Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Svækkede konkurrenter skaber nye muligheder for danske virksomheder | Nye beregninger: 170.000 jobs sikres ved at genåbne restauranter og detailhandel | Yderligere to Stadil-selskaber er erklæret konkurs
GODMORGEN
Genåbningsdebatten er i fuld gang i dansk erhvervsliv, og i dag venter så friske tal fra bl.a. Novo Nordisk og ISS. Men først får du i denne briefing bl.a. en opsamling på de mange regnskaber, der kom fra en række danske selskaber tirsdag. God fornøjelse.
Nyheder
Svækkede konkurrenter skaber nye muligheder for danske virksomheder
De problemer, coronakrisen har skabt for konkurrenter i hele verden, kan blive en katapult til nye markedsandele og billige opkøb for danske firmaer. I Vestas meddeler topchefen, at man er godt rustet til at komme gennem coronakrisen.
»Der opstår muligheder i hver eneste krise. Kan man købe en konkurrent? Kan man købe en distributør eller andet?« siger Kim Boyter, adm. direktør og medejer i Pressalit.
Nye beregninger: Op mod 170.000 jobs sikres ved at genåbne restauranter og detailhandel
Dansk Erhverv er på banen med nye beregninger, der peger på restauranter og detailhandel som mulige topkandidater til genåbning. Ifølge direktøren hos baderumsvirksomheden Dansani er tilgangen til coronavirussen i Danmark baseret på frygt, og der bliver ikke ledt nok efter løsninger.
Yderligere to Stadil-selskaber er erklæret konkurs. Direktøren for Christian Stadils shippingaktiviteter forsikrer, at virksomheden er i god gænge, efter at to selskaber er blevet erklæret konkurs ved Retten i Odense.
Regeringen forventer stort underskud i år. Finansminister Nicolai Wammen forventer et offentligt underskud i Danmark på op mod 190 milliarder kroner i 2020. Det fremgår af det nye konvergensprogram for 2020.
SAS-ledelse og investorer presser på for mere kapital. Selvom SAS netop har fået lånegarantier på milliarder, er flyselskabet i forhandlinger med de skandinaviske regeringer om yderligere støtte for at overleve. Investorer presser på for en aktieemission.
Nyfundet antistof ser ud til at bremse coronavirus. Et tysk-hollandsk forskerhold har fundet et antistof, der kan binde sig til de pigge, som coronavirus bruger til at låse sig ind i vores celler med. (Politiken)
Partier vil åbne for sport, kirker og skoler, men kender ikke smitteeffekterne. I de afgørende forhandlinger om genåbningen af Danmark møder det hård kritik fra flere partier, at de reelt ikke kender effekterne på enkelte områder.
ECB-dom kan få vidtrækkende konsekvenser. ECB risikerer efter en dom fra Tysklands forbundsforfatningsdomstol at måtte indskrænke opkøb af græske og italienske statsobligationer, og at fælles statsobligationer rykker nærmere.
Økonomien efter corona vækker mere frygt end sygdommen. Frygten for at blive arbejdsløs, gå ned med sin butik eller at den danske fælleskasse ender i lavvande er større end bekymringen for at blive ramt af coronavirus. Det viser den seneste rapport fra det forskningsprojekt Hope. (JP)
29-årig overtager gods i handel til 400 mio. kr. Et af Sjællands største godser skifter ejer i en stor familiehandel.
Ambu forventer konkurrence. »Det bliver svært for andre selskaber at underbyde os væsentligt,« lyder det fra topchefen. Han meddeler, at det nok engang er tid for Ambu til at skrue gevaldigt op for omkostningerne og hente nye kompetencer ind.
Topforskere kritiserer sundhedsmyndigheder for corona-mørklægning. To af landets førende forskere, som har en central rolle under coronakrisen, kritiserer de danske sundhedsmyndigheder for at mørklægge data af afgørende betydning. (Berlingske)
Gik du glip af...
Tirsdagen bød på en række regnskaber fra store danske virksomheder. Her er et overblik:
- Pandora: Omkring 2.000 af Pandoras butikker har været lukket i dele af første kvartal, og det har fået smykkevirksomhedens omsætning til at styrtdykke og bundlinjen til at gå i minus. Her er topchef Alexander Laciks reaktion på regnskabet.
- Vestas: Årets tre første måneder var et rigtig møgkvartal for Vestas, der tabte næsten 800 mio. kr. på driften som følge af flere forskellige problemer. Her er finansdirektør Marika Fredrikssons reaktion på regnskabet.
- Demant: En flot begyndelse på året er blevet udvasket de seneste uger for høreapparatkoncernen. Der er dog et enkelt lyspunkt i kvartalsregnskabet. Her er topchef Søren Nielsens reaktion på regnskabet.
- Jyske Bank: Forventningerne til hele året nedjusteres til niveauet 0 til 1,5 mia. kr. Den økonomiske nedtur når sit klimaks i 2. kvartal, vurderer banken. Her er topchef Anders Dams reaktion på regnskabet.
Alexander Lacik er adm. direktør for smykkegiganten Pandora. Foto: Stine Bidstrup
Indsigt
Bo Foged er radikalt ærlig. Det siger han selv, og det siger hans omgivelser. Det har selvsagt sine konsekvenser. Man får sandheden at vide på godt og ondt fra topchefen i landets største pengetank, ATP, men til gengæld forventer han samme ærlighed tilbage.
»Jeg vil gerne vide, præcis hvordan tingene står til. Jeg kalder det radikal ærlighed. Det er forudsætningen for, at vi kan identificere de rigtige problemer og komme med de rigtige løsninger. Det handler om tillid,« siger Bo Foged, topchef i ATP. Foto: Stine Bidstrup
Podcast
Donationer under coronakrisen får virksomhedernes image til at skinne, mens en velvoksen fyringsrunde kan koste en ellers bæredygtig virksomhed dyrt. Lyt med, når journalist Nicolai Raastrup forklarer, hvorfor virksomhedernes image er så vigtigt.
Finans fakta
Eksporten af energiløsninger er en blandet buket blomster. Kun én branche viser storform: Vindmøller driver den danske eksport af energiløsninger og produkter. I 2019 stod vindmøllebranchen for 55 pct. af eksporten mod halvdelen i 2018.
Dagens profil
Siden Kim Rud-Petersen for snart to år siden stoppede som en - meget synlig - koncerndirektør i Gjensidige Forsikring, har den røde tråd i karrieren været bestyrelsesarbejde, rådgivning af virksomheder og opgaver i advisory boards. Men nu er han igen klar til et fast arbejde som chef.
Kim Rud-Petersen var i flere år koncerndirektør i Gjensidige Forsikring, men sagde farvel i 2018. Nu er han klar til at blive leder på fuld tid igen. Foto: Lars Svankjær
Dagens tal
Den svenske økonomi faldt i årets første tre måneder kun med 0,3 pct. Dermed ser svenskerne ud til foreløbig at slippe mere nådigt gennem coronakrisen end flere af de øvrige europæiske lande.
Børs
Plusser på Wall Street. Optimisme omkring genåbningen prægede aktiemarkedet i USA tirsdag, hvor også energisektoren gik op på håbet om øget olieforbrug, efterhånden som økonomien igen begynder at rulle lidt fremad. Her er den seneste børsberetning.
Debat
Covid-19 giver internettets plattenslagere kronede dage. Svindel relateret til corona løb op i 200 mio. kr. i Singapore i årets første kvartal, og Googler blokere for tiden 18 millioner kriminelle e-mails dagligt, skriver kommentar Jan Lund.
Det sker i dag
- Erhverv: Novo Nordisk, Genmab, ISS, Netcompany, NNIT, ALK, Djurslands Bank, Grønlandsbanken, Solar B, Spar Nord Bank, TCM Group, BMW, Paypal, General Motors og Société Générale kommer med kvartalsregnskab for første kvartal, mens Coloplast og Siemens Gamesa kommer med halvårsregnskab
- Politik: Statsminister Mette Frederiksen, regeringen og de øvrige partiledere mødes for at drøfte den videre genåbning af Danmark.
- Øvrigt: Københavns Byret behandler en sag, hvor rederiet Clipper kræver ca. 83 mio. kr. af Parken Sport & Entertainment for kursmanipulation. Sagen fortsætter i morgen og de kommende uger.
PS...
Jerry Seinfeld er tilbage. Tjek hans seneste show på Netflix og læs dette interview med komikeren i karantæne, forfattet af New York Times.
Danskdesignet luksusbil genopstår nu med eldrift. Karma Revero, som bygger på Henrik Fiskers billedskønne Fisker Karma, men er i hænderne på nye ejere, kommer nu som elbil med rækkevidde på 480 km og 640 km.
Karma GTE har stadig klare træk til den oprindelige Fisker Karma. Den nye elbil kommer med en rækkevidde på 480 km. Foto: Karma

