Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Nej. Ikke alt skal med over på den anden side af coronakrisen

Dansk økonomi går en hård tide i møde. Det kunne være anledningen til at gå køkkenskabene igennem.

Artiklens øverste billede
Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver
Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Forestil dig at dit køkken er gået til i en brand, og nu skal du ud og købe nyt. Nye tallerkener, nye glas, nye køkkenmaskiner – alt. Vil du købe ind, så dit nye køkken bliver en nøjagtig kopi af det gamle?

Mit gæt er nej. Du vil overveje, om også dit nye køkken skal rumme 12 pastatallerkener. Og en sous vide-maskine. Og en slowjuicer. Og otte sherryglas.

Lige nu står dansk økonomi og dele af dansk erhvervsliv foran store udfordringer. Coronakrisen kan ifølge de økonomiske vismænd føre til et fald i bruttonationalproduktet på mellem 3,5 procent og 5,5 procent og sende mellem 80.000 og 110.000 danskere ud i arbejdsløshed. Hele brancher er i knæ. Dele af kulturlivet er i respirator. For nylig skrev en tidligere Venstre-formand direkte til statsminister Mette Frederiksen og bad om akut hjælp til de københavnske teatre. Ellers var de truet af konkurs, forklarede han.

Nej. Jeg ved det. Man kan ikke sammenligne københavnske teatre med køkkenmaskiner. Så er man i hvert fald åndeligt forhutlet. Men man må godt tænke den tanke, om alt i det gamle køkken ville blive kopieret 1:1 over i det nye køkken, hvis en brand fik fat. Mit gæt er nej.

Nu har en brand faktisk fået fat. Branden har fat i alt mellem restauranter, flyselskaber, rejsebureauer, teatre og musikfestivaler. Nogen vil helst ikke erkende, at det brænder. Andre vil have støtteordninger. 100 procent forståeligt. Men en brand har altså fat i køkkenet.

Hvis der er nogenlunde enighed om, at det brænder – ræk gerne fingeren op – er det tid at gå videre til Det Store Spørgsmål: Bør strategien være at kopiere alt fra det gamle køkken over i det nye køkken? Eller skal noget være anderledes i det nye køkken?

Mit gæt er, at du svarer det sidste. Du ejer et par køkkenmaskiner eller noget service, som ikke ville flytte med. Eller du ville downsize. Tanken om at have 12 gæster til pastamiddag viste sig at være – en tanke. Fire pastatallerkener er nok. Og sherryglassene - de var i brug den sommer, hvor sherry var en ting i omgangskredsen. Siden har de stået urørt.

Kan du følge tankegangen?  En økonomi, der vokser nedad, og et arbejdsløshedstal, der vokser opad, er et kolossalt problem. De økonomiske vismænd vurderer, at huspriserne kan falde mellem 8 og 11 procent i 2020. Men måske var det gamle køkken stoppet og proppet. Måske stod der køkkenmaskiner i skabene, som mest var der, fordi de havde stået der i årevis. På den anden side af coronakrisen kunne ingen rigtigt gøre rede for, hvorfor tingene stod i skabene, ud over at sådan havde det været, så længe nogen kunne huske.

Hvis man tænker sådan, er det ikke en tragedie, hvis køkkenet efter coronakrisen ser anderledes ud end det gamle. Det er en tragedie, hvis hjælpepakker går til at beholde køkkenmaskiner, som ingen havde glæde af på den anden side af krisen, fordi markeder og behov havde ændret sig, og fordi det nye køkken ganske simpelt var mindre – som vismændene forudsiger.

Pengene er bedre givet ud på fremtiden. Fremtiden er tiden efter coronakrisen. Ingen ved, hvordan dansk erhvervsliv ser ud til oktober, men hvis staten har spenderet milliarder på hjælpepakker i april, er de der med sikkerhed ikke, når bladene på træerne begynder at visne.

Derfor er der grund til et fokusskifte. Fokus bør være på, hvordan man får grundlæggende sunde virksomheder hevet med over på den anden side, og hvordan man får ny vækst i gang, når der er konturer af, hvor vækstmarkederne ligger. Fokus bør ikke være at redde alt. Efter coronakrisen vil der med stor sikkerhed være brancher og produkter, som billedligt talt er blevet til sous vide-maskiner og sherryglas. De hørte, set i bakspejlet, en anden tid til. Tiden inden en virus fra Wuhan i det centrale Kina møblerede økonomien og erhvervslivet om.

Anders Heide Mortensen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.