Efter shitstorm mod skattely: Moralsk skat er en naiv illusion

For nyligt kom det frem, at en række danske virksomheder havde modtaget støttepakker, samtidig med at deres ejerstruktur kunne ligne skatteoptimering via skattely. Det fik naturligvis Hr. og Fru Klog-om-alt-på-Facebook til at fare til tasterne. Nu skal de aldrig mere købe sko i Sportmaster eller kager i Lagkagehuset.

Jeg vover dog lige pelsen: jeres politiske korrekthed varer nok lige indtil, I får lyst til en direktørsnegl, og der er 2 km til næste bager. Det er som regel nemmere at være politisk korrekt hjemme bag skærmen, end ude på gåtur, når man har lyst til bagværk.

Det rejser til gengæld et emne, der er langt mere interessant. For hvad er det, disse virksomheder har gjort, der fortjener nutidens svar på gabestokken; en shitstorm på nettet, orkestreret af folk uden nogen som helst forstand på emnet, i dette tilfælde selskabsskat?

Deres konstruktioner er lovlige. Deres skatteoptimering ligeså. Mange af dem er underskudsforretninger og derfor ikke i sig selv skattepligtige, og der er jo ingen i dette land, der betaler skat af indkomst, man ikke har haft. Definitionen på skattely er endda vedtaget demokratisk. Forudsætninger for støttepakker ligeså.

Så hvori består deres brøde? Hvad har gjort, at de skal fremstilles som skurke? Svaret er flyvsk, det er nemlig noget så diffust som “moralsk skat”. Moralsk skat er den skat, som ikke følger lovgivningen, men som dele af folkedomstolen åbenbart mener, man moralsk bør, men ikke juridisk skal, betale. En form for feel-good-skat for at tilfredsstille internetkrigernes evindelige moralisering.

Men findes der overhovedet noget så ukonkret og diffust i et samfund? Er det overhovedet muligt at have moralske skattebetalinger og ikke bare juridiske? Vores land er jo netop bygget på lovgivning for at sikre, at fællesskabet ikke er afhængigt af folks individuelle standarder for moral og etik. Jeg kan ikke se, at det skulle være anderledes, når det kommer til skat. Et samfund, hvor enhver kører, hvad de føler er den rigtige hastighed i deres bil, og betaler hvad de føler er den rigtige skat, har nok ikke særlig lang holdbarhed. Med lov skal land bygges.

Slutteligt er jeg simpelthen nødt til at spørge for at forstå: Følger de internetkrigere, der stiller de krav, egentlig selvsamme standarder? For jeg tror det ikke. Jeg tror helt ærligt ikke ét sekund på, at de undlader at opgive befordringsfradrag eller rentefradrag, simpelthen fordi de gerne vil betale mere i skat. Det står dem jo frit for at snyde sig selv for fradrag for at bidrage lidt mere til fælleskassen. De gør det nok bare ikke, for de er akkurat, som vi er flest, mig selv inklusive: Mennesker der godt kan lide at bidrage, men som også godt kan lide at have penge til andre ting, og som derfor betaler akkurat den skat, som lovgivningen påhviler os, men ikke en krone mere.

Hvis ikke de selv følger højere standarder, end det lovgivningen foreskriver, er de jo bare en flok dobbeltmoralske hyklere.

Kasper Heumann Kristensen