Danske advokater tager på piratjagt i udlandet
Nu skal nordmændene også se sig godt for på internettet. Et dansk advokatfirma kan få adgang til norske personoplysninger.
Det danske advokatfirma Njord Law Firm jagter nu også pirater uden for landets grænser.
Det skriver norske Dagbladet, som fortæller, at Njord allerede har sendt over 1.000 breve ud til nordmænd, der mistænkes for at have downloadet ulovlige film.
I brevene får nordmændene et tilbud om at betale et forlig på 2.700 norske kroner for ulovligt at have downloadet film via deres internetforbindelse. Hvis ikke man betaler, risikerer man en retssag, lyder det i brevet.
De nationale kommunikationsmyndigheder i Norge har vurderet, at advokatfirmaet kan fritages fra de norske teleselskabers tavshedspligt og dermed få udleveret personoplysninger med det formål at sende opkrævningsbreve.
Normalt er det politiet, som beder landets nationale kommunikationsmyndigheder om adgang til personoplysninger i forbindelse med straffesager, men det danske advokatfirma kan altså også benytte sig af denne service.
»Der er som udgangspunkt tavshedspligt, men man må huske på, at lov og orden også gælder i den digitale verden,« siger direktøren for den norske kommunikationsmyndighed, Elisabeth Aarsæther, til Dagbladet.
Njord repræsenterer Nu Image, som bl.a. står bag filmtitler som "The Expendables" og "London Has Fallen". Med brevene ønsker man i første omgang at gøre opmærksom på, at piratdownload af disse film er en ulovlig handling, oplyser Jesper Brogaard Clausen, partner hos Njord, til mediet.
»Hvis nogen ikke svarer, og aktiviteten varer ved, kan vi tage det til retten, ja,« siger han.
I fjor sendte Njord og advokatfirmaet Opus Law lignende breve ud til en lang række danskere.
Det fik Forbrugerrådet Tænk til at kritisere fremgangsmåden og sammenligne henvendelserne med trusselsbreve. Med brevet fulgte et erstatningskrav på 1.500-2.000 kr., som forbrugeren kunne betale for at få sagen lukket.
I tidligere sager i Danmark har det imidlertid været svært for advokatfirmaerne at løfte bevisbyrden i retten. De skal nemlig kunne bevise, at du selv som forbruger har foretaget et ulovligt download. Det er ikke nok at påvise, at det er blevet gjort via din IP-adresse,



