Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Investorerne har historisk ondt i risikomaven

Køb eller salg af aktier afhænger af din risikotolerance. En selvtest vil kunne give dig svar på, om du skal købe flere aktier eller sælge dem, du allerede har.

Corona rammer verden

Aktierne er dykket rigtig meget, og mange investorer, hvis ikke alle, spørger sig selv,hvor langt yderligere de kan falde? Det kan ingen desværre svare på. Men psykologisk kan man forsøge at smertebestemme, hvordan man som investor har det i nedgangstider.

På en skala fra 1-5 vil det være min opfattelse, at vi er forbi stressniveau 3. På vej til niveau 4. Altså et sted mellem 3-4, hvor 5 er det smertelige yderpunkt. Det er naturligvis ingen eksakt videnskab, men estimerede tal ud fra historien, fortiden og hvordan investorerne plejer at reagere.

Investorernes humør er som vekselstrømmen. Skiftevis ser vi potentialet, og sekundet efter kigger vi på den decimerede porteføljeværdi, som har tabt en tredjedel eller måske helt op til 40 pct. Og det endda hvis du er indeksinvestor. Har du mange risikofyldte enkeltaktier, kan det være gået meget værre.

Du sidder og minder dig om matematikken. Et kursfald på 40 pct. kræver en efterfølgende stigning på 66,7 pct. eller to tredjedele for at være tilbage på 100. Så efter en betydelig downside, er upside steget. I hvert fald matematisk.

Matematikken lyver ikke. Over lange perioder og givet, at virkeligheden vender tilbage til det, som på et tidspunkt var det normale, vil aktierne stige igen. Spørgsmålet er bare, hvor meget mere smerte du skal gennemleve, og om det for dig er umagen værd?

Tilbage til fornemmelsen for, at vi er imellem 3-4 i det investeringsmæssige og følelsesladede smertehelvede. Der er en verden til forskel, om det er 3,05 eller 3,9.

Når jeg placerer den aktuelle nedtur et sted mellem 3-4 på en 1-5 skala er det ud fra forventninger om, at en aktieindeksnedtur på tæt på 40 pct. som i Tyskland er meget. Over 50 pct. bør man under alle omstændigheder i det mindste overveje at købe med det, som vi tror, vi ved om coronavirus.

50 pct. ned vil efter min mening være på niveau 4-5 og måske reelt tættere på 5 end 4.

Der skal altid være plads til over- og undershooting, og det er derfor, jeg bevæger mig forsigtigt med hensyn til tallene. Undervejs kan man også komme i tvivl. Findes der i virkeligheden ikke ”6” på skalaen også, som både vil drive din beholdning af aktier endnu lavere ned og decimere din depotværdi yderligere fra et allerede stresset og ituslået niveau?

At købe nu kan være meget fornuftigt. Det kræver dog gode nerver, og at du kan se bort fra, at analytikere lige nu regner på, at USA’s økonomi kan komme ud for mere end 10 pct. tilbagegang i 2. kvartal. 10 pct!

Hvis det sker, vil investorerne på det tidspunkt kunne frygte, at det kan blive værre og vare længere. Det er her, det 6. nedturs- og frustrationsgear kan komme i spil. Det er her, du bliver testet maksimalt risiko- og nervemæssigt.

Om to-tre år kan aktierne være tilbage på noget, som er omkring det ”normale”. Dine investeringer på niveau 3-4 viste sig at være helt rigtige, men timingsmæssigt var det måske noget skidt. Dit nervesystem og risikotolerance blev maksimalt udfordret på ”rejsen” fra, hvad der viste sig at være 3,05 til 5,5.

Det kan være en passende stresstest på, om du er risikotolerant (nok). Tag selvtesten og husk at være ærlig. Du snyder kun i givet fald dig selv.

BRANCHENYT
Læs også