Her er de ni vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Konkurrenterne haler ind på Danish Crown. Det store, strategiske mål for Danish Crown er at styrke konkurrenceevnen og hæve svinekødsafregningen, så de seneste års nedtur for dansk slagtesvineproduktion kan bremses. Foreløbig er slagterikoncernen dog ikke kommet tættere på indtjeningsmålene.
De rige danskere har talt: Nordea dur ikke. Nordea lover, at den er i fuld gang med at gøre det bedre over for bankens velhavende kunder. En ny undersøgelse viser nemlig, at Nordea har landets mest utilfredse private banking-kunder. Velhavende kunder er det nye guld for bankerne - men flere kæmper med at indfri forventningerne.
Trump løber fra atomaftalen med Iran. Donald Trump traf tirsdag sin mest vidtrækkende udenrigspolitiske beslutning i 15 måneder som præsident, da han indfriede et af sine vigtigste valgløfter om at trække USA ud af atomaftalen med Iran. Det skete på trods af indtrængende europæiske appeller om at holde fast i aftalen. (JP)
Priser på ejerlejligheder har nået smertegrænsen. Der er blevet færre boliger at vælge imellem, men ikke når det drejer sig om ejerlejligheder. Her stiger udbuddet fortsat, og det kan være et tegn på, at lejlighedspriserne i storbyerne har nået smertegrænsen.
Nykredit skyder tocifret millionbeløb i børsnotering af sparekasse. Børsnoteringen af Den Jyske Sparekasse bliver med Nykredt som medinvestor. Tilsammen skal der rejses 200 mio. kr. i kapitalforhøjelse på vej mod børsen, fortæller koncerndirektør Kim Duus.
Ny information om dødsulykke med selvkørende bil: Computeren ignorerede fodgænger totalt. Det var ikke hardwarefejl eller noget udefra, der fik en selvkørende Uber-bil til at køre fodgænger ned. Problemet ligger helt centralt - i selve bilens 'hjerne', skriver it-medie.
Audi er igen i dieselproblemer: 60.000 nye biler ramt. Dieselskandalen i VW-koncernen fortsætter. Nu må Audi stoppe leveringen af 60.000 Audi A6 og A7 efter mistanke om snyd med miljøkravene.
Whistleblower: Finanstilsynets hvidvaskrapport om Danske Bank har »væsentlige mangler.« Der er mangler, misforhold og uoverensstemmelser i Finanstilsynets rapport om hvidvask i Danske Bank. Det siger den person, som først advarede om hvidvasken. (Berlingske Business - betalingsartikel)
Storaktionær ryger ud af omstridt bank efter magtkamp. En bitter konflikt blandt ejerne af Københavns Andelskasse sender storaktionæren Clearhaus Holding helt ud af banken. Gamle kendinge af andelskassen dukker op igen. (Børsen - betalingsartikel)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.



