Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Danmarks cannabis-eventyr har fået en skæv start | Supermarkedschefen melder om flere penge i kassen | Strømmen af bilnyheder slår rekord i 2020

Briefing

GODMORGEN

Her er årtiets første håndskrevne briefing fra Finans. Rigtig godt nytår.

Nyheder

Danmarks cannabis-eventyr har fået en skæv start

De danske cannabis-producenter har blodrøde tal på bundlinjen. Efter to år med massive investeringer har producenterne endnu ikke fået et eneste produkt i handlen. Når det lykkes, ventes priserne at styrtdykke. Både de danske og canadiske investorer havde en klar forventning om, at konceptet fra Canada hurtigt kunne overføres til Danmark, så de første produkter kunne komme på markedet i begyndelsen af 2019. Så let gik det ikke.

De seneste to år er der opført titusindvis af kvadratmeter drivhuse til produktion af cannabis. Især på Fyn har en række grupper af investorer satset store summer på produktion af cannabis. Foto: Christian Lykking

Supermarkedschefen melder om flere penge i kassen

Per Bank, der står i spidsen for Salling Group, jagter flere opkøb i dansk detailhandel. Han skal samtidig om kort tid indlede et samarbejde med den nye formand for koncernen.

Per Bank blev i 2012 koncernchef for Dansk Supermarked, som for et år siden skiftede navn til Salling Group. Foto: Gregers Tycho

Konkurskonger slås i kulissen bag Kasis konkursbo. En advokat skal undersøge kurator Boris Frederiksens håndtering af Kasi-familiens selskab efter et opgør med den kontroversielle erhvervsmand Bryan Göddert.

Her bor de danskere, der kan blive ramt af negative renter. Over 150.000 danskere havde ved udgangen af 2017 så mange penge stående i banken, at de tilhører den gruppe, som nu kan blive ramt af negative renter.

Økonomer usikre om hastigheden i 2020. Økonomerne er enige om, at væksten i dansk økonomi er toppet, men om afmatningen kommer i form af en rolig nedbremsning eller en blokeret håndbremse, afgøres i udlandet.

250.000 tv-kunder ramt af teknisk fejl. 250.000 såkaldte bland selv-kunder hos Yousee måtte nytårsdag nøjes med et mindre udvalg af tv-kanaler pga. en teknisk fejl.

Analyse: Studiejob giver en lettere vej til et fast job. Chancen for at komme i job efter endt uddannelse er større, hvis man har haft et studiejob undervejs i uddannelsen. Og jobmulighederne bliver større, jo mere man har arbejdet, viser en analyse fra DI. (Ritzau)

Chelseas økonomi bløder efter vild indkøbsfest. Den engelske fodboldklub Chelsea kan notere sig et stort underskud efter sidste sæson, hvor holdet ikke var med i Champions League. (Ritzau)

Indsigt

Hemmelige møder, en skjult agenda og en ledelse, der skulle grilles offentligt. Det tog omkring ni måneder for Lundbeck at komme i mål med Danmarkshistoriens største opkøb i medicinalindustrien. Her er insidernes fortælling om milliardopkøbet af det amerikanske biotekselskab Alder, der får afgørende betydning for Lundbecks fremtid.

Deborah Dunsire, adm. direktør i Lundbeck, måtte til sidst i købsprocessen af Alder simpelthen bevise, hvorfor hun var blevet hentet ind. De afgørende momenter blev ledt af hende, og hende alene. Missionen endte med at lykkes. Foto: Gregers Tycho

Privatøkonomi

Strømmen af bilnyheder slår rekord i 2020. Det nye år byder på en masse nye elbiler, plug-in hybrider, milde hybrider og klassiske hybrider. Og så er der alle de andre.

Boligåret 2020: Bæredygtighed, blå og back to basic. Mens boligen i 2019 var præget af varme, mørke jordfarver og hulestemning, bliver der nu skruet både op og ned for farvepaletten i det nye år. Ifølge eksperterne vil både de pudderfarvede og mere kraftige nuancer dominere på væggene, og så kommer vi også til at fylde vores hjem med flere naturmaterialer og mindre rod, mens bæredygtighed og kvalitet bliver 2020’s bolig-buzzwords.

Finans fakta

Tesla og Elon Musks vilde comeback. Tesla-aktien har i årevis været en kampplads for tilhængere og kritikere af elbilproducenten og topchef Elon Musk, men ved indgangen til 2020 står det klart, at Musk i hvert fald vandt årets slag. Mens kritikerne havde en fest i sommer, hvor Tesla-aktien på et tidspunkt var halveret i forhold til indgangen af året, er aktien stort set kun kørt opad siden.

Dagens profil

Fra iværksætter som helt ung til chef i en milliardforretning. Nu er han investor og bestyrelsesformand. Arbejdslivet har udviklet sig opsigtsvækkende over årene for erhvervsmanden Johannes Gadsbøll, som fredag fylder 40 år.

Johannes Gadsbøll, 40 år, bestyrelsesformand for WhiteAway. PR-foto.

Johannes Gadsbøll er bestyrelsesformand for Whiteaway med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen som hovedaktionær. Foto: Gregers Tycho

Dagens tal

31,5

...millioner kroner. Det var prisen på ét maleri af den danske maler Vilhelm Hammershøj, som sikrede, at Bruun Rasmussen ikke blev registreret for en faldende omsætning i 2019. Det er det næstdyreste danske maleri, der nogensinde er solgt - ifølge Kunstnyt kun overgået af et andet Hammershøi-maleri, der i 2017 blev solgt af auktionshuset Sotheby’s i New York.

Debat

Lyt til den tidligere bestyrelsesformand for Carlsberg. Der er stor værdi i at kunne reflektere over tingenes tilstand, når de kommer lidt på afstand. Derfor er der god grund til at lytte til Carlsbergs tidligere bestyrelsesformand, professor emeritus Povl Krogsgaard-Larsen, der sad for bordenden på Valby bakke i perioden 2003 til 2012, mener Finans' virksomhedsredaktør, Søren Linding.

Det sker i dag

Der er ikke meget interessant på dagens menu set med erhvervsmæssige, politiske eller økonomiske briller. Anderledes ser det ud med kalenderen for det nye år, der byder på mange begivenheder. Det er dog relativt få, som vil sætte den globale dagsorden.

PS...

Det googlede vi mest i 2010'erne. Pokemon Go, Netflix, Felix Baumgartner og Lærerlockouten var blandt de mest søgte ord de seneste 10 år. Kan du gætte, hvilket ord danskerne søgte mest på i 2019? Det starter og slutter med A.