Fortsæt til indhold

Virusudbruddet er vores chance for at træne færdigheder, der er gået i glemmebogen

Coronakrisen ødelægger rigtig meget for rigtig mange virksomheder i disse dage. Men situationen giver også anledning til, at vi alle træner nogle glemte færdigheder, som bliver afgørende for, hvordan vi kommer gennem krisen.

Debat
Henrik Meng

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Henrik Meng, direktør i konsulenthuset Meng & Company.

Alt afhænger som bekendt af øjnene der ser. Det gælder også i tilfældet corona-situationen, en virus, som time for time gør skade på mennesker og virksomheder. Der er al mulig grund til bekymring og ængstelse, både som pårørende til sårbare mennesker omkring én og som virksomhedsejer og medarbejder.

Men der er også grund til at se situationen fra en positiv vinkel, der rummer muligheder. For mens vi skal sætte vores lid til myndighederne og deres tiltag og håndtering af situationen, kan vi trods alt også prøve at få det bedst mulige ud af en alvorlig situation – nemlig genoplive og træne en række sociale færdigheder, som er gået i glemmebogen, men som har stor værdi menneskeligt og forretningsmæssigt.

Her tænker jeg først og fremmest på evnen til at agere ansvarligt og udvise empatisk hjælpsomhed. Det gælder både i forhold til, at man ikke viderekolporterer information, hvis troværdighed kan betvivles, og som dermed kan gøre utrygge og sårbare borgere mere utrygge, end de i forvejen føler sig.

Det gælder også i forhold til, at man hjælper med at holde den virksomhed, man er ansat i, kørende og funktionsdygtig og udviser ekstraordinær forståelse for kunders behov og adfærd. Det gælder også i forhold til, at virksomhedsejere forstår, at deres medarbejdere er under ekstraordinært pres, og at man som leder derfor leder bedst ved at gå foran med det gode eksempel – lige fra at hjælpe med planlægning af arbejdsopgaver til at udføre rugbrødsarbejde og slukke ”ildebrande” sammen med sine ansatte.

En anden færdighed, vi alle bør gribe chancen for at træne, er evnen til at være tålmodige og fleksible. Det er nu vi skal kunne tage vores egen ”medicin” og optræde med høj integritet. Rigtig tit kræver vi handling nu og her, når vi er kunder, men når vi er medarbejdere, synes vi måske ikke altid, at det behøver gå stærkt. Det dur ikke.

Træn evnen til at sætte dig i den andens sted, i din kundes situation, analysér situationen, udvis tålmodighed og beredvillighed og husk at fleksibilitet er den ”olie”, der får det hele til at glide lidt nemmere. Det er helt afgørende for vores tillid til hinanden, at vi alle agerer med stor integritet. Der må og skal, særligt i kriser, være sammenhæng mellem det, man siger og det man gør.

En tredje færdighed, som næsten er den allervigtigste at træne i denne tid, er at lægge mærke til, hvor meget vi mennesker kan smitte hinanden med godt såvel som dårligt humør. Rigtig tit oplever jeg, hvordan ét menneskes dårlige humør kan smitte andres humør på rekordtid. Særligt dårligt humør har det med at smitte hurtigere og mere heftigt end godt humør.

Misforstå mig ikke – der er sandelig grund til at lægge ansigtet i alvorlige folder og rynke brynene – men hvis vi skal løse de store udfordringer, vi står overfor nu, som påvirker alle dele af samfundet, kræver det altså energi. God energi i spandevis. Så hvis du er i dårligt humør, så overvej om du vil smitte kolleger, medarbejdere og medmennesker med det, eller om du vil indgyde håb og tro på at vi sammen kan overkomme udfordringerne.

Vi må ikke lukke os ind i en sort boble af tristesse, for vi har brug for hinanden på kort sigt og på lang sigt, når vi rigtig skal have gang i hjulene igen og overkomme coronakrisen. Virusset kom fra Kina, og i Kina betyder ”krise” både ”fare” og mulighed, det er værd at tænke over.

Artiklens emner
Henrik Meng