Stimulanser er ikke tilstrækkelige
I den seneste måned blev det klart, at COVID-19 ville få store makroøkonomiske konsekvenser. De konsekvenser fortsætter med at blive forværret, for i takt med at coronakrisen eskalerer i Europa og USA, har myndighederne løbende skærpet deres tiltag for at bekæmpe spredning af virussen.
Det har bremset den globale økonomi på en måde, der kan få økonomer til at miste mælet.
I USA har knap 10 millioner mennesker mistet deres job i de sidste to uger. Til sammenligning var det samlede fald i beskæftigelsen under finanskrisen på omkring ni millioner, og det tog over to år.
Regeringer verden over forsøger naturligvis at bekæmpe det negative chok. Den amerikanske regering har således leveret en finanspolitisk pakke, der opgøres til hele 2 trillioner dollars. Det er store tal, men det virker som om, de ikke er helt store nok.
Der er godt nok dele af den pakke, som USA's præsident Donald Trump underskrev for godt en uge siden, der helt klart vil hjælpe. Det gælder for eksempel de beløb, der er afsat til at støtte delstaterne og sundhedssystemet, og de øgede dagpenge til arbejdsløse. Det vil have en direkte effekt, selv om den nok ikke er stor, så længe økonomien er lukket ned.
Derimod er der større usikkerhed omkring støtten til erhvervslivet, som primært kommer i form af lån.
Det kan hurtigt vise sig, at lån ikke er den rigtige medicin, hvis krisen fortsætter mere end bare nogle få uger, for hvis virksomheden er insolvent, så er mere gæld ikke løsningen. Og hvis virksomhederne skal betale lånene tilbage, så vil det gøre det svært at få gang i investeringerne, når økonomien lukker op igen.
Det hjælper heller ikke meget at sende alle folk en check, uanset om de mangler penge, når problemet er, at økonomien ikke producerer nogle varer. Det er ikke en effektiv måde at bruge pengene på.
Selv om tallene er store, kan det derfor hurtigt vise sig, at det ikke er tilstrækkeligt.
Under normale omstændigheder kunne pakken give en BNP-effekt på omkring 5 pct., men i den nuværende situation bliver det langt mindre. Hvis krisen varer flere måneder, så vil der med stor sandsynlighed blive behov for yderligere støtte. Da USA's gæld nærmest er italiensk i skala, kan det vise sig at blive svært at finansiere det.
I Europa er situationen endnu værre, for her er der ikke nogen forbundsregering, der kan hjælpe lande som Italien og Spanien, der i eurozonen er at betragte som delstater.
De finanspolitiske tiltag, der er blevet annonceret, ser endnu mere ubalancerede ud, med 1-2 pct. af BNP i traditionel stimulans og 20-25 pct. af BNP i lånegarantier.
I de sidste uger har aktiemarkedet stabiliseret sig. Det skyldes blandt andet et håb om, at hjælpepakkerne kan mindske det økonomiske chok. Jeg tror, at det håb kan vise sig at være ønsketænkning, med mindre vi får yderligere stimulanser til den globale økonomi.
Elizabeth Mathiesen