Tech

Bjarne Corydon om svindelmistanke: »Det er ikke god ledelse at holde et sværd over hovedet på de ansatte«

Chefredaktøren for Børsen ønsker ikke at slingre i sin håndtering af tippet om, at dagbladet har snydt sig til støtte. Konsekvensen vil han dog ikke tage stilling til endnu.

Dagbladet Børsens adm. direktør og ansv. chefredaktør, Bjarne Corydon, har nu iværksat en ekstern advokatundersøgelse på baggrund af et anonymt tip. Foto: Rune Aarestrup Pedersen Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Det er for tidligt at tale om de personalemæssige konsekvenser, hvis det viser sig, at dagbladet Børsen har snydt med coronastøtten.

Sådan lyder det fra adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon, der netop har iværksat en ekstern advokatundersøgelse af Børsen på baggrund af et anonymt tip.

Søndag aften informerede en whistleblower ham om eksistensen af en stribe e-mails, der indikerer, at Børsen har forsøgt at udskyde annonceaftaler i en periode for at opnå en højere kompensation fra staten under coronakrisen. Det har nu fået Bjarne Corydon til at hyre advokatfirmaet Plesner og orientere Slots- og Kulturstyrelsen om undersøgelsen.

»Salget er, hvad salget er. Det er revideret og indberettet. Spørgsmålet er bare, om adfærden har været, som den skal være. Om man har taget illegitime hensyn i indsatsen. Det er, hvad det drejer sig om,« siger chefredaktøren.

Plesner har med hans ord fået frie hænder til at undersøge Børsens kommercielle aftaler på feltet og er ikke underlagt et tidspres i sagen.

»Så det er op til dem. Et ædrueligt skøn er et par uger, men det er fuldstændig op til dem,« betoner Bjarne Corydon, der ankom til Børsen i 2017 efter at have været finansminister i den socialdemokratiske regering fra 2011 til 2015 og dernæst global direktør hos konsulenthuset McKinsey & Co.

Dagbladet med sæde i det indre København har modtaget 12,8 mio. kr. i coronastøtte efter at have indberettet et fald i annonceomsætningen på mere end 50 pct., hvilket berettigede Børsen til at få 80 pct. af tabet kompenseret.

Den potentielle svindel drejer sig om en mindre del af det beløb, forklarer chefredaktøren, der helt bevidst har valgt at kommunikere vidt og bredt om sagen på forhånd frem for at afvente resultatet af advokatundersøgelsen.

»For mig at se er der ingen tvivl om, at en virksomhed med vores værdier og position ikke må slingre i forhold til, hvor alvorligt vi tager den slags mistanker. Derfor har vi besluttet os for at undersøge det med det samme - og hvis der er et problem, skal det også korrigeres med det samme,« forklarer Bjarne Corydon.

Han ønsker imidlertid ikke at tage stilling til, hvad de eventuelle konsekvenser så skal være, hvis det viser sig, at medarbejdere hos Børsen har udskudt annonceaftaler for at opnå mere i kompensation.

»Det er urimeligt over for vores medarbejdere. For vi ved jo ikke, om der overhovedet er et problem. Det er ikke god ledelse at holde et sværd over hovedet på sine ansatte ved at spekulere over alle mulige konsekvenser. Men hvis der er et problem, så håndterer vi det selvfølgelig sagligt. Det er jo i meget høj grad op til Plesner at fortælle os, hvad sagens faktum er,« lyder det fra chefredaktøren.

Han er udmærket klar over, at det i sagens natur er svært at dokumentere mundtlige aftaler med annoncørerne om at udskyde betalingerne, men sætter sin lid til, at den eksterne undersøgelse også afdækker det element.

»Plesner er jo et utrolig professionelt advokatfirma med en dyb erfaring i at foretage den slags eksterne afgørelser. Så når vi får konklusionen, vil den uden tvivl være robust og baseret på en tilbundsgående undersøgelse. Hvordan Plesner så vil håndtere det arbejde, overlader jeg til dem. Vi stiller de ønskede data til rådighed og svarer på alle spørgsmål i den forbindelse.«

BRANCHENYT
Læs også