Drømmen om et bedre liv blev knust og erstattet af lummert, illegalt arbejde i et iskoldt miljø

Hun havde en hed drøm.

Så hed, at den var det brændstof, der bragte hende igennem hendes teenageår, hvor hun sammen med sin familie kæmpede en daglig kamp for at overleve på Haiti:

Hun ville giftes og stifte familie med en hvid mand.

Han havde på tv set, at den hvide mand var synonym med både rigdom og succes, og for hende betød det intet, hvor i verden hun måtte slå sig ned for at få drømmen opfyldt.

Så målrettet var hun med sin plan, at den siden sendte hende ud på en meget lang, omskiftelig og yderst dramatisk – ofte ydmygende – livsrejse, der foreløbig er endt i en lille beskeden lejlighed i en boligblok 6.300 km fra hendes føde- og barndomshjem i Haiti, hvor hendes familie var ganske respekteret, idet hendes far var woodoopræst.

Den nu 30-årige Nadege Francois bor i dag alene sammen med sine to børn i Reykjavik i Island, hvor hun bærer på masser af knuste drømme, men også har defineret nye livsmål.

Hendes livshistorie er beskrevet af den rumænske fotograf Liliana Constantin. Jyllands-Posten er det første medie, som viser et udvalg af hendes skildring af Vanessas liv på godt og ondt.

Tilbage til historien:

Nadege Francois gik ud af skolen allerede som 15-årig, og hun tog for at overleve i stedet arbejde på et krydstogtskib.

Hun var involveret i flere forhold, og som blot 19-årig fødte hun datteren Biancka. Allerede inden fødslen sluttede forholdet til faderen under stort drama, og Biancka har aldrig mødt sin biologiske far.

For at klare dagen og vejen tog hun i de følgende år alt det arbejde, hun kunne få, og som 22-årig var hun endt i Den Dominikanske Republik.

Og det var her, at hendes liv tog en markant, men ønsket drejning: Hun mødte islændingen Jon, der var på ferie.

Kort tid efter at de var mødtes, friede han til hende, og hun sagde uden tøven ja med udsigten til et ordnet, velstående familieliv i Island.

Ud over at hun forventede, at hun og hendes datter ville få trygge rammer hos Jon, regnede hun med, at hun også kunne forsørge sin familie på Haiti.

Men ankommet i Island gik det meget hurtigt op for hende, at virkeligheden stod i skærende kontrast til hendes drømme og forventninger.

Mandens økonomi var ikke ligefrem prangende, og parret – der i 2010 fik datteren Frida Francisca – havde så store problemer med at klare hverdagen, at hun kort tid efter ankomsten til Island valgte at tage et job som stripper i en natklub. Det skete med mandens fulde støtte.

Både på grund af sit eksotiske udseende og sin karisma blev hun hurtigt en meget populær stripper.

Og det var på det tidspunkt – i 2009 – at den rumænske fotograf Liliana Constantin kom i kontakt med Nadege Francois, der som stripper anvendte navnet Vanessa. Et navn, der siden er blevet hængende ved hende.

Liliana Constantin mødte Vanessa i Odal Club og fulgte hende siden i en række illegale stripklubber i Reykjavik. Og da disse blev lukket af politiet, fortsatte den rumænske fotograf med at skildre Vanessas liv både i Island og i Haiti.

For at komme helt tæt på Vanessa og hendes liv traf hun en mildt sagt usædvanlig beslutning, der førte hende langt, langt ind bag facaden på stripperens liv og natklubmiljøet på Island.

Senere i denne artikel kan du læse meget mere om 36-årige Liliana Constantin, hendes motiver og arbejdsmetoder, men først tilbage til Vanessa og alle hendes trængsler på den kolde klippeø i Nordatlanten, i alle måder lysår fra eksotiske Haiti.

For i takt med at virkeligheden åbenbarede sig for Vanessa, begyndte ægteskabet at knirke gevaldigt, og det endte med, at hun og Jon blev skilt. Det var kun den foreløbige kulmination i en barsk tilværelse, i hvilken skæbnen ikke just har været hendes medspiller.

I 2010 – mens hun ventede sit og Jons barn – blev offentlig striptease i alle former på det strengeste forbudt i Island.

Hun måtte derfor forlade sit arbejde og fødte siden datteren Frida Francesca. Da datteren var et halvt år gammel, valgte hun at vende tilbage til stripmiljøet, der da udspillede sig i det skjulte på enkelte natklubber – såkaldte »champagneklubber« – i den islandske hovedstad.

Kort efter at hun var vendt tilbage til det nu illegale stripmiljø, blev hun brutalt voldtaget af natklubejeren.

Hun anmeldte ham til politiet, men her droppede man sagen på grund af manglende beviser. Da politiet lukkede den illegale klub i 2015, blev ejeren anholdt og fængslet for en lang række lovovertrædelser, men stadig ikke for den voldtægt, han angiveligt begik mod Vanessa.

Både det brutale overfald og politiets afvisning betød, at hun brød sammen. Hun blev indlagt til behandling for en svær depression og selvmordstanker.

Men det var ikke det eneste, der ramte hende.

Endnu en tragedie trak tæppet væk under hende: Da Haiti i 2010 blev ramt af et voldsomt jordskælv, omkom blandt andre fire af hendes søstre.

I dyb desperation skaffede hun midler til, at hendes forældre, en søster samt en niece og nevø kunne rejse til Island for at skabe en ny, bedre og tryg tilværelse.

Men heller ikke dette lykkedes for hende.

På grund af markante kulturforskelle og en noget anderledes opfattelse af børneopdragelse fjernede myndighederne flere gange hendes niece og to døtre. I den forbindelse blev hun af politiet blandt andet sigtet for uansvarlighed i forhold til børnene og prostitution, men også aggressivitet og »en opførsel, der ikke er passende i et civiliseret land«.

Niecen har siden 2013 været anbragt hos en plejefamilie, men efter en lang, barsk retssag er det lykkedes for Vanessa at få sine to egne døtre hjem.

Hun blev skilt fra Jon, og hendes far og hendes søster er i dag tilbage i Haiti.

I dag tager hun – der stadig bor i Reykjavik – sig af sine to døtre og sin 19-årige nevø og modtager diverse støtte fra det offentlige.

I kølvandet på alle sine bristede drømme har hun fostret nye.

Hun har talent for at synge, og hun plejer nu en drøm om at leve som professionel sanger.

Og det vil ske.

I hvert fald hvis man som Vanessa, der i øvrigt tilhører den katolske kirke, tror på engle.

En sådan har nemlig – ifølge Vanessa selv – i en drøm afsløret, at hun vil blive en succesrig scenekunstner.

Så om det er det, der venter derude i horisonten på den anden side af Islands sne- og isdækkede bjerge, vil kun tiden vise.

Fotografen smed kludene og kravlede op på et mandeskød for at få sin historie

At Liliana Constantin kom i kontakt med Vanessa, var dybest set et tilfælde – og drevet af fotografens nysgerrighed efter at opleve, hvad der gemte sig i en verden, der ligger lysår fra hendes egen.

Idéen fik hun faktisk under et studieophold i Danmark i 2008.

»Mens jeg studerede fotojournalistik på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, lavede jeg en billedserie med en kvinde fra Tanzania, der arbejdede som stripper,« fortæller Liliana Constantin til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Hendes fascinerende historie og mit ubehag omkring emnet fik mig til at beslutte, at jeg selv måtte opleve, hvordan det var at arbejde sådan et sted.«

Tilbage i Rumænien tog hun et kursus i poledance og supplerede sin garderobe, som hun udtrykker det. Efter en audition hos et rumænsk bureau fik hun arbejde på en stripklub i Reykjavik.

»Det er for mig væsentligt at opholde mig i inspirerende omgivelser, og Islands næsten surrealistiske landskab og enorme øde områder gav mig den kontrast til natklubbernes mørke verden, som jeg ledte efter.«

Blandt årsagerne til, at hun selv kastede sig ud i en tilværelse som stripper, var, at hun i forbindelse med tidligere opgaver havde oplevet sig selv som en betragter på afstand. Som en slags turist, en voyeur.

»Det kan selvfølgelig altid diskuteres, om der ikke også er noget turistagtigt over den måde, jeg arbejdede på i Island. Men jeg kom langt tættere på deroppe,« mener hun.

Hendes plan var at arbejde et år som stripper i Island. Hun rejste derop i november 2009 og mødte straks Vanessa. I marts 2010 måtte hun ændre planer, da striptease som nævnt blev forbudt ved lov i Island, men hun valgte ligesom Vanessa at fortsætte i illegale klubber, og det gjorde hun i perioder på en måned ad gangen frem til 2011, hvor de begge stoppede.

Hvor tæt føler du, at du kan gå på dem, du arbejder med?

»Jeg laver aldrig meget intime billeder, medmindre de på en eller anden måde reflekterer det forhold, jeg har til vedkommende,« understreger hun og tilføjer:

»I klubben begyndte jeg at fotografere flere forskellige piger, men det var kun med Vanessa, at jeg følte, at der på lang sigt var basis for et venskab. Det betyder ikke, at vi altid var på linje, men det betød, at jeg kunne være mig selv sammen med den, jeg fotograferede, frem for at betragte hende som et emne,« siger hun.

Hun tilføjer, at det også var væsentligt for hende, at Vanessa følte, at hun kunne være sig selv – også selvom det betød, at de af og til kunne skændes, så det bragede.

»Men Vanessa havde stor forståelse for, hvad jeg lavede, og bakkede hele tiden op om projektet.«

Så nære venner blev de to, at Liliana Constantin blev gudmor til Vanessas datter.

De har stadig et meget tæt forhold til hinanden, og fotografen besøger Vanessa og hendes døtre i Island et par gange om året.

I 2011 – et år efter det altødelæggende jordskælv – tog hun med Vanessa tilbage til Haiti og besøgte dennes familie.

»Det var vigtigt og nødvendigt for mig at forstå, hvor Vanessa kommer fra, og ikke mindst at forstå, hvordan hun inden i sig selv tacklede de to meget forskellige kulturer,« siger Liliana Constantin, der vendte tilbage til Haiti i 2015 sammen med Vanessa og dennes yngste datter. Dette blandt andet ud fra et ønske om at opleve Haiti gennem en femårigs øjne.

»Jeg vil til Haiti igen i en længere periode. Jeg føler ikke, at jeg har været der længe nok til at komme helt ned under overfladen,« tilføjer hun.

I øjeblikket er hun i gang med at færdiggøre en dokumentarfilm om kvinden og hendes liv i Island.

»Ud over andre projekter er jeg også i gang med at researche en stripklub i London. Denne gang er det min intention i langt højere grad at fokusere på branchen. Dette var også mit udgangspunkt i Island, men jeg føler, at min historie om Vanessa på mange måder har meget lidt med striptease at gøre,« slutter Liliana Constantin.