Bang & Olufsens børsprospekt understreger krisens dybde
Bestyrelse og ledelse har betonet situationens alvor, og børsprospektet taler sit eget og meget tydelige sprog: Den nuværende krise kan være virksomhedens største udfordring de seneste 30 år.
Aktiekursen fortæller en hel del om den smertefulde udvikling, som B&O’s ejere har været igennem de seneste snart to år. Højdepunktet kom aktiekursmæssigt i januar 2018, men tidsmæssigt regnes den økonomiske nedtur formentlig først for alvor fra december samme år, da B&O udsendte en af i alt fem nedjusteringer på stribe.
Efter store kursfald og mange nedjusteringer senere er næsten alt ændret for selskabet. Et kig i børsprospektet, som aktuelt danner rammen for kapitaludvidelsen på 409 mio., fortæller kun alt for tydeligt og barskt en historie om et ændret verdensbillede for nationalklenodiet fra Struer.
At der er mange danske følelser på og i spil og nu i klemme, kan der ikke være tvivl om. Ønsket om at bevare B&O på danske hænder er givetvis både en af de ting, som har bragt selskabet i den situation, som den er i i dag, og måske også en af grundene til at Bang & Olufsen stadig findes. På godt og ondt.
Kapitaljagten skal indbringe i alt 409 mio. før fradrag af betydelige omkostninger, som ledelse og bestyrelse håber er tilstrækkeligt til at få B&O godt på den anden side, men ingen kan vide det. Risikoafsnittet fylder en meget betydelig del af prospektet, hvilket ikke er så mærkeligt. Omkostningerne til at få tilført kapitalen er nærmest astronomisk, og det er tydeligt, at B&O er en risikomæssig meget varm kartoffel.
I alt otte aktører har garanteret kapitaludvidelsen. Øverst oppe står naturligt nok de større danske aktionærer. ATP, Augustinus Fabrikker og Færch Holding ejer tilsammen 23,3 pct. af aktierne, og de garanterer 222 mio. af udvidelsen, svarende til 54 pct. I den henseende er det måske lidt overraskende og i hvert fald bemærkelsesværdigt, at den største enkeltaktionær – Sparkle Roll med en ejerandel på 14,9 pct. - ikke har afgivet nogen garanti.
Garantien er ren dansk, og det fortæller en del om de bestræbelser, som har været og fortsat er dna’et i Bang & Olufsen. Made in Denmark skal bestå så længe, det er muligt og kan forsvares.
Det er ikke givet, at det er muligt. Med udgangspunkt i nedturen de seneste to år er det et godt spørgsmål, om Bang & Olufsen ved egen kraft og dansk udstedt rødbedefarvet pas kan fortsætte helt alene. Sandheden har ofte flere dimensioner, og måske er en af forklaringerne, at en international løsning ikke er lykkes, fordi der ikke har været en international bejler til at føre Bang & Olufsen videre på økonomiske vilkår og med et tydeligt fortsat dansk fodaftryk, som ejerne kunne og ville acceptere.
Det er fem år siden, at Sparkle Roll meldte sig på banen som interesseret medejer. Der har været bemærkelsesværdigt stor tavshed fra den kinesiske storaktionær. Det kan skyldes mange ting, som ikke kun relaterer sig til, at der tilstræbes en dansk løsning.
Garantien og ikke mindst omkostningerne til garantien burde tiltrække sig ekstra opmærksomhed. Emissionsbankerne står for i praksis at koordinere, at pengene kommer i kassen, men de er ikke en del af garantikonsortiet. Det er både tankevækkende, og givetvis også en af årsagerne til, at omkostningerne til at få 409 mio. nye aktionærpenge i kassen er så høje, som tilfældet er.
De samlede omkostninger løber op i 53 mio. Det svarer procentuelt til 12,95. Korrigeret for den ejerandel på 23,3 pct. som ATP, Augustinus Fabrikker og Færch Holding har tilsammen, og som man må regne med de under alle omstændigheder ville købe nye aktier for, svarer omkostningerne til 16,9 pct. Storaktionærerne får dermed i et vist omfang garantiprovision for de aktier, som de selv vil købe.
I kredsen af garantistillere findes ikke kun nuværende storaktionærer, men også Maj Invest og Arbejdernes Landsbank. De er sikkert blevet tiltrukket af den astronomiske garantiprovision. At garantere for en kapitaludvidelse svarer til at være forsikringsselskab. Forsikringspræmien er tårnhøj. Jævnfør ovenfor svarer det til, at forsikringstageren betaler svimlende 12.950/16.900 kroner for at få forsikret eksempelvis 100.000 kroner indbo.
Nu kan man hævde, at der også er mange andre omkostninger forbundet med en kapitaludvidelse ud over garantitilkendegivelsen. Set i forhold til udgifterne til at garantere kapitaludvidelsen er betaling til investeringsbanker, juridisk og revisionsmæssig bistand samt de penge, som banker får, når deres kunder tegner nye aktier i Bang & Olufsen, formentlig mest at regne som mindre omkostninger.
Pengene skal nok komme i kassen, hvor de luner. Forhåbentlig er det nok og tilstrækkeligt til at bringe B&O flot af udfordringerne.