Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Olieprisen er i frit fald | Staten har brugt 815 mio. kr. på retsopgøret mod bankledelser | Molslinjen tæt på at få ny ejer

Briefing

GODMORGEN

Olieprisen styrtdykker, efter at en konflikt er brudt ud mellem verdens største olienationer. Hen over natten er priserne faldet med over 20 pct. - og det kan blive værre endnu. Vi kigger også nærmere på statens dyre opgør med tidligere bankledelser. Her er et nyhedsoverblik.

Nyheder

Staten har brugt 815 mio. kr. på retsopgøret mod bankledelser

Statsejede Finansiel Stabilitet har brugt flere penge på advokater, end det har vundet i erstatningssager mod tidligere bankfolk. Økonomien er dog ikke det eneste argument for at føre sagerne, siger direktør Henrik Bjerre-Nielsen. Leo Christoffersen fra Løkken Sparekasse endte med at blive frikendt for erstatningsansvar efter næsten 10 år. Han modtog et erstatningskrav på 275 mio. kr. på årets sidste dag: »Det er ikke noget, jeg ville ønske for min værste fjende«.

Leo Christoffersen blev stævnet med krav om erstatning på 275 mio. kr. for sin rolle i Løkken Sparekasse. I februar blev han frifundet. Foto: Joachim Ladefoged.

Olieprisen i frit fald: »Dette bliver grimt.« Olieprisen er blevet ramt af et dramatisk fald, der vil gøre voldsomt ondt på både de store olieselskaber og olieeksporterende lande. Da markedet åbnede i Asien søndag aften dansk tid, faldt priserne mere end 31 pct. Det er det største fald siden Golfkrigen i 1991. Kollapset på de globale oliemarkeder kommer, efter at forhandlingerne om en ny olieforsyningsaftale mellem Opec og Rusland fredag røg på gulvet.

Molslinjen tæt på at få ny ejer - kapitalfond står til stor gevinst. Der er kun få bejlere tilbage i kampen om at få fingrene i det danske færgerederi Molslinjen, som ventes at indbringe ejeren Polaris en af kapitalfondens største gevinster nogensinde. Finans erfarer, at Molslinjen har kurs mod at sejle i favnen på en ny køber efter påske.

Flypassagerer bliver på jorden og sender lufthavn i kriseberedskab. Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn er på en uge styrtdykket med omkring 30 pct. Lufthavnen beder nu regeringen om hjælp.

16 mio. italienere er i karantæne. Der er nu indført rejseforbud i 15 provinser i Norditalien som følge af coronavirus. Borgerne skal have tilladelse til at forlade området. Storbyerne Milano og Venedig er omfattet. Samtidig er dødstallet steget markant på bare én dag. Alle danskere rådes nu til at skynde sig hjem.

Kendt dansk investor tager rutsjeturen sammen med sine aktier. Investeringsselskabet Jackson Familieinvest med Thorleif Jackson som styrmand lader investeringerne passe sig selv under coronakrisen. Men Thorleif Jackson øjner mulighed for gode handler på ejendomsmarkedet efter store fald.

Slagterierne kæmper sig ud af ond cirkel. Efter mange års tilbagegang er der endelig udsigt til vækst på de danske slagterier.

En tredjedel af unge forældre har gældsproblemer. Blandt unge, som har fået børn tidligt, er der betydeligt større problemer med økonomien, end blandt unge som ikke er forældre. To tredjedele mener, at deres gældsproblemer er blevet udløst af forældreskabet.

Hotelmilliardær er i knibe. Den norske erhvervsmand Petter Stordalen, som står bag Nordens største hotelkoncern Nordic Choice Hotels, varsler nu mulige fyringer, efter at hotelkæden har mistet halvdelen af sine bestillinger. (Dagens Næringsliv)

Gik du glip af...

»Det er helt klart det pinligste øjeblik i mit liv.« For 25 år siden fik Nick Leeson en af Storbritanniens ældste investeringsbanker til at kollapse. På egen hånd havde han spekuleret for milliarder af bankens penge - og tabt det hele. Dernæst begyndte en spektakulær flugt, som endte i en lufthavn i Tyskland og efterfølgende flere år i fængsel. I dag er Nick Leeson en fri mand. Vi har talt med ham.

På dette billede ses Nick Leeson, efter at han var blevet udleveret til Singapore. Foto: AP Photo/Mike Fiala.

Indsigt

Han forlod Pakistan som to-årig – 40 år senere er han vendt tilbage som direktør. Arif Beg, som i mange år havde Ølstykke som base, er direktør for den danske it-virksomhed Ciklums udviklingscenter i Islamabad. Firmaet har bygget en forretning op om at servicere kunderne – hvoraf hovedparten er danske – der outsourcer deres it-opgaver til specialister i lande som Ukraine, Polen, Spanien og altså Pakistan. Der er langt fra Ølstykke til Islamabad. I mere end én forstand.

Arif Beg fik sin opgave for, da han insisterede på at indføre dansk værdibaseret ledelse i et traditionelt hierarkisk arbejdmiljø. Foto: Qadeer Hussain.

Finans fakta

Den typiske butikstyv: En mand på mellem 20 og 39 år, som onsdag stjæler en deodorant. Selvom antallet af butikstyverier ifølge statistikken er faldende her i landet, har detailhandlen store udfordringer med tyverier. Derfor arbejder branchens store virksomheder tæt sammen om udveksling af data og statistik, der kan kortlægge omfanget.

Dagens profil

Mads Øvlisen: »Det har for filan også været et egotrip at være med til at sætte denne dagsorden!«. Mads Øvlisen, som fylder 80 år mandag, blev verdensberømt som topchef i medicinalvirksomheden Novo Nordisk, der gjorde socialt og samfundsmæssigt ansvar til en væsentlig del af det at drive virksomhed. Den 4. april 2006 var en af de største dage i Mads Øvlisens karriere. Hvilket siger en del, når det er netop hans liv, der er relieffet.

Mads Øvlisen, der fylder 80 år, er blandt de danske erhvervsfolk, som har haft størt gennemslagskraft internationalt. Foto: Gregers Tycho.

Dagens tal

1,2

Millioner ekstra slagtesvin. Den gode økonomi i svineproduktionen ventes i år at få landmændene til at øge leverancerne med netop godt 1,2 mio. slagtesvin. Efter mange års tilbagegang er der dermed endelig udsigt til vækst på de danske slagterier.

Debat

Selv under corona ses investorers higen efter afkast. Voldsomme fald i aktiemarkedet ultimo februar giver måske ikke indtryk af stor risikoappetit, men markedsdynamikken her under coronaudbruddet vidner om investornes higen efter afkast, skriver Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i sin seneste klumme.

Det sker denne uge

I denne uge fortsætter sagen mod en litauisk kvinde, der er anklaget for at have hvidvasket for 166 mio. kr. Sagen trækker tråde tilbage til Danske Banks skandaleramte estiske filial. Pumpekoncernen Grundfos kommer med regnskab. Et regnskab, der er imødeset med spænding, da virksomhedens kernemarkeder i både Kina og Vesteuropa er voldsomt under pres på grund af coronavirussens hærgen. Og når vi er ved regnskaber, kommer Tivoli med årsregnskab på fredag, efter at forlystelsesparken i sidste uge annoncerede afløseren for tidligere adm. direktør Lars Liebst. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Det er kørt helt skævt for verdens største cannabisfirma. Faktisk så skævt, at selskabet - der har hjemme i Canada - nu må lukke drivhuse og massefyre. Det er der flere årsager til.