Det kiksede for Mette Frederiksen at genopfinde dansk politik
Dansk politik havde en unik chance til at skifte spor. Den blev bare ikke grebet
Da det så allermørkest ud, greb Mette Frederiksen en gylden mulighed og handlede håndfast og resolut. Danmark skulle lukkes ned, og danskerne skulle bevare roen. Det gjorde vi så – og det virkede, så vi fik tid til at blive klogere på en virus, ingen rigtig vidste noget om.
I denne krisetid følte man for én gangs skyld et sammenhold på tværs af alle partier og en gensidig respekt blandt folk, uanset hvor man måtte sætte sin stemme. Danmark gik sammen ved at holde afstand.
Nu er tiden gået, og der er en kolossal opbakning til for alvor at åbne op igen, ligesom lønkompensation i stigende grad kritiseres. Kursen skal lægges om. For selvom det lød fint at hjælpe især de selvstændige og generelt holde hånden under alle, er det så småt gået op for de fleste, at det koster. Nogen skal betale. Og vi har stadig kun set toppen af isbjerget. Ventelisterne for alle de andre sygdomme er vel sagtens slet ikke opgjort endnu.
De danske politikere er tilbage i den gamle rille, hvor man traditionen tro skal pege fingre ad og bekæmpe de andre, mens den siddende regering har travlt med at forsvare sig. Et håb er glippet, og en unik mulighed smidt på gulvet.
Tænk engang, hvis danske politikere bare kunne være en halv gang mere enige og konstruktive, så vi som samfund kunne blive mere effektive og køre landet i stilling til tiden efter krisen. Så ville der være penge til det store efterslæb. I stedet forudser jeg en tid med kampe om, hvem der sagde hvad og hvordan, mens Danmark glemmes, og borgerne i sidste ende betaler prisen.
Mette, du havde chancen for at blive et forbillede for danskerne. Måske er den ikke endeligt tabt, men det er i hvert fald i sidste øjeblik, hvis du som statsminister skal samle Danmark, så vi ikke kun kommer ud af krisen med sammenhold, men også som én, forenet nation.
Werner Valeur