Tech

Rapport: Bitcoin kan blive verdens største valuta

På få år er brugen og værdien af bitcoins vokset sig stor. Om 12 år er det måske verdens største valuta, mener skatterådgiver.

Bitcoins kan godt gå hen og blive folkets valutafavorit. Bitcoins har gratis transaktioner og er hurtigere end det nuværende banksystem, skriver Thorbjørn Henriksen, der er skatterådgiver. Foto: Mark Lennihan/AP Photo

Den digitale møntfod bitcoin er måske ikke en valuta, der er til at tage og føle på. Men det en valuta, der stadig vinder tillid hos mange.

Thorbjørn Henriksen, skatterådgiver i Cph Revision, forklarer i en ny rapport, hvordan bitcoins allerede på få år har vokset sig til en stor valuta og har potentiale til at vokse sig endnu større.

I 2011 var der omkring 1.000 bitcoin-transaktioner hver dag. Tallet er i 2017 steget til 310.000 om dagen, ifølge rapporten, og i samme periode er værdien af bitcoin i omløb steget fra 30 mio. kr. til 110 mia. kr.

»Hvis denne trendstigning fortsætter de næste seks år, vil bitcoin blive større end den danske valuta. Fortsætter det yderligere 12 år, vil bitcoin blive verdens største valuta,« skriver Thorbjørn Henriksen.

Samtidig svinder kundernes tillid til bankerne, der er søbet ind i skandaler og ikke kan følge med kundernes efterspørgsel, og netop dét er en gevinst for bitcoins.

»Bitcoin er gældfrie, og transaktionerne er gratis og hurtigere end det nuværende banksystem. Navnlig ved grænseoverskridende transaktioner. Men USA er stadig den afgørende faktor for bitcoins fremtid. Hvad USA gør i forhold til bitcoins, gør de fleste andre lande også,« skriver Thorbjørn Henriksen.

Bitcoins hurtigtvoksende værdi bemærkede en nordmand tilbage i 2013. Ifølge Business Insider investerede nordmanden Kristoffer Koch 150 norske kr. i 2009, da han første gang stødte på den digitale valuta. For 150 norske kr. fik han 5.000 bitcoins.

Årene gik og Kristoffer Koch glemte alt om penge, men i 2013 blev han mindet om dem, og da han tjekkede pengene, kunne han konstatere, at de med dagens kurs stod til 5 mio. norske kr.

I lørdags satte bitcoin rekord, da bitcoin-kursen passerede 2.000 dollars for første gang, hvilket gør at bitcoin overhaler guldprisen, der samtidig lå på 1.255 dollars.

BRANCHENYT
Læs også