Elon Musk åbner for snarlig jordomrejse med Starship
Verdens rigeste mand, Elon Musk, har store planer for sit selskab SpaceX og kæmperaketten Starship.
Det lyder, som noget en science fiction-forfatter kunne have opdigtet i 1950’erne, da menneskets rumfart tog sine første spæde skridt. Men verdens rigeste mand, Elon Musk, har vitterlig planer om at gøre det til virkelighed.
»Det her er virkelig vildt,« sagde han forleden, mens han stod i skyggen af den 119 meter høje Starship-raket. Den selv samme model har Musk tænkt sig at bruge, når hans plan om at kolonisere vores naboplanet Mars en dag skal gennemføres. Det var i hvert fald hans ide, allerede da han stiftede rumfartsselskabet SpaceX i 2002.
»Faktisk er det svært at forstå, at det er ægte,« sagde Musk og gav så de sultne journalister den første store nyhed om Starship-projektet i flere år: Den enorme raket, den stærkeste nogensinde bygget, kan i løbet af få måneder komme til at foretage sin første rumrejse i en højde, der ville lade raketten gå i kredsløb om Jorden.
Det er en øvelse, som SpaceX før har udskudt, men det er også et vigtigt skridt for selskabet.
For allerede i 2025 har det amerikanske rumagentur NASA tænkt sig at bruge Starship til at flyve astronauter til og fra Månen.
Og Musk selv har endnu mere grandiose tanker om, hvordan menneskeheden skal bevæge sig ud i verdensrummet. Han vil med en flåde af Starship-raketter skabe en by, hvor mennesker kan bo, en koloni, på Mars.
Men indtil da skal Starship-raketten bruges til at sende satellitter i kredsløb om Jorden som del af Starlink-projektet, hvis formål er at skabe verdensomspændende adgang til internettet.
En anden ide til Starship-raketternes potentiale, som har fået megen omtale, er, at de i visse tilfælde vil kunne anvendes som lynhurtig transport for folk, der skal rejse langt. En tur fra London til New York, der tager over syv timer med et almindeligt rutefly, ville hypotetisk kunne gennemføres med en Starship-raket på blot 27 minutter. Fra London ville man kunne tage til Hong Kong på 34 minutter.
»Der vil formentlig være en smule bump på vejen, men vi vil forsøge at glatte dem ud med satellitmissioner og testmissioner,« sagde Elon Musk ifølge mediet NPR om de kommende forsøg, før mennesker skal med om bord på Starship.