Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Fransk-tysk koalition om redningspakke lugter af fælles finanspolitik i EU

Den nuværende ultimative krise kan vise sig at være den, der får sparket hul igennem til en fælles europæisk finanspolitik. Det vil mindske risikoen for både et sammenbrud i de sydeuropæiske økonomier - og nogen vil sige i selve EU samarbejdet.

Corona rammer verden

Forrige mandag præsenterede Frankrig og Tyskland deres bud på en fælles europæisk redningsfond på 500 mia. euro. I dag er det så EU-Kommissionens tur til at fremlægge deres udkast til en redningsplan. Herefter vil de europæiske finansministre mødes for at diskutere forslagene, og det vil sandsynligvis udmunde i en plan for en redningsfond og det kommende syvårige budget på topmødet den 18. og 19. juni. Om den så bliver vedtaget der, vil tiden vise, men for første gang nogensinde er der noget på bordet, der lugter af fælles europæisk finanspolitik!

Som noget højst overraskende foreslår Tyskland og Frankrig nemlig, at finansieringen af redningsfonden sker igennem EU-kommissionen og at midlerne bliver fordelt som direkte støtte eller hjælp til det enkelte land – og altså ikke som lån. Samtidig tyder teksten foreløbigt på, at tilbagebetalingen skal ske over de næste 20 år, og at den vil blive knyttet op på betalinger til det fælles EU-budget. Et budget der p.t. er til forhandling.

Dermed lægger Angela Merkel handling bag de ord, som hun har brugt om den aktuelle krise. At det er den største krise, som Europa endnu har stået overfor, og at Tyskland ikke vil se passivt til, mens flere (syd-)europæiske lande synker i grus, og derfor er villige til at strække sig langt. Til gengæld går de to lande ikke helt så langt, som man forestiller sig i f.eks. Europa-Parlamentet, hvor der tales om en redningspakke på 1500-2.000 mia. euro – altså i samme størrelsesorden som den amerikanske.

Tyskland synes dermed at have rykket sig på det meget centrale spørgsmål omkring en form for fælles hæftelse, uden at de dog vil acceptere udstedelse af eksempelvis eurobonds. I stedet foreslås afviklingen at blive finansieret igennem de årlige bidrag til EU-budgettet, som lige nu er til forhandling for perioden 2021-2027.

Derfor er det også oplagt at bringe redningsfonden frem under de forhandlinger – selvom det meget vel kan trække forhandlingerne ud. For det første fordi flere lande, herunder Danmark, er imod en fælles hæftelse, som en betaling over budgettet i et eller andet omfang må defineres som værende. De “sparsommelige 4” (Østrig, Holland, Sverige og Danmark) ønsker i stedet, at nødhjælpen til de kriseramte (syd-) europæiske lande skal bevilges som lån og ikke som simple overførsler eller gaver.

For det andet fordi der i forvejen er stor uenighed om EU-budgettet, hvor en af de helt store poster er fordelingen af regningen efter Storbritanniens udtræden af unionen. Det regnestykke peger i forvejen i retningen af et stigende årligt kontingent, der beregnes som en procentdel (omkring 1 procent) af bruttonationalindkomsten i de enkelte lande.

Med etableringen af fonden er det samtidig Tyskland og Frankrigs ønske at slå flere fluer med et smæk – herunder at styrke det europæiske sundhedssystem og derigennem forebygge fremtidige pandemier. Samtidig trækker de ikke overraskende EU’s klimamål frem, når der som en del af genopretningen skal investeres i europæisk økonomi. De to lande foreslår blandt andet grønne investeringer og en hurtigere opnåelse af CO2-reduktion samt investeringer i digitale omstillinger, herunder i 5G.

Endelig er de to lande blevet enige om at tilføje en lille “tysk” paragraf i teksten i form af formuleringen: »Denne redningspakke supplerer de nationale bestræbelser og den pakke, der er aftalt af Eurogruppen (540 mia. euro), og er baseret på en klar forpligtelse fra medlemsstaterne til en sund økonomisk politik og en ambitiøs reformdagsorden«.

Det må forventes, at den genopretningsplan der vil blive fremlagt af EU Kommissionen onsdag vil ligge tæt op af det fransk/tyske forslag … men den skal på en eller anden måde have et indhold, der samtidig vil gøre det nemmere for de “sparsommelige 4” at acceptere en større grad af solidarisk hæftelse.

Lykkes det – sammen med en aftale om de kommende syv års EU-budget – vil den nuværende ultimative krise kunne vise sig at være den, der fik sparket hul igennem til en fælles europæisk finanspolitik. Det vil mindske risikoen for både et sammenbrud i de sydeuropæiske økonomier - og nogen vil sige i selve EU samarbejdet.

BRANCHENYT
Læs også