Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Statsministeren tager håbet fra folk med ny melding

Det er ubegribeligt, hvorfor det var nødvendigt for Mette Frederiksen at sætte mål for vores rejsemuligheder så langt ud i fremtiden, medmindre målet her og nu er at gøre os alle ”håb”løse, tenderende til det desperate.

Corona rammer verden

Statsministeren satte landet i stå, da hun i marts bekendtgjorde, at Danmark skulle lukke ned. Det var efter de flestes opfattelse en resolut og robust handling. Det er min vurdering, at denne handling blev accepteret og også værdsat af de fleste, så stor ros herfor.

Men samtidig med nedlukningen fortalte statsministeren også, at vi måske efter påske ville ændre eller lempe noget igen, hvis smitten var reduceret eller der var kommet mere styr på den. Uanset hvad, var det en smart måde at kommunikere på, for vi blev motiverede til de rigtige handlinger, og det som motiverede var, at der var håb om ændring i en ikke alt for fjern fremtid. Det var den helt rigtige motivation for et folk, som pludselig var underkastet store ændringer i deres dagligdag og med en absolut usikker fremtid for de fleste.

Jeg vurderer, at de fleste mennesker kender formuleringen ”at tage en dag ad gangen” og netop når noget virker uoverskueligt som f.eks. en stor fysisk præstation eller et alvorligt sygdomsforløb, er det for de fleste svært og måske endda mentalt umuligt at se dette helt til enden. Rigtig mange (måske de fleste) tenderer i virkeligheden til at give op, fordi målet virker så fjernt og vejen dertil så umulig.

Men hvis man derimod kan få opdelt den samlede vej til målet i overkommelige småbidder, kan man ofte få rigtig mange med, og tit med motivation hele vejen.

Desværre kom statsministeren i sidste uge og lempede lidt for turister fra de nærmeste lande, det var fint, at hun gjorde dette. Men hvad værre var, at hun samtidig bekendtgjorde, at vores rejsefrihed til de fleste lande først ville blive lempet med udgangen af august i år. Dette forekommer for de fleste som et meget fjernt mål og i øvrigt tidsmæssigt væsentligt længere væk end den ”kriserejse”, vi er på sammen allesammen!

Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor det var nødvendigt for statsministeren at sætte mål så langt ud i fremtiden, medmindre målet her og nu er at gøre os alle ”håb”løse, tenderende til det desperate.

Det er min vurdering, at flere, ved udsigten til at håbet var uden for den mentale rækkevidde, faktisk har givet los på foranstaltningerne, der skal tages.

Det er krisestyringens natur at handle håndfast og robust indledningsvis, og i denne fase er der ikke brug eller behov for mange forklaringer, det vigtige er at der bliver handlet!

Det specielle ved denne krise (covid-19) er, at vi alle, måske alle i hele verden er lige ”sundhedskloge”, da foranstaltningerne som den enkelte skal og bør iagttage, er universelle.

Det er min vurdering, at flere, ved udsigten til at håbet var uden for den mentale rækkevidde, faktisk har givet los på foranstaltningerne, der skal tages. Vi har de seneste dage set, at der f.eks. i Kødbyen i København er en, i forhold til covid-19 bekæmpelse, uhensigtsmæssig adfærd.

Og når borgere så venligt ringer til Københavns Politi og gør opmærksom herpå, har vi læst, at de har fået et svar, der nogenlunde lyder således ”Politiet prioriterer ikke at rykke ud for at håndhæve covid-19 foranstaltningerne”. Det er da indlysende, at et sådant svar er uacceptabelt for de fleste, da netop bekæmpelse af covid-19 er hele nationens topprioritet.

Når vi kigger på statistikker med f.eks. covid-19 døde pr. million indbyggere i et land, ligger Danmark pænt, men vi ved ikke, om vi ligger godt, fordi vores sundhedssystem er bedre end dem, som er hårdere ramt. Det kan da godt være at f.eks. Frankrigs eller Spaniens sundhedssystemer egentlig har gjort det væsentligt bedre og måske i dag har endnu mere styr på situationen, end vi har i Danmark. Men at deres antal døde pr. million indbyggere er væsentligt højere, fordi deres udgangspunkt måske egentlig var væsentligt dårligere? Det ved vi ikke i befolkningen.

Men følger man nyhederne fra f.eks. Spanien eller Frankrig, ser man hurtigt, at håndhævelsen af covid-19-foranstaltninger er væsentligt striksere og mere målrettet i disse lande. Jf. ovenfor er vi gjort ”håb”løse med en fjern dato og en manglende myndighedsprioritering. Måske har vi fået denne fjerne dato og de fortsatte lukkede grænser, fordi man ikke ønsker at prioritere her til lands.

Covid-19 kender ingen grænser, men det er et faktum, at statsministerens seneste udmelding kendte grænser, endda grænser som udelukker de fleste af vores EU-partnere, uden at dette er begrundet i aktiv handlen.

Kære statsminister, det er forkert i en ledelseskontekst at tage håbet fra folk, især når man kunne have undgået det. Der var ikke noget konkret behov for allerede nu at fastholde rejsevejledninger i mere end tre måneder, disse kunne sagtens have være revideret løbende.

Så jeg beder venligst om at vores ledere genetablerer håbet hos os, meget gerne ved at bruge ”stok og gulerod”!

Og husk ”Never stick to a bad decision” !

BRANCHENYT
Læs også