Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Jeg er ikke ”misundelig” på topchefernes lønninger - men de er løbet løbsk

De voldsomt stigende toplønninger undergraver den sammenhængskraft, som sikrer fortsættelsen af verdens demokratier og fredelige sameksistens.

Jeg undrer mig over, hvorfor jeg bliver så provokeret af, at topchefernes lønninger i Danmark er steget til mere end 50 millioner kroner for de højest lønnede.

Tro mig, jeg er virkelig ligeglad med pengene. Jeg lever i den vildfarelse, at bare jeg har nok til at leve det liv, jeg gerne vil, så behøver jeg ikke flere.

For nylig læste jeg en artikel, der slog hovedet på sømmet. Artiklen handlede om Lars Rebiens reaktion på danskernes forhold til toplønninger, og sætningen, der provokerede mig, var også hans: »Når alt kommer til alt, er forargelsen over direktørlønninger i Danmark begrundet i misundelse,« sagde han.

Det var ikke den del om misundelse, der provokerede mig. Det har han sikkert ret i, at der er nogle der er. Fred være med det.

Det var derimod det faktum, at det var ham, Novo Nordisks tidligere topchef, der udtalte sætningen. Novo Nordisk er en virksomhed der bryster sig af at være langsigtet, bæredygtig og samfundsansvarlig, og det er præcis det, der er galt med de voldsomt stigende toplønninger, vi ser i disse år. De undergraver den sammenhængskraft, som sikrer fortsættelsen af verdens demokratier og fredelige sameksistens.

Afstanden mellem de rigeste og fattigste er steget markant

Det er klart, at det problem er mere udtalt i mere kapitalistiske samfund. I USA er en topleders gennemsnitsløn mere end dobbelt så stor som danske topchefers (top US-350 vs top DK-25), og i dag tjener en amerikansk topchef cirka 300 gange så meget som en gennemsnitlig medarbejder.

Herhjemme er problemet mindre, men stadig udtalt og stigende. En topchef tjener cirka 50 gange så meget som en gennemsnitlig medarbejder, men det er stadig markant og top 1-procent tjener i dag 34 pct. mere end de gjorde i 2010. De øverste topchefer har set lønstigninger på 30-50 pct. over de seneste par år, og alt det er sket samtidig med, at de, der tjener mindst i Danmark, har oplevet en lille reallønstilbagegang.

Afstanden mellem de rigeste og de fattigste er derfor blevet større og Gini-koefficienten, som er et udtryk for netop den afstand, er steget til 28 efter at have ligget stabilt på 20 igennem mange år.

I Danmark er der ikke for alvor nogen, der gør oprør. Vi er langt fra tilstande, hvor Trump, Gule veste og Brexit bliver svaret på følelsen af magtesløshed og uretfærdighed. Det rører dog ikke ved den kendsgerning, at stigende toplønninger lige nu føder ind i et af verdens allerstørste problemer, nemlig den stigende ulighed, der kommer af, at kapital bliver koncentreret på færre hænder.

Topcheferne bærer ansvaret

Det er ikke topcheferne, der bærer ansvaret for problemets oprindelse (det er snarere kapitalfonde, tech-giganter og staternes regulering efter finanskrisen), men de har i den grad et stort og væsentligt ansvar for ikke at bære ved til bålet. Derfor er det problematisk, når en person som Lars Rebien siger, at så store stigninger er retfærdige og en passende kompensation for den værdi en topleder skaber for virksomheden.

Jeg er ret overbevist om, at topledere ikke er grådige. Jeg er nærmest helt sikker på, at ingen af de mennesker, der står i spidsen af de store C25-virksomheder gør det for at få en meget stor løn. Der er jeg helt på enig med Lars Rebien. Det ligger i karakteren, og det er ikke lønnen, der motiverer dem til at tage det ansvar på sig.

Til gengæld skal der være en følelse af retfærdighed, en følelse af at man bliver retfærdigt belønnet for sin indsats. Retfærdighed er som bekendt relativt. Det handler ikke om, hvad man modtager absolut, men hvad man modtager vis-a-vis sine peers, dem man sammenligner sig med.

Derfor er det et problem, så længe der er kræfter i markedet, der kører topchefers lønninger op, og der samtidig ikke er statslige reguleringer, der demotiverer højere lønninger. I sådan et marked er det ikke muligt for en enkelt aktør – en bestyrelse – at tage en beslutning om at indføre en markant lavere aflønning af topledelsen. Det vil hurtigt føre til en udvanding af virksomhedens innovations- og konkurrencekraft.

Konsekvenserne er blevet for store

Løsningen er bare ikke, at topcheferne forsvarer lønniveauet – og bortviser modstanden med en nedladende kommentar om misundelse. Løsningen er at se det som et strukturelt problem i tiden og angribe det som sådan.

Man kan diskutere om det er staten eller private aktører, der skal tage første skridt. Jeg tror, at løsningen på dette og mange andre af det 21. århundredes udfordringer ligger i et oprigtigt samarbejde mellem aktørerne om samfundets bedste. Konsekvenserne af at køre stat mod privat er blevet for store. Tiden er inde til reelt samarbejde.

Private virksomheder skal tage et ansvar, som stikker dybere og er langt bredere end finansiel værdiskabelse, og staterne skal tage de nødvendige, drastiske tiltag til at mindske Gini-koefficienten. Det er den eneste måde, hvorpå alle kan mødes om hvad, der er ”retfærdigt”.

BRANCHENYT
Læs også