingen nye emojis at udtrykke sig med.
En blinkende smiley, en falafel, en armprotese eller en mand, der svinger en golfkølle?
Listen af de såkaldte emojis, der er små symboler, som kan sætte kulør på dine tekstbeskeder og statusopdateringer, er lang. Nu har coronavirussen dog sat en midlertidig stopper for den lange liste.
Næste år vil der nemlig ikke blive lanceret nye emojis som planlagt. Det skriver CNN på baggrund af oplysninger fra software-organisation Unicode Consortium, der står for at udvælge og udgive nye emojis til de forskellige styresystemer.
»Under de nuværende omstændigheder har vores bidragsydere meget travlt. Derfor har vi besluttet, at det er i vores frivillige og organisationernes interesse at skubbe udgivelsesdatoen, fordi de er afhængige af standarden,« siger Mark Davis, præsident for Unicode Consortium, ifølge CNN.
De små symboler, som spæner bredt fra smileyer til diverse ikoner og billeder, bliver typisk godkendt i januar og er tilgængelige på tværs af enhederne i løbet af efteråret. Men indtil videre er næste års emojis udsat seks måneder fra marts til september 2021, hvilket betyder, at Android- og iPhone-brugere ikke vil få nogle nye emojis at udtrykke sig med det kommende år.
Meldingen har dog ikke indflydelse på frigivelsen af de nye emojis, som allerede blev annonceret i januar.
Lanceringen, der består af 117 nye emjois, indeholder bl.a. et blåbær, mænd i brudekjole og en kønsneutral julemand.
Alle forventes at være tilgængelige i løbet af efteråret.