Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Det skal du overveje, inden du køber sommerhus på hedt marked

Nu, da coronakrisen har tvunget os til nye vaner, kan det virke fristende, at gribe efter pengepungen og købe et sommerhus. Men der er overvejelser, du bør gøre dig før, du kaster dig ud i et køb.

Corona rammer verden

Coronakrisen har tvunget os til at ændre vaner og livstil de seneste måneder, og det kan ses i antallet af sommerhussalg, der boomer som sjældent set før.

Allerede nu er der solgt omkring 20 pct. flere sommerhuse i år end i samme periode sidste år.

En stor del af forklaringen skal nok tilskrives, at de planlagte sommerferieplaner pludselig måtte droppes, da verden gik i lockdown. Men selvom meget er ændret, er alt på en måde også ved det gamle. For vi køber fortsat sommerhus i de samme landsdele. I årets første kvartal var hvert fjerde solgte sommerhus beliggende i Vest- og Sydsjælland. De næstmest populære områder er Nordsjælland og Nordjylland. Faktisk ligger seks ud af ti solgte sommerhuse i et af de tre områder. Helt som det plejer.

Inden man stormer ud og byder på et sommerhus, fordi ferien til Kreta må droppes, skal man huske på, at et sommerhuskøb absolut ikke bør være et impulskøb. Det er en stor beslutning, der kræver grundige overvejelser.

Blandt de vigtigste ting, der skal overvejes, er området, og hvordan sommerhuset skal bruges. Hvor langt væk fra der, hvor man bor til daglig, må det ligge. Skal man kunne køre til sommerhuset på en time til halvanden og eventuelt bo der om sommeren og pendle frem og tilbage til arbejdet? Eller er det primært til ophold i sommer-, efterårs- og påskeferier m.v., hvor det kan være ok at køre fra en landsdel til en anden.

Når der handles flest sommerhuse i Vest- og Sydsjælland samt Nordsjælland, kunne det tyde på, at mange fra hovedstadsområdet har den korte afstand som et kriterie ved valg af sommerhus.

En anden overvejelse er prisen. Det er langtfra gratis at anskaffe sig et sommerhus, og man skal grundigt overveje de løbende omkostninger, der uundgåeligt vil komme, når man anskaffer sig en fritidsbolig. Muligheden for at leje huset ud kan indgå i de økonomiske overvejelser. Der er temmelig lempelig beskatning af lejeindtægter fra sommerhusudlejning – endda ekstra lempelig i 2020 – og udlejning kan derfor være et godt tilskud. Men mange mennesker slider også på sommerhuset, og man skal derfor afsætte ekstra til vedligeholdelse, hvis sommerhuset skal lejes ud.

De fleste sommerhuse ejes i ganske mange år, da et sommerhus i gennemsnit bliver handlet hvert 20. år.

Hvis man beholder huset så længe, vil det givetvis stige i pris, men uanset hvad bør man overveje, om et sommerhus vil være en god investering. Siden 2004 er sommerhuspriserne steget med ca. 40 pct. i det tre tidligere nævnte områder, som altså står for størstedelen af handlerne. I samme periode er forbrugerpriserne steget med 24 pct., så i runde tal er sommerhuspriserne i de tre områder steget med én procent mere om året end inflationen de seneste 16 år.

Det er en meget simpel betragtning, som kan forfines med lejeindtægter, vedligeholdelse, sparede ferieomkostninger osv. Så selvom det er bedre end ingenting, kan der findes økonomisk bedre alternativer, der også vil være mere likvide investeringer. Derfor skal man først og fremmest anskaffe sig et sommerhus på grund af den fornøjelse og den brugsværdi, det giver familien.

Hvis man beslutter sig for at købe et sommerhus, bør man undersøge, hvordan man samlet set får den laveste belåningsgrad og dermed den laveste bidragssats. For der er mange penge at spare. Grænsen for realkreditbelåning af sommerhus blev hævet i 2017, og det er derfor nu muligt at finansiere et sommerhus med et realkreditlån op til 75 pct. af værdien. Mange benytter dog helårsboligen som belåningsmulighed, når sommerhuset skal finansieres.

Når der optages et realkreditlån, betales obligationsrenten plus et bidrag, og bidragssatsen afhænger af belåningsværdien. Overvej derfor om den samlede laveste bidragsbetaling opnås ved alene at belåne helårsboligen, eller er det ved en kombination af lån i helårsboligen og lån i sommerhuset.

Uanset om du netop har købt et sommerhus, er på udkig eller har tænkt dig at holde tegnebogen i lommen, håber jeg, at du får en dejlig sommer.

BRANCHENYT
Læs også