I Prag markeres revolutionsjubilæet med både ironi og alvor

Hotel Stal-Inn.

De travle tjenere ænser ikke det ironiske budskab på væggen i restaurant Lokál i Prag. Med effektive skridt bærer de sovsekander, store ølkrus og kæmpe tallerkener med mad til de mange borde.

Det er frokosttid, og der er fuldt belagt.

Bag den lange bardisk troner et flere meter højt fotoportræt af en arbejder iklædt overall, redskab og et jovialt smil. 30 år efter Jerntæppets fald og Tjekkiets fredelige Fløjlsrevolution i 1989 er det blevet cool at tage en ny version af fortidens kultur til sig.

Lokál er den opgraderede kopi af kommunisttidens typiske kantine og pub med masser af tjekkisk comfort food. Dengang blev der tegnet en del på væggene. I dag er udsmykningen kunstfærdige raderinger.

»Jeg ser Lokál som et udtryk for en slags ironisk nostalgi, som forbinder os med vores barndom og ungdom i 70’erne og 80’erne. Det er ikke en glorificering af de kommunistiske år, selvom stedet visuelt og med et glimt i øjet refererer til dengang,« fortæller Jan Valenta.

Han er medstifter af Taste of Prague, som nøje følger Prags voksende madscene og laver kulinariske guidede ture. Fra ølbarer til gourmetspise og torvedage.

Ud af den kommunistiske kogebogs skygge

Det tjekkiske madlandskab har gennemgået enorme og ikke altid nemme forandringer i de 30 år siden kommunisttiden. Dengang blev alle statslige restauranter og kantiner bestyret centralt fra ét selskab. I 1960’erne kom kogebogen med over 800 statsautoriserede retter, som kun kunne laves på én måde. Hver ret havde et nøje udregnet ernæringsrigtigt indhold, som skulle sikre en optimal produktivitet hos befolkningen. Kulinarisk ensretning var også dagens orden med stordrift og kollektivisering, der indskrænkede bredden i udbuddet af f.eks. grøntsager og andre råvarer.

»Jeg tror egentlig, at udgangspunktet for den kogebog var positivt ment. Det var ikke et ønske om at ødelægge det tjekkiske køkken. Men i de trange tider snød statsrestauranter i mange år med ingredienser og vandede tingene ud for egen vindings skyld. Det var et ret korrupt system. Efter 1989 ville få derfor have noget med det tjekkiske køkken at gøre – vi ville spise italiensk og fransk. Lugten af kommunisme klæbede i en periode ved de traditionelle retter. Da de unge begyndte at rejse i 1990’erne og 00’erne, fandt de imidlertid ud af, at de andre køkkener ikke nødvendigvis var så meget bedre. At vi har masser af gode madtraditioner i Tjekkiet, som er værd at holde fast i,« understreger Jan Valenta.

Så Lokál, der har adskillige filialer, serverer opgraderede tjekkiske retter med stolthed og gode råvarer. Her er schnitzel, krydrede pølser med peberrodsdip, bjerge af kartofler og rigeligt med brun sovs. De store krus med kold Pilsen-øl fortsætter i pendulfart gennem lokalet.

»Lokáls succes handler i den grad også om øl. De har været med til at revolutionere ølkvaliteten ved at få leveret upasteuriseret øl hver dag i tanke af rustfrit stål,« forklarer Jan Valenta.

Hvis man vil spise videre i fodsporene på den kommunistiske tid, er vietnamesisk mad et godt bud. Tjekkoslovakiet og Nordvietnam havde et tæt samarbejde i kommunistperioden. Tjekkoslovakiet eksporterede våben, Semtex (en tjekkisk opfindelse) og maskineri til Nordvietnam, som til gengæld kunne få mange indbyggere til f.eks. Prag for uddannelse på universiteterne og fabriksarbejde. Tjekkiet har i dag et af de største vietnamesiske samfund i Europa med eget marked, Sapa, og mange vietnamesiske restauranter med velsmagende nudler, pho-suppe og baguettes.

Václav Havel og “kaffehus-eliten”

Hvor tjekkerne under kommunismen ikke var kendt for de store kulinariske armbevægelser, var Prag et gourmetcentrum under det Østrig-Ungarske rige. Især var tjekkerne kendt som konditorer for hele riget. Specialiteter er bl.a. kremrole, (butterdejsrulle med flødeskum eller marengs), frgale (pandekage med blommekompot og masser af birkes) og venecek (en slags vandbakkelse fyldt med creme og glasur udenpå).

»Vi laver stadig kager, men de traditionelle cafeer lider i dag under, at man siden kommunisttiden har fokuseret meget på prisen og mindre på kvaliteten. De gamle cafeer og kaffehuse er heller ikke rigtig blevet genopdaget af de unge,« fortæller Jan Valenta fra Taste of Prague.

Men Prags kaffehuse er selvfølgelig ikke bare kendt for deres kager og kaffe. De var også tilholdssteder for kunstnere og intellektuelle, der efter 1948 var imod det kommunistiske styre. På art deco-cafeen Slavia i Prag fandt man f.eks. Václav Havel som stamgæst. Dramatiker, dissidentleder og senere den første postkommunistiske præsident i daværende Tjekkoslovakiet.

I dagens Tjekkiet optræder udtrykket “kaffehus-eliten” (eller pravdolaskari) også som et skældsord, fortæller Michael Zantovský. Han er direktør for Václav Havel Biblioteket og Havels gamle ven og meddissident. I nogles øjne indbegrebet af en “kaffehus-elite”.

Som han ser det, bliver udtrykket brugt af en lille utilfreds gruppe, som er skuffede over livet efter Fløjlsrevolutionen.

»Kritikerne er typisk en bestemt demografisk gruppe på landet, som har lav social status. I USA vil man kalde dem angry white men. De gik glip af muligheder efter Fløjlsrevolutionen og føler sig hægtet af. Der er en vis nostalgi omkring datidens jobsikkerhed. Til det svarer jeg ofte med tallene på den gennemsnitlige levealder: Vi lever i dag 9,5 år længere end for 30 år siden. Til sammenligning er gennemsnitslevealderen i Rusland steget med seks måneder.«

Gensidig dialog og ytringsfrihed under ansvar er den røde tråd i bibliotekets virke. Et emne med akut aktualitet. Derfor tager Michael Zantovský hvert år rundt i hele landet i en uge til diskussioner og dialog på kulturcentre, skoler og biblioteker. Ansigt til ansigt og i øjenhøjde. På biblioteket i Prag har man konferencer og arrangementer, men ikke forelæsninger – man skal tale sammen.

Havel selv døde i 2011, og biblioteket forvalter hans arv og filosofi på mange forskellige måder. Tusindvis af hans tekster er digitaliseret og online. Hvert år uddeles Václav Havel Menneskerettighedsprisen i samarbejde med Europarådet. Den går til et menneske, der gør en ekstraordinær indsats for menneskerettigheder som f.eks. Nadia Murad fra Irak. En YouTube-kanal henvender sig særligt til unge i et uddannelsesøjemed. Til de mange unge, der ikke selv var født under kommunismen.

»De unge er meget interesserede. De leder efter politisk retning i deres liv og kommer til os for at få ideer. Mange værdier fra 1989 synes udvandede. Vi laver i år en udstilling om hele året 1989. Revolutionen skete ikke fra den ene dag til den anden. Det var en voksende bevægelse, og det kommer vi også til at vise og illustrere via videoer til skoler,« forklarer Zantovský.

Havels hjerter og John Lennon væggen

Et andet skældsord for Havels tilhængere er “the truth and lovists”. Frit efter Havels berømte citat om, at “kærlighed og sandhed vil sejre i sidste ende over løgne og had”.

Men skiltet uden på bibliotekets mur har ganske uanfægtet et lille hjerte som logo. Det lille hjerte, som Havel plejede at bruge i sin underskrift.

Hjertet går også igen i flere af de mange Václav Havel-mindesmærker rundt om i byen. Et stort, rødt og graffitipræget hjerte ved Nationalteatrets nye scene lyser op på den lille indvendige plads opkaldt efter Havel. Selve bygningen fra 1983 er i en markant brutalistisk stil på boulevard Národni. Gaden, hvor også det berømte Laterna Magika-teater ligger. Národni har også et mindesmærke for de studerende, der fik tæsk af politiet i optakten til Fløjlsrevolutionen i 1989.

På torvet Maltézké i Malá Stran-området står to fastboltede stole omkring et bord med et træ voksende i midten. Det er tænkt som et levende mindesmærke, hvor man kan mødes til dialog. Grønne og røde glashjerter pryder stoleryggene. En hærget gadefejer har sat sig i den ene stol og lytter til en lille transistorradio med en kop kaffe i sine ru hænder. Stedet er tænkt som et større, internationalt dialogprojekt initieret af Václav Havel Biblioteket.

Lige i nærheden suger John Lennon-muren folk til sig. Den lange mur startede sit liv som en ventil for ytringsfriheden helt tilbage i 1960’erne. Unge skrev slagord og protestslogans, som autoriteterne prompte malede over. Stedet er rimelig tæt på den franske ambassade, så der var måske en forventning om, at det hemmelige politi ikke ville gå så hårdt til værks her. Da John Lennon blev skudt i New York i 1980 blev væggen med ét også et mindesmærke for ham med malerier og ord. Ordenen Knights of Malta ejer muren og tillader de fortsatte tegninger og graffiti – det eneste sted i byen, at det er tilladt. Kom tidligt for at undgå selfiemasserne.

Lenin med selfiestang og tjekkisk cola

»Hvis I forventer nostalgi eller glorificering af kommunismen, er I kommet til det forkerte sted,« fortæller guiden. I Prag har man sat kommunismen på museum, men dermed er de kommunistiske årtier i daværende Tjekkoslovakiet ikke blevet “tandløse”. I gaveshoppen finder man ganske vist ironiske billeder af Lenin med selfiestang, men udstillingen har fat i de menneskelige omkostninger.

Rundt om i selve museet er konkrete genstande som sko, telefonbokse og malerier med arbejderromantik med til at gøre hverdagslivet i de godt 40 år med kommunisme meget håndgribelige. Man får overblik over, hvad de forskellige faser af kommunismen i det daværende Tjekkoslovakiet betød for det enkelte menneske. De barske år med hemmeligt politi og fængslinger bliver vist via videoerindringer og en model af et forhørsrum hos det hemmelige politi.

Her er også en lille typisk statsbutik efter nationaliseringen med et ydmygt udvalg af madvarer. Limonaden på hylden var sammen med en hindbærdrik eneste tilgængelige sodavand frem til 1960. Her besluttede en komite dog at gøre noget ved unges trang til den forbudte Coca-Cola. Man opfandt en tjekkisk variant, Kofola; den kommunistiske Coca-Cola.

På restaurant Lokál hælder tjeneren brusende Kofola op i store glas. Det smager friskt og krydret. En opskrift lavet på en urtebaseret sirup med bl.a. kanel, lakrids og hindbærblade. Efter en nedtur i 1990’erne fås den populære drik nu mange steder igen. Dengang før Fløjlsrevolutionen blev colaen tilsat koffein kemisk udtrukket fra skorstenssoden i Prags eneste kafferisteri. Det behøver man ikke at gøre i dag. Der er sket meget siden da med landets madscene.