Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Danfoss lægger milliardforretninger sammen | 166 ulovlige låneaftaler kan være toppen af isbjerget | Derfor sender bilforhandlerne næppe venlige juletanker til regeringen

Briefing

GODMORGEN

Weekenden banker på døren, men inden da starter vi fredagen med at byde på Briefing Morgen med alt det bedste og seneste fra Finans. God læselyst!

Nyheder

Danfoss lægger milliardforretninger sammen

Danfoss skal fremover bestå af tre forretningsben i stedet for fire. Samtidig vil den danske industrivirksomhed øge sin tilstedeværelse på de enkelte markeder efter succes med lokal tilgang i Kina. »Vi står på et vigtigt sted. Der er ikke så mange virksomheder, som kan vokse i den hastighed, som vi gør«. Det fortæller Danfoss’ topchef i et interview med Finans.

Topchef Kim Fausing har skabt det fundament, som skal sende Danfoss videre på vækstrejsen. Foto: Casper Dalhoff

166 ulovlige låneaftaler kan være toppen af isbjerget

Der kan være givet langt flere ugyldige forbrugslån til danskerne end hidtil antaget. Det vurderer Forbrugerombudsmanden og gældsrådgivere, efter at Forbrugerombudsmanden har bedømt 166 låneaftaler om forbrugslån som ugyldige. Med Forbrugerombudsmanden i spidsen sætter myndigheder og gældsrådgivere i stigende grad fokus på, om forbrugslånsvirksomhederne har vurderet gældsramtes kreditværdighed tilstrækkeligt. »Der er i flere tilfælde givet lån på lån til folk, hvis indtægt ikke engang dækker deres faste udgifter,« lyder det.

Nyt EU-udspil går havvind-amok. EU-Kommissionen foreslår at opsætte titusindvis af nye havmøller. Strategien er guld værd for Danmark, lyder det fra Wind Denmark.

Nu ruller det glemte topmøde over skærmen. Den røde løber er ikke rullet ud. Sikkerhedsforanstaltningerne er minimale. Ingen familiefotos. Ingen store banketter. Topmødet i G20 er normalt en af årets store geopolitiske begivenheder, men denne gang mødes stats- og regeringscheferne virtuelt, og forhåndsforventningerne er nærmest ikke-eksisterende.

Heunicke kalder blåt nej til aftale om restriktioner rystende. Der bliver ikke nogen bred politisk aftale om en forlængelse af de coronarestriktioner, som udløber på søndag. Sundhedsministeren er rystet.

WHO ser tegn på, at smittetallene i Europa kan være på vej nedad igen. I to europæiske lande var dødstallet i sidste uge markant højere end i USA. Selv om tallene ser dystre ud, er der små signaler om forbedring at spore, siger WHO-direktør.

Høj amerikansk ledighed kan skade dansk eksportguldæg. Offentlige og private sundhedsforsikringer er milevidt fra hinanden, når det kommer til dækningen af de amerikanske borgere. Med en coronakrise, der har taget livet af en masse amerikanske jobs, risikerer dansk medicineksport at lide.

Det skriver andre

Juraeksperter sår tvivl om Mette Frederiksens forklaring efter afgørende møde. En række notater fra det afgørende møde om regeringens ulovlige ordre får nu flere eksperter til at hævde, at regeringen og statsminister Mette Frederiksen blev advaret om, at der manglede lovgrundlag til at slå alle mink ihjel. (Berlingske)

Regeringen vil give fradrag for at gå på restaurant. Regeringen arbejder på at gøre det billigere for danskerne at gå ud og opleve noget, lød meldingen fra statsministeren torsdag på en konference arrangeret af Horesta. (Fagbladet 3F)

Klimaløfte fra Velux deler vandene blandt eksperter. Eksperter kalder Velux’ klimastrategi for seriøs og ser positivt på, at historisk aftryk tælles med. Én advarer om den reelle effekt. (Børsen)

Gik du glip af...

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede torsdag resultatet af en regeringsrokade. Den blev udløst, fordi fødevareminister Mogens Jensens onsdag valgte at trække sig på grund af sin rolle i sagen om aflivning af mink uden lovhjemmel.

  • Ministeren: Rasmus Prehn bliver minister i et nyoprettet ministerium for fødevarer, landbrug og fiskeri, fordi Mette Frederiksen har besluttet, at Miljø- og Fødevareministeriet skal splittes op. Flemming Møller Mortensen er ny Udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde. Og så skifter Miljø- og Fødevareministeriet navn til Miljøministeriet under ledelse af miljøminister Lea Wermelin, mens ligestillingsområdet overføres til Beskæftigelsesministeriet.
  • Det blev der sagt: »Nu er det vigtigt, at vi får ro på og får lavet politiske løsninger, og det er derfor, at jeg er minister på det her område. Det er min målsætning, og det bliver svært, men jeg har tænkt mig at gøre mit ypperste,« sagde Rasmus Prehn, da han havde fået overdraget posten. Han lovede samtidig at gøre sit til at rydde op efter minksagen.
  • Perspektivet: Hvor hårdt rammer Mink-Mogens' fald regeringen? Og hvad siger dansk erhvervsliv nu til den regering, som kritikken pludselig hagler ned over – alt imens minkene bliver aflivet? Det taler vi om i denne uges udgave af podcasten Bundlinjen.

Rasmus Prehn bliver ny fødevareminister efter Mogens Jensen valgte at gå af. Foto: PR.

Indsigt

Lars Fruergaard Jørgensen har nået flere personlige milepæle som leder i 2020. I februar blev han udnævnt til årets CEO Superbrand, den danske topchef med det stærkeste personlige brand.

Og torsdag blev han kåret som Årets Leder af Ledernes Hovedorganisation.

Sammenlagt giver det et år, der har manet til eftertanke. Ja, en slags selvransagelse for topchefen.

Han har engageret sig i store debatter om både håndteringen af coronakrisen og borgerbevægelserne Black Lives Matter og den anden bølge af Metoo.

»Jeg tror, at jeg som mange andre har fået ind på kroppen, at der er nogle ting, vi ikke kan tage for givet. Og jeg er blevet mere bevidst, end jeg var for bare seks måneder siden, om, at store virksomheder skal løfte et ansvar og drive en agenda,« siger han.

Disse emner og mere kommer han ind på i vores store interview med årets leder.

»Hvis jeg skal kommunikere noget, bryder jeg mig ikke om at pynte mig med lånte fjer. Jeg kan sagtens sige alt det politisk korrekte, men det ser folk jo igennem. Jeg er altså en dansk mand i 50’erne, der hedder Lars. Jeg er arketypen på en, der sidder på flæsket. Så jeg vil gerne sidde med folk, der har oplevet at blive chikaneret,« siger årets leder 2020, Lars Fruergaard Jørgensen. Foto: Stine Bidstrup.

Finans fakta

Derfor sender bilforhandlerne næppe venlige juletanker til regeringen. De langstrakte forhandlinger om fremtidens bilafgifter begynder for alvor at gøre ondt ude hos bilforhandlerne. Historisk har private bilkøberne ført an i bilsalget. Men udsigten til nye bilafgifter får i stigende grad private til at træde på bremsen, når det gælder køb af ny bil, viser nye tal.

Oktober har samlet set ikke været nogen fest for bilimportørerne. Selv salget af elbiler ramte muren. Månedens mest populære elbil blev VW ID.3 med 187 solgte biler.

Dagens profil

Bent Claudi Lassen var med til at skabe et af verdens største slagteriselskaber og varetog i en årrække flere topposter i dansk fødevareindustri. Nu har Claudi, som de fleste kalder ham, trukket sig tilbage til slægtsgården. Men han passer stadig enkelte bestyrelsesposter.

Bent Claudi Lassen var med til at skabe et af verdens største slagteriselskaber, Danish Crown, og var i en årrække formand for Danske Slagterier. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Dagens tal

18000

Bitcoin-prisen stiger: Svært at sige, hvornår det stopper. Prisen på verdens vel nok mest kendte og handlede kryptovaluta, Bitcoin, har gennem den seneste periode primært gået en vej - i opadgående retning. Onsdag brød valutaen således gennem 18.000 dollars-mærket, som senest blev rørt den 19. december 2017.

Børs

Optimisme om økonomiske hjælpepakker trak markedet op. De amerikanske aktier startede dagen med at falde, men fornyet optimisme om store økonomiske hjælpepakker i USA i indeværende år, forvandlede minus til plus. Det teknologitunge Nasdaq-indeks sluttede 0,9 pct. højere end dagen før, mens industritunge Dow Jones steg 0,2 pct. og S&P 500-indekset endte 0,4 pct. højere. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Vækstbørsens vilde ridt rummer ekstrem risiko for småinvestorer. Nye stjernevirksomheder kan godt gemme sig i flokken af First North-selskaber. Men de er ikke mange, og de er umanerligt svære at identificere. Tilliden til børsmarkedet smuldrer, hvis vi tillader vækstbørser primært at blive markedspladser for individer med genvej til hurtige penge som højeste ambition, skriver Steen Rosenbak.

Steen Rosenbak, chefredaktør Finans.

Det sker i dag

  • Erhverv: Mærsk Drilling (The Drilling Company Of 1972 A/S) kommer med regnskab for tredje kvartal.
  • Erhverv: Dansk Industri holder sammen med den franske ambassade i København en konference om brint og hvordan det kan anvendes i transportsektoren.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med nye tal over forbrugerforventningerne for november 2020 og beskæftigelsen for lønmodtagere i september.
  • Kriminalitet: Københavns Byret fortsætter behandlingen i en forsinket sag om svindel med entreprenørmaskiner for næsten 80 mio. kr. i det konkursramte entreprenørfirma FH Byg Aps.

PS...

Jacob Risgaard, der hos mange er kendt for sin medvirken som en af de såkaldte ”løver” i DR’s Løvernes Hule, kommer til at have en anseelig pose investeringsvillig kapital med, når næste sæson ruller over skærmen til januar. »Jeg har den helt store tegnebog med,« lover Jacob Risgaard. Selskabet Entertainment Trading, som er det, Jacob Risgaard investerer for, har nemlig hentet et rekordstort resultat og et overskud på knap 27 mio. kr. i seneste regnskabsår.

Seerne kan forvent stor investeringslyst fra Jacob Risgaard, når han til januar atter slår sine folder i DR's Løvens Hule. Foto: Aleksander Klug.