Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Kan en Marshall-plan åbne op for fælleseuropæisk finanspolitik?

Artiklens øverste billede
Jens Nyholm, cheføkonom Spar Nord.
Jens Nyholm, cheføkonom Spar Nord.

Den franske præsident Emmanuel Macron holdt i sidste uge en tale, hvor han advarede om et sammenbrud i den europæiske union, hvis medlemslandene ikke ville vise bare et minimum af solidaritet i den nuværende historiske krise.

Meningsmålinger viser eksempelvis et fortsat fald i tilslutningen til unionen i en række sydeuropæiske lande – blandt andet stiller mere end trefjerdedele af befolkningen i Italien spørgsmålstegn ved berettigelsen af unionen.

Målingerne er kraftigt forværret af den nuværende krise og de udfordringer, som det giver f.eks. italienerne i forhold til folkesundheden og økonomiens tilstand samt statsfinanserne.

Stort set samtidig holdt kommissionsformand Ursula von der Leyen en tale i Europa-Parlamentet, hvor hun gav italienerne en uforbeholden undskyldning for ikke at have set krisens omfang i tide og dermed sendt hjælp til italienerne tidligere.

Det er vel at mærke anden gang inden for ganske få år, at italienerne føler, at de kæmper med kolossale problemer alene. Sidste gang var under den store flygtningekrise, hvor unionen også blændede ved sit fravær.

Ifølge IMF står vi overfor et historisk fald i det globale BNP på hele 3 procent. Et fald i den størrelsesorden er sandsynligvis ikke set siden depressionen. Til sammenligning faldt global vækst kun med 0,1 procent under finanskrisen i 2009.

Europa står derfor endnu en gang i en situation, hvor væksten ventes at falde markant, og hvor der for enden potentielt venter endnu en gældskrise. Ifølge IMF ventes væksten i unionen at falde med 7,5 procent i år – kun overgået af Italien, hvor der ventes et fald på over 9 procent.

For at imødegå krisen er der – udover de massive nationale hjælpepakker – vedtaget fælles europæiske hjælpepakker til en værdi af 540 mia. euro og genopstartet hjælpeprogrammer igennem Den Europæiske Centralbank.

Det er sket som en første fase af (nød-)hjælp til den europæiske økonomi, som skal sikre, at der overhovedet er en økonomi, når smitten har toppet og begrænsningerne for samvær fjernes. I anden fase, som vi forhåbentlig snart kommer til, vil fokus derimod være rettet mod understøttelsen af et nyt europæisk opsving.

Ursula von der Leyen sagde endvidere, at der bliver brug for massive investeringer for at genstarte den europæiske økonomi: »Vi har brug for en Marshall-plan for Europas genopretning, og den skal indføres straks. Der er kun ét instrument, vi har, som alle medlemsstater har tillid til, som allerede er på plads, og som kan levere hurtigt. Og det instrument er det europæiske budget. Det europæiske budget vil være moderskibet for vores bedring«.

Det, medlemslandene blandt andet skal diskutere på mødet torsdag, er derfor, hvordan budgettet, som i forvejen er under forhandling for den næste 7-årige periode, kan bruges til at stimulere væksten.

Det sker sandsynligvis i en erkendelse af, at fælles europæiske obligationsudstedelser som de foreslåede Corona-obligationer ingen gang på jorden har, mens det fælles europæiske budget – hvor problematisk det end måtte være at få flere penge ud af medlemslandene – sandsynligvis vil være en nemmere konflikt at håndtere.

De enkelte lande betaler en vis procentdel af deres bruttonationalindkomst som bidrag til budgettet. Pengene skaffes hjemmefra, og finansieringen – i det omfang der er budgetunderskud, og det er der – kan ske gennem nationale obligationsudstedelser, hvormed man undgår en fælles europæisk gældsstiftelse og ikke mindst hæftelse, som specielt tyskerne og hollænderne er store modstandere af.

Det ligner samtidig et skridt i retning af en fælles europæisk finanspolitik – hvad der aldrig blev en del af ØMU’en.

Ved gennemførelsen af ØMU’ens 3. fase i 1999 fik vi den ”monetære union” med fælles mønt og centralbank, mens den ”økonomiske union” fortsat ligger gemt (og begravet) i det indre marked, strukturfonde, vækst- og stabilitetspagt samt finanspolitisk koordinering, der aldrig blev til noget.

Men måske der bliver ændret på det nu?

Jens Nyholm

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.