Weekend

Test af Motorola Moto G100: Mellemklassens nye konge

Her får man lov at smage på den stærkeste teknologi i en mobil til mellemklassepris.

Foto: Motorola

Smartphone:

Motorola Moto G100

Pris:

3.699 kr.

Motorola er på hjemmebane i dette segment. Det er her, det Lenovo-ejede brand har lagt sine kræfter de seneste mange år.

Om nogen ved Motorola derfor, hvordan man skærer en gedigen mellemklassemobil.

Ydelse i topklasse

Skimmer man specifikationerne, kunne man foranlediges til at tro, at der var tale om en betydelig dyrere mobil. Især processoren associerer til en højere prisklasse. Snapdragon 800-serien ser man typisk kun i de dyre mobiler. I Moto G100 får du imidlertid en Snapdragon 870. På rå ydelse banker mobilen derfor alle i testen, undtagen iPhone SE. 8 GB ram giver desuden rigelig kapacitet til multitasking, og mobilen har både 5G og Wi-Fi 6, så der er fuld fart på nettet.

Det er en smartphone med kræfter til krævende arbejde og spil. For at få fuld udbytte af den store råstyrke har Motorola skabt en platform, der gør det muligt at få mobilens billede op i storskærmsformat. Forbind Ready For-docken til dit tv eller din computerskærm, og sæt mobilen deri, så kan du sende spil, arbejde, video m.m. derop.

Læs også: Motorola klar med billigere og bedre Razr-mobil

Det er ikke en ny idé, men det er første gang, vi ser den i dette prissegment, og den fungerer godt.

Du kan slutte mus, tastatur og endda spilcontroller til, så du får en oplevelse, der minder om en rigtig pc eller en spillekonsol.

Med stort 5.000 mAh-batteri er der liv i mobilen længe, selv om den arbejder hårdt. Ved almindelig brug er der snildt et par dages strøm i den. Opladningen er dog blandt de sløveste i testen.

Glinsende plastic

Alt uden om mobilens imponerende motor er af mere moderat beskaffenhed. G100 er skabt i glinsende plasticdesign og er både tykkere og tungere end de andre mobiler i testen. Den er vandafvisende, men har ingen IP-certificering.

Skærmen er dækket af det noget bedagede Gorilla Glass 3. Den har acceptabel lysstyrke og et udmærket billede. Dog uden helt samme glød som Samsungs. Opdateringshastigheden er helt fine 90 Hz.

Læs også: Motorola Edge+ [TEST]: Buet comeback-mobil overbeviser ikke

Kameraet minder om Samsungs, og Moto G100 er da faktisk også tæt på at matche A52 i billedkvalitet. Den leverer fine farver og klarer sig udmærket i svage lysforhold, men der er lidt mere støj og knap så fine detaljer som hos Samsung. Det kan blandt andet skyldes manglen på optisk billedstabilisering. En Time of Flight-sensor bidrager dog til stabil fokus i mørke omgivelser, og der er endda også laserautofokus.

Spurter fra de andre

Det er således et hurtigt og præcist kamera, der også er i stand til at optimere farver og indstillinger via kunstig intelligens. Udvalget af fotofunktioner er stort og inkluderer blandt andet kreative værktøjer til at redigere billeder og videoer, som kan give nogle ret interessante resultater.

På fronten er ikke mindre end to selfiekameraer – standard og vidvinkel – af ganske fin kvalitet.

Selv om den halter lidt på design, er Moto B100 således en ganske solid mellemklassemobil, der tager sejren hjem takket være den usædvanligt stærke ydelse.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk

Læs også
Top job