Fortsæt til indhold

Visningen af en omdiskuteret filmklassiker blev opgivet efter »trusler fra voldelige personer«

En af hovedpersonerne i filmen har tidligere udtalt, at hun følte sig »ydmyget og for at være ærlig, en smule voldtaget« under en af nøglescenerne.

Maria Schneider (tv.) og Marlon Brando i filmen »Sidste tango i Paris«. Foto: Cinetext Bildarchiv
Weekend

Den berømte filminstruktør har indrømmet, at han foretog sig en »kunstnerisk beslutning«, der efterfølgende har fået ham til at føle sig skyldig.

»Men jeg fortryder det ikke,« tilføjede Bernardo Betolucci, der står bag filmen »Last Tango in Paris« - på dansk »Sidste tango i Paris«.

I Frankrig havde den kendte biograf La Cinémathèque Française i Paris planlagt en visning af filmen fra 1972. Nu har direktøren, Frédéric Bonnaud, ombestemt sig, men det er ikke med hans gode vilje.

»Vi er en biograf, ikke en fæstning. Vi kan ikke tage en risiko, der går ud over vores medarbejdere og publikums sikkerhed,« siger han ifølge The Guardian.

Hele miseren bunder i en af nøglescenerne fra filmen, der har fået flere fremtrædende forkæmpere for kvinderettigheder til at protestere.

»Tid til at vågne op«

Handlingen kredser om forholdet mellem den midaldrende Paul og den 20-årige Jeanne, der bliver spillet af henholdsvis Marlon Brando og Maria Schneider. I den specifikke scene udspiller der sig en voldtægt, uden den dengang 19-årige Maria Schneider på forhånd var blevet informeret om det.

»Marlon (Brando, red.) sagde til mig: »Bare rolig, Maria, det er bare en film«, men undervejs i den scene græd jeg virkelige tårer. Jeg følte mig ydmyget, og for at være ærlig følte jeg mig en smule voldtaget af både Marlon og Bertolucci,« fortalte hun Daily Mail i 2007.

Det har efterfølgende fået flere at nutidens skuespillere til at undsige filmen, heriblandt Octavia Spencer, der har haft fremtrædende roller i film som »Hidden Figures« og »The Shape of Water«

I Frankrig er debatten atter blusset op i forbindelse med den planlagte fremvisning, der har mødt modstand fra bl.a. skuespilleren Judith Godrèche.

»Det er tid til at vågne op, kære Cinémathèque, og genopbygge medmenneskeligheden over for en 19-årig skuespiller ved at opføre sig medmenneskeligt,« skrev hun på Instagram.

Trusler fra »voldelige personer«

Andre valgte at protestere på en mere konfrontatorisk måde ifølge direktøren for biografen.

»Vi fik trusler fra voldelige personer, så vi var nødt til at droppe visningen,« lyder det fra Frédéric Bonnaud.

Bernardo Bertolucci har af gode grunde ikke haft mulighed for at kommentere sagen, da filmskaberen døde i 2018.

Under et arrangement hos netop La Cinémathèque Française i 2013 erkendte han, at »jeg havde på en måde behandlet Maria horribelt, fordi jeg ikke fortalte hende, hvad der foregik«, men at han »ville have hendes reaktion som en pige, ikke en skuespillerinde - jeg ville have, at hun skulle reagere ydmyget«.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Film og tv-branchen