Tech

Uber truer med at lukke ned i Californien efter juridisk benspænd

Chauffører hos Uber skal behandles som ansatte, har en californisk domstol bestemt. Nu truer Uber og de andre selskaber med samme koncept med at lukke forretningen i månedsvis.

Dara Khosrowshahi (t.v.) førte Uber på børsen i maj 2019, men selskabet har aldrig givet overskud. Nu har coronakrisen ramt hårdt, og samtidig kan Uber blive tvunget til at forbedre vilkårene for chaufførene på det store, californiske marked. Foto: Richard Drew

Skal man som Uber-chauffør have ret til en mindsteløn? Betaling under sygdom? Sundhedsforsikring?

Det er de store stridspunkter i den juridiske kamp mellem Uber og staten Californien, hvor en domstol for nyligt dømte Uber og de andre, lignende selskaber til at betragte chaufførerne som ansatte.

Den afgørelse har selskaberne nu ti dage til at appellere, og det vil de gøre, men taber de også appellen, vil Uber i en periode lukke ned i Californien. Det sagde Ubers topchef Dara Khosrowshahi i et interview på MSNBC.

Samme melding er kommet fra Lyft, som ikke er så kendt i Danmark, men som er Ubers største konkurrent i USA.

Ifølge Ubers topchef vil den nye dom betyde, at Uber skal fuldtidsansætte sine chauffører, modsat i dag hvor man som chauffør selv kan styre timetallet. En stor del af chaufførerne kører kun i perioder med høj efterspørgsel, eller dækker måske som sidegesjæft et område, hvor der kun er få ture at tage, lyder argumentet.

Uber bliver nødt til at lukke tjenesten ned for at kunne omstille den til de nye forhold, og det vil tage månedsvis, forklarede Dara Khosrowshahi. Og efterfølgende vil Uber så koncentrere sig om de større byer i Californien for at sikre, at der er arbejde nok til en fuldtidsmedarbejder.

Afgørelsen fra domstolen er seneste træfning i en længere kamp om arbejdsforhold i den såkaldte ’gig economy’, som ifølge kritikerne truer med at skabe ravage på arbejdsmarkedet. Med it-platforme og apps på vores telefoner er det blevet muligt at udbyde alverdens tjenester i små lunser, hvilket er fleksibelt, men ikke giver dem, der udfører arbejdet, gode vilkår.

I Californien trådte loven AB5 i kraft fra 1. januar, med et krav om at arbejdstagerne i denne slags tjenester skulle have samme vilkår som fastansatte. Men selskaber som Uber og Lyft definerede i stedet deres chauffører som selvstændige erhvervsdrivende og ændrede lidt på konceptet, så det blandt andet blev muligt for en chauffør at sætte en højere pris.

Det er denne finte, som en californisk domstol har sat en stopper for, og som sætter Uber og de andre i en kattepine. Skal de give chaufførerne bedre løn og bedre vilkår, stiger omkostningerne – og selskaberne har i forvejen aldrig givet overskud.

Hvis Uber lukker ned i Californien, som der nu bliver truet med, bliver det efter al sandsynlighed frem til november, hvor et nyt lovforslag fra Uber og de andre tech-selskaber skal til afstemning. Med denne lov har man – ifølge Uber-topchefen – fundet den rette balance. Lovforslaget tilsiger, at chauffører vil være undtaget AB5-loven. Til gengæld lover Uber så at oprette og betale til en fond, som chaufførerne kan få hjælp fra ved arbejdsløshed eller sygdom.

BRANCHENYT
Læs også