Lad jobcentrene blive en saga blot

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ulla Astrup, der er ramt af skoliose og parkinsons, blev uberettiget nægtet førtidspension af sin kommune.

Brian Larsen, der blev ramt af en blodprop, måtte stå model til kommunale sagsbehandlere, der afhørte ham om, hvordan han tørrer sig.

Ulla og Brian er bare to af mange eksempler på jobcentrenes uværdige og grænseoverskridende behandling af syge og nedslidte danskere.

I mine øjne er det helt uacceptabelt. Hvis man er for syg eller nedslidt til at arbejde, skal man ikke piskes rundt i systemet.

Man skal have tildelt førtidspension baseret på en lægefaglig vurdering – og ikke på baggrund af mavefornemmelsen hos en sagsbehandler eller tallene i excel-arket på en Djøf’ers kontor.

I Nye Borgerlige vil vi nedlægge jobcentre. De er ineffektive, dyre og skadelige. De skaber ofre – og ikke job. De klientgør helt almindelige danskere.

Hele beskæftigelsesindsatsen i Danmark vurderes at koste ca. 13,5 mia. kr. årligt, og ifølge Cepos bruger jobcentrene ca. 500.000 kr. på at få en ledig i arbejde.

Udgifterne til jobcentrenes administration er i løbende priser steget fra 3,1 mia. kr. i 2010 til 4,8 mia. kr. i 2018.

I samme periode er antallet af ledige faldet fra 163.000 til 108.000, hvilket vil sige, at enhedsudgiften næsten er fordoblet.

Beskæftigelsesministeren har bebudet, at der skal sættes fokus på værdigheden på jobcentrene. Ministerens svar er bl.a., at der skal ansættes flere sagsbehandlere.

Man burde kunne forvente højere ambitioner fra ministeren. Der er brug for fundamentale ændringer i systemet. Det er nødvendigt, at jobcentrene bliver en saga blot.

Det betyder ikke, at der ikke er brug for medarbejderne på jobcentrene. De skal blot frigives til gode og produktive job i det private erhvervsliv, hvor de kan gøre nytte og skabe værdi for sig selv og for samfundet.

Der er behov for en beskæftigelsespolitik, der giver danskerne friheden og ansvaret tilbage. Kan man arbejde, skal man selvfølgelig forsørge sig selv.

Og der er behov for en socialpolitik, der sikrer, at man selvfølgelig beskyttes, hvis man er for syg eller nedslidt til at arbejde.

Hvis vi skal kunne sikre det, skal retten til offentlig forsørgelse knyttes til det danske statsborgerskab.

Jeg er lykkelig for, at vi lever i et land, hvor vi som danskere hjælper hinanden. Selvom vi ikke kender hinanden personligt, bekymrer vi os om hinanden på grund af vores nationale værdifællesskab.

Det skal vi kunne blive ved med, og derfor er vi nødt til at trække en streg i sandet. Det gør vi med Nye Borgerliges politik. Der bliver jobcentrene en saga blot.