Tech

Før han køber, vil Elon Musk undersøge Twitters brugere

Verdens rigeste mand vil undersøge, hvor mange af Twitters brugere har virkelige mennesker bag sig.

Elon Musk har mange følgere på Twitter, men hvor stor en andel af mediets brugere er egentlig mennesker? Foto: Joe Skipper/Reuters

Mens verdens rigeste mand, Elon Musk, har travlt med at fable om sugerør på Twitter - se selv efter - har hans højt profilerede forsøg på at overtage et af verdens største sociale medier mødt et bump på vejen.

Det drejer sig om falske brugere. For mens Twitter tidligere på måneden anslog, at falske konti udgør mindre end 5 pct. af mediets brugerbase, har Elon Musk nu sat handlen på pause for at undersøge, om det estimat har hold i virkeligheden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Elon Musk har også selv delt nyheden på Twitter. Det har fået Twitters aktiekurs til at falde med omtrent 20 pct. før dagens børsåbning.

At få renset ud i såkaldte spam-konti og falske brugere har været et af omdrejningspunkterne, når Elon Musk har talt om, hvordan han vil ændre Twitter, hvis det lykkes ham at overtage mediet.

Omtrent halvdelen af Elon Musks egne følgere - der i alt tæller knap 93 mio. og synes at øges med stadig højere hast - er sådanne falske brugere, har mediet Independent tidligere berettet. I det tilfælde defineres falske brugere ved at være spam-konti, drevet af robotter eller inaktive brugere.

Derudover har Musk, som også er adm. direktør for Tesla og raketvirksomheden SpaceX, brugt en del tid på at tale om ytringsfrihed og censur på internettet, hvad ifølge ham er alt for udbredt.

Blandt andet har Elon Musk for nylig udtalt, at det var en fejltagelse af Twitter at udelukke forhenværende præsident for USA Donald Trump fra platformen. Dog har han udelukket, at han skulle have konspireret med den kontroversielle eks-præsident forud for at byde på Twitter.

Sagaen om Elon Musk og Twitter, hans foretrukne sociale medie par excellence, begyndte, da det for en måned siden blev offentlig kendt, at han havde fremsendt et tilbud om at købe samtlige udestående aktier i Twitter for en pris væsentlig højere end markedets.

Siden har Twitters bestyrelse enstemmigt godkendt handlens betingelser. Det vil sige, at Elon Musk har fået lov til at tilegne sig Twitter for den nette sum af 44 mia. dollars.

Læs også
Top job