Serier

»Whatever it takes« skal modvirke økonomisk nedsmeltning

Verdensøkonomien lider hårdt under den nedlukning, der skal redde os fra corona. Sådan må det være, men centralbanker og finansministerier kan ikke gøre for meget for at afbøde effekterne og sikre, at krisen ikke bider sig fast. Heldigvis synes den forståelse at brede sig.

Corona rammer verden

Hele verden er ved at smittes med corona. Som følge deraf er land for land i færd med at iværksætte omfattende inddæmningstiltag for at skærme sundhedssystemet mod overbelastning. Sådan må det være, for helbred og menneskeliv kommer før alt andet. Men de økonomiske konsekvenser bliver voldsomme.

Allerede efter få ugers nedlukning i visse europæiske lande meldes der om et stort økonomisk tilbageslag. Store dele af økonomien er på vågeblus, hvis da ikke helt i stå. Det vil vise sig i dramatiske fald i den økonomiske aktivitet, især i 2. kvartal. Her kan vækstfaldet overgå de værste perioder under finanskrisen.

Det er der ikke meget at gøre ved. Men myndighedernes vilje og mod til at gå til yderligheder i modsvaret er helt afgørende for forhåbningen om, at den samlede nedtur bliver meget kortere end dengang.

Mens Kina så småt skruer op for blusset i økonomien efter omfattende karantæne og nedlukning, er resten af verden i gang med at stramme sine foranstaltninger. Det har lagt bl.a. rejsebranchen ned, ramt store dele af transportsektoren, nedlukket det meste af restaurationsbranchen, men også ført til store fald i efterspørgslen for stort set enhver butik, der ikke handler med dagligvarer.

Hvor den ikke standses helt, rammes produktionen af svigtende efterspørgsel som følge af samfundets nedlukning og problemer med at skaffe input via globale forsyningskæder, der også er ramt af coronavirus. Usikkerheden medfører faldende appetit på både forbrug og investering, og udviklingen forstærkes af turbulens på de finansielle markeder, som giver formuetab og et usikkert finansieringsmiljø for virksomheder.

Finansministerier som centralbanker verden over skal gøre ”whatever it takes”. Og er man i tvivl om, hvad der kræves, så hellere for meget end for lidt.

Dynamikkerne er lig dem, der forekommer under enhver nedtur. Men denne gang er det alligevel anderledes. Nedturen kommer ikke af dårligdomme i det økonomiske system, der skal udryddes, så vi kan starte på en frisk. Den kommer af inddæmning. Derfor skal myndighederne heller ikke sky nogen midler for at sikre, at det, der forhåbentlig er en kortvarig nedlukning, ikke ender som en langvarig krise.

Det opnås bedst ved at hælde så mange midler som muligt efter at understøtte erhvervslivets overlevelse, betalingsevne og mulighed for at fastholde ansatte i beskæftigelse trods svigtende forretningsomfang.

At give al den fleksibilitet, der kræves, i betalinger til det offentlige, f.eks. moms og skat.

At tilskynde bankerne til om muligt at yde henstand via midlertidig lempet regulering og frigivelse af kapitalbuffere.

At lade centralbankerne gøre alt, hvad de kan, for at understøtte et finansielt system, der stresses af usikkerheden.

At centralbankerne dertil sikrer, at både banksystemet og markederne er oversvømmet med likviditet, så systemet ikke sander til og bliver en anden kilde til økonomisk svaghed.

For at såvel befolkning som erhvervsliv bevarer tilliden til, at en ny dag gryer på den anden side af nedturen, bør man, allerede inden nedturens fulde omfang er bare tilnærmelsesvist kendt, melde modigt ud med enorme økonomiske stimulipakker til genrejsning af økonomien.

Kort sagt: Finansministerier som centralbanker verden over skal gøre ”whatever it takes”. Og er man i tvivl om, hvad der kræves, så hellere for meget end for lidt. Regningen for at have gjort for lidt vil med stor sikkerhed langt overstige de omkostninger, som er forbundet med omfattende økonomiske redningspakker.

Dertil kommer de sociale og menneskelige omkostninger ved høj ledighed, store konkursbølger m.v., som typisk er resultatet af længerevarende kriser. Usikkerheden om udviklingen i virusudbredelsen kan ingen rokke ved, men med markante indgreb og modige beslutninger kan risikoen for en langvarig krise sænkes.

Heldigvis tyder udmeldingerne over bare de seneste døgn på, at den opfattelse vinder udbredelse blandt statsledere verden over.

Læs også