Bitcoinmilliardær Niklas Nikolajsen deler penge ud til ny bars åbningsdag
Niklas Nikolajsen von Karlshof gør klar til at dele kontanter ud til folk, når hans rock-, metal- og whiskybar, Luke's, fredag slår dørene op for første gang.
Til åbningsfesten for en ny bar i København har bitcoinmilliardæren Niklas Nikolajsen, også kendt som bitcoin-piraten, på forhånd annonceret et optrin, der trækker tråde tilbage til kong Christian V’s tid.
Af en pressemeddelelse fremgår det, at når Luke’s, som hans nye bar på Klosterstræde i indre København hedder, holder åbningsweekend, vil Niklas Nikolajsen sætte sig ind i sin Rolls Royce og kaste penge ud til forbipasserende.
Inspirationen til at kaste penge ud på gader og stræder kommer fra kong Christian V’s kroningsceremoni, hedder det i meddelelsen, og Niklas Nikolajsen har til lejligheden anskaffet sig 100.000 kr. i små, umærkede sedler, som han i løbet af et par timer vil uddele sammen med en opfordring til at aflægge Luke’s et visit.
Bitcoinmilliardæren har stablet sin nye bar på benene sammen med Luke Graae, som ifølge pressemeddelelsen er Niklas Nikolajsen bedste ven og skal bestyre baren.
Udover de mange pengesedler, Niklas Nikolajsen har tænkt sig at beklæde de københavnske gader med, er der også noget at hente for de gæster, der planlægger at besøge Luke’s i åbningsdagene, 27. og 28. maj.
Fra klokken 18 og frem vil Luke’s bartendere nemlig gemme guldmønter i heldige gæsters glas. Hver mønt - der uddeles en hver halve time - har en værdi på 4.000 kr., skriver B.T., som i forbindelse med åbningsløjerne har talt med Niklas Nikolajsen.
Han har på forhånd gjort sig nogle tanker om, hvordan pengeuddelingen bedst muligt bliver en succes, når han tørner ud i sin Rolls Royce.
»Jeg holder mig væk fra de store veje af trafikmæssige hensyn. Jeg skal ikke have nogen, som kaster sig ud foran en bil for at fange en pengeseddel,« siger Niklas Nikolajsen til B.T.
Han fortæller også, at han har tænkt sig at køre rundt i Indre By i København fra omkring klokken 16, og at han vil forsøge at sprede pengene godt rundt, så der ikke er nogen, der løber med for store beløb. Kommer han til at give mere end 10.000 kr. til den samme person, har han nemlig pligt til at oplyse om, at der skal betales skat af dem, siger han.
På den måde håber han også at undgå unødig tumult.
»Hvis jeg kastede 20.000 kroner på én gang, kunne man forestille sig, at der kunne komme problemer med folk, der kom op at slås,« siger han til B.T.