Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Den danske robotbranche forventer heftig vækst | Transportkæmper skubber ekstraregning fra dyr diesel videre til kunderne | Højesteret afviser milliardkrav efter OW Bunker-kollaps
GODMORGEN
Her er dagens vigtigste nyheder fra ind- og udland om erhvervsliv, politik og økonomi.
Nyheder
Den danske robotbranche forventer heftig vækst: Fra 11.000 til 19.000 ansatte i Danmark på fire år
Med 21 mia. kr. i samlet omsætning i 2021 kunne den samlede danske robotbranche prale af en vækst på 12 pct. Men det bliver vildere i de kommende år, lyder spådommen i en ny analyse.
Produkter fra Universal Robots og Mobile Industrial Robots (MIR), er her kombineret. De to selskaber har vist solid vækst - MIR hævede sidste år omsætningen med 42 pct. Men faktisk er hele den danske robotbranche i høj vækst. Foto: Mobile Industrial Robots.
Transportkæmper skubber ekstraregning fra dyr diesel videre til kunderne.
De store danske transportselskaber sender nu i stor stil regningen videre til kunderne, efter at krigen i Ukraine har fået dieselprisen til at eksplodere. A.P. Møller-Mærsk har hævet prisen på vejtransport i Danmark. Det samme har Leman, DSV og Blue Water Shipping.
Højesteret afviser milliardkrav efter OW Bunker-kollaps. Konkursboet efter OW Bunker får heller ikke i denne omgang lov til at rejse et ekstra erstatningskrav på 1 mia. kr. mod kapitalfonden Altor og revisionsfirmaet Deloitte for deres rolle i OW Bunkers kollaps i 2014. Det har Højesteret afgjort.
Prisstigningerne fortsætter med at presse danskerne på økonomien. Inflationen fortsætter med at stige, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I februar lød inflationen på 5,3 pct. Det er den højeste inflation, der er målt i Danmark med det EU-harmoniserede prisindeks, som går tilbage til 1997.
Bruun Rasmussen bliver solgt til et af verdens ældste auktionshuse. Det danske auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der har eksisteret siden 1948, er blevet solgt i en international handel. Køberen er Bonhams, der er et af verdens ældste og førende auktionshuse.
Vurderinger af erhvervsejendomme bliver sparket til hjørne. Ejendomsvurderingerne fortsætter med at skabe problemer. Tirsdag meddelte Skatteministeriet, at der nu bliver nedsat en arbejdsgruppe, der skal vurdere forskellige modeller til, hvordan man kan vurdere erhvervsgrunde. Den forventes først at rapportere om sine konklusioner i 2023.
Stenrig fond leverer historisk stort overskud. Den stenrige Lundbeckfonden leverer sit bedste resultat nogensinde og kan se tilbage på et 2021, hvor milliarderne er væltet ned i den i forvejen bugnende pengetank.
Det skriver andre
Kapitalfond frasælger byggekæmpe i milliardhandel. Kapitalfonden Catacap har frasolgt GSV Materieludlejning, der omsætter for knap 1 mia. kr. Køberen er det franske selskab Kiloutou. (Børsen - låst artikel)
USA og Storbritannien fjerner told og slutter fred i stålkrig. De to lande har indgået en aftale om at droppe told på handel med stål og aluminium mellem de to. (Ritzau)
Krigen i Ukraine
41-årige Olesya Yermolenko er rekrutteringsrådgiver i landbruget. Nærmere bestemt i selskabet Alt-HR, som er en del af Landbosyd i Aabenraa. Og så er hun fra Ukraine.
Lige nu forsøer hun at skaffe flygtende landsmænd job i landbruget i Danmark.
»Det har været frygtelige uger. Jeg har mange familiemedlemmer hjemme i Ukraine, og de står i en virkelig svær situation. Flere af vores kære er berørte af krigen. Den første tid efter invasionen var jeg meget stresset over det,« fortæller Olesya Yermolenko.
Olesya Yermolenko har siden 2009 boet i Danmark. I de første år arbejdede hun på danske landbrug som bl.a. fodermester. De seneste fire år har hun været rekrutteringsrådgiver. Foto: Brian Karmark.
Dagens profil
Ninette Mahler Alto er på en enkel, men stor opgave.
Ninette Mahler Alto skal fra sin chefpost i Pihlkoncernen gøre bæredygtighed til en naturlig del af hverdagen for de ansatte på kontorer og byggepladser.
»Opgaven bliver blandt andet at reducere mængden af de materialer, vi bruger i byggeriet - det er ikke mindst beton - og at mindske mængden af spild. Det er blandt andet gips, træstykker og isolering,« siger 55-årige Ninette Mahler Alto.
Ninette Mahler Alto er blevet bæredygtighedschef i Pihlkoncernen. Tidligere har hun arbejdet i Norconsult og i MT Højgaard. Foto: Privat.
Dagens tal
Så mange procent er Atlantic Petroleums aktiepris steget den seneste uge. Og det skaber undren. For det færøske olieselskab, der er noteret på børsen i Danmark, har ikke flere aktiviteter tilbage - hverken boringer eller brønde.
Børs
Solide aktieplusser trods stærkt stigende renter. Det brede S&P 500-indekset voksede onsdag 1,1 pct., mens Nasdaq trak op med 2,0 pct., og Dow Jones blev løftet 0,7 pct. Her er den seneste børsberetning. (MarketWire/Reuters)
Debat
Nye advarsler fra det kinesiske ejendomsmarked. Bloomberg vurderer, at de kinesiske ejendomsselskaber skal finde 100 mia. dollar i det kommende regnskabsår som tilbagebetaling til aktionærer og obligationsejere. På grund af strukturen i markedet ligner det en uoverstigelig opgave, selv med hjælp fra regeringen, skriver Jan Lund kommentator med base i Singapore.
Jan Lund er konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore.
Det sker i dag
- Erhverv: Dagen byder på generalforsamling i både Lundbeck og Spar Nord.
- Økonomi: Danmarks Statistik kommer med nye tal for forbrugertilliden i Danmark.
- Øvrigt: Jerome H. Powell, chef for Federal Reserve, taler kl. 13.00 dansk tid.
PS...
Kender du læskedrikkoncernen Co-Ro? Nok ikke. Men du kender sikkert virksomhedens produkter. Den nordsjællandske virksomhed står nemlig bag frugtdrikken Sunquick, saften Suntop og saftisen Sunlolly. Men nu er Co-Ro presset på indtjeningen efter nogle hårde år.
Bliv klogere på en virksomhed, som du ikke troede, du kendte. Læs hele interviewet med topchef Søren Holm Jensen her.


