Her er de 9 vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
De store advokathuse skovler penge ind. De 10 største firmaer omsætter for næsten 2 mio. kr. per fuldtidsansat, og niveauet har været stigende i de seneste fire år frem til 2015, som er de seneste officielle tal. Det viser den årlige statistik for branchen.
Eksperter: Danske Bank-direktør er blevet ofret i hvidvask-skandale. Bankdirektør i Danske Bank Lars Mørch er fortid i banken, og eksperter peger på, at han både er en syndebuk og offer i den spegede hvidvasksag, hvor milliarder af kroner i strid med reglerne er rullet igennem Danske Banks estiske filial.
Pensionsgigangt revser FLS-formand for at være bestyrelseskonge. Erhvervsmanden Vagn Sørensen, som bl.a. er formand for FLSmidth & Co. A/S, får en opsang af ATP. Formandens mange bestyrelsesposter bekymrer pensionskassen, som luftede sine synspunkter til ingeniørkoncernens generalforsamling torsdag.
Regeringens medieudspil kan sende milliardregning til bilister. Op mod 10 milliarder kroner. Så meget kan det, ifølge bilisternes interesseorganisation FDM´s beregninger, komme til at koste de danske bilister, når regeringen ønsker at lukke FM-båndet i 2021. Det koster nemlig mellem 2-7000 at få sin radio til at kunne modtage DAB+. (Ritzau)
Arla blæser til kamp mod pseudovidenskab i ny kampagne. Mejerigiganten Arla vil med en ny opsigtsvækkende kampagne bekæmpe sundhedsmyter og fake news for at sparke en debat i gang om danskernes sundhedsopfattelse.
B&O Plays direktør: Utilfredse kunder skal være med til produktudvikling. Sådan lyder recepten på succes fra John Mollanger, der for et år siden blev ny direktør for Bang & Olufsens vækstmotor, B&O Play. Han hentet ind fra Benetton for at sikre fremtidig succes for virksomheden i Struer.
Regeringen når ikke sin målsætning om at øge væksten med 80 mia.kr., da der ikke er flertal for VLAK's reformønsker. Det erkender LA's leder Anders Samuelsen forud for partiets landsmøde. (Børsen) (kræver abonnement)
2017 blev et superår for den globale filmindustri. I alt blev der på verdensplan solgt biografbilletter for over 40 mia. dollars i 2017 - en stigning på 5 pct. i forhold til året før. Det er især i Asien, at flere og flere indløser billet til biografmørket. (CNN)
Kina pumper 60 mia. ind i kriseramt forsikringsselskab. Den kinesiske regering har godkendt, at der pumpes en gigantisk redningspakke på, hvad der svarer til 60 mia. kr., ind i det krise- og skandaleramte forsikringsselskab Anbang Group for at forhindre en truende kollaps.
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.


