Fortsæt til indhold

Her er mere ilt end i de fine kontorer

Inspirerende omgivelser giver bedre energi på arbejdspladsen.

Debat
Louise Orbesen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Louise Orbesen, partner i rådgivningsvirksomheden Leading Humans. Tidl. konsulent hos McKinsey & Co og Boston Consulting Group.

»Det er som om, der er mere ilt i luften,« sagde jeg til min kæreste. Vi var i Berlin og var netop trådt ud på gaden efter at have spist frokost på Unicorn i Brunnen Straße, et af Berlins mange coworking spaces.

Jeg havde sammenlignet det at sidde på Unicorn midt mellem grønne planter, åbne Macbooks og mennesker i løstsiddende tøj med alle de møder, vi begge har haft gennem årene i strømlinede kontorer med stilsikkert design og byens bedste udsigter. Og jeg gik altså ud med en fornemmelse af, at luften inde på Unicorn var lettere og lidt mere iltrig.

Det er noget, der er kommet over mig de seneste år, og jeg imødekommer det med lige dele begejstring og skepsis.

På den ene side har jeg en beruset følelse af at have sluppet behovet for materielle markører. På den anden side er der en lille stemme, der hvisker, at nu må jeg også tage mig sammen og holde fast i trangen til større, bedre og bedst.

Men måske handler det ikke om enten eller. Enten blåt, individualistisk, præstationsdrevet og magtfokuseret. Eller grønne, bæredygtige og formålsdrevne fællesskaber. Måske handler det i virkeligheden om begge dele. Om blåt og grønt i samspil.

Frederik Laloux, som har skrevet 10’ernes bedste ledelsesbog, kalder det for Teal. Det bedste fra præstations- og resultatverdenen kombineret med det bedste fra de grønne og bæredygtige fællesskaber.

Jeg kan i hvert fald mærke, at det giver perfekt mening for mig at færdes begge steder, og at det i høj grad er kombinationen af de to verdener, der giver mig energi. Og et af de steder, hvor den energi mærkes mest intenst, er på alle de coworking spaces, der nu findes rundt omkring i verdens store byer.

Skyder op som paddehatte

For 10 år siden var det umuligt at opdrive et anstændigt kontorfællesskab, som det hed dengang (alene navnet ”kontorfællesskab”, siger alt) i København. Jeg ved det, fordi jeg forsøgte. Forgæves.

Jeg startede min egen virksomhed i 2010 kraftigt inspireret af en bekendt i London. Når man var på besøg hos ham, gik man hen til en af Londons mest centrale adresser, tog elevatoren op og kom ind i et stort rum, der var møbleret, så selv de mest kræsne designere ville komme i godt humør.

Der var 10 meter til loftet og kæmpestore, småsprossede vinduer. Det var London, og englænderne har en lang tradition med klubber.

Tilbage til København. Jeg skal lige love for, at der er sket noget siden dengang. Nu hedder det ikke længere kontorfællesskaber, men coworking spaces. Og der er mange af dem. Nogle af de bedst kendte er Rainmaking Loft, Republikken, Symbion og Soho.

Måske ved du ikke (endnu), hvad et coworking space er. Det er, som navnet siger, et arbejdssted, som flere er gået sammen om at dele. Formålet er selvfølgelig at spare på de faste omkostninger, men lige så vigtigt er det at finde sammen i et åndsfællesskab. Et community.

Du finder altid super god internetforbindelse og god kaffe. Som regel er der også en afslappet, men tjekket indretning. Du finder faktisk alt det, du finder i en stor virksomhed, inklusiv service og mødelokaler med forplejning.

Indenfor dørene møder du naturligvis flest selvstændige og iværksættere, men det er også meget populært for store virksomheder at placere deres mest innovative enheder der i håbet om, at de kan opfinde noget, der afværger disruption fra små, agile start-ups.

Udenfor Danmark er det endnu større. London, Berlin, New York, Barcelona og Singapore er for eksempel fem byer med mange og gode steder. For digitale nomader - mennesker der arbejder fra en laptop og samtidig rejser rundt i verden - er Ubud på Bali og Bangalore i Indien også populære steder.

Flere og flere går på arbejde for at få mening, frihed og mulighed for selv at bestemme frem for primært at jagte succes, forfremmelser og mere i løn. Groft sagt.

Derfor kommer vi til at se flere forlade 9 til 17-tilværelsen og de stilrene mødelokaler for i stedet at slå sig ned i en bæredygtig stol ved siden af en grøn plante, en Macbook og en kop kaffe brygget til perfektion.

Måske fordi ilten simpelthen er bedre lige der.

Artiklens emner
Job og Karriere
Louise Orbesen