Fortsæt til indhold

Tesla trodser nedlukninger og slår kvartalrekord

Bilfabrikanten Tesla Inc. slog i 2022's første tre måneder sin hidtidige rekord for antal biler leveret i løbet af et kvartal.

Teslas Giga-fabrik i Shanghai har den seneste uge været lukket på grund af covid-19-restriktioner. Foto: Qilai Shen/Bloomberg
Tech

Måler man på antal biler leveret, var første kvartal i 2022 det hidtil bedste for elbilfabrikanten Tesla.

Selvom forsyningskæderne har været pressede, især på grund af Kinas covid-19-restriktioner, som i forhold til det meste af den vestlige verden fortsat er strenge, lykkedes det Tesla på verdensplan i løbet af årets første tre måneder at levere 310.048 køretøjer. Det fremgår af Teslas hjemmeside.

Dermed overgik bilfabrikanten marginalt Wall Streets forventninger, som ifølge nyhedsbureauet Reuters lød på 308.836 biler.

»Det var et *exceptionelt* svært kvartal på grund af forstyrrelser i forsyningskæden og Kinas nul-covid-politik,« skrev verdens rigeste mand, adm. direktør for og medejer af Tesla, Elon Musk, på Twitter i forbindelse med offentliggørelsen af nøgletallene.

I samme omgang meddelte Tesla, som i dag er verdens mest værdifulde bilproducent målt på markedsværdi, at det fra januar til og med marts havde produceret 305.407 køretøjer - lidt færre end de 305.840 i kvartalet forinden.

Et nyligt udbrud af covid-19 i Kina har tvunget Tesla til at sætte arbejdet i bero i sin store fabrik i Shanghai, mens byen er i lockdown, og dens indbyggere testes for, om de er inficeret med virusset. Shanghai-fabrikken har stået stille siden 28. marts, og den indeværende pause i dens produktion er blandt de længste, siden Tesla i slutningen af 2019 slog dørene op for den.

Selv forventer Tesla at kunne genoptage produktionen i den kinesiske kæmpeby allerede i morgen, mandag. Den plan afhænger dog af de kinesiske myndigheder. Det beretter Reuters.

Tesla er ikke gået fri for det inflationspres, som store dele af verden i denne tid er underlagt. I marts hævede virksomheden sine priser i Kina og USA. Elon Musk selv forklarede, at Tesla mærker presset fra Ruslands invasion af Ukraine i form af stigende råvarepriser og logistiske udfordringer.

Mod slutningen af marts var Elon Musk i Berlin for at bistå åbningen af Teslas seneste »Giga-fabrik«. Det er første gang, Tesla producerer biler i Europa.

Tesla udgiver senere på måneden, den 20. april, en mere detaljeret rapport over dets forretninger i årets første kvartal.

Artiklens emner
Elbiler
Selvkørende biler