Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Er der virkelig kun fordele ved at arbejde hjemmefra?

"Hjemmearbejdsplads" er blevet et nyt favoritord blandt samfunds- og fremtidsforskere, men hjemmearbejde er ikke svaret på fremtidens udfordringer.

Corona rammer verden

For tiden er nogle ledelseskonsulenter, fremtidsforskere, antropologer og politikere ude at betone de fordele, som hjemmearbejde ifølge dem giver. De mener, at virkeligheden aldrig bliver den samme igen. Jeg mener, at de tager godt og grundigt fejl.

Nu er det jo altid nemt blot at mene noget, så lad os i stedet kigge på noget af den data og litteratur, der indtil videre findes på området.

Et nyligt studie fra the Society of Human Resources Management viste, at 35 pct. af alle medarbejdere føler sig mere trætte og udmattede af at arbejde hjemmefra. Det bekræftes af en tidligere undersøgelse fra DigitalOcean, som fandt, at 82 pct. af alle remote tech-ansatte følte sig udmattede på grund af arbejdsformen.

Ikke desto mindre er hjemmearbejde ’hot’ i disse covid-19-tider, men er det nu også så smart, som vi går og bilder hinanden af?

I mine egen vækstvirksomhed JumpStory har vi valgt IKKE at lade coronaen føre til en fremtid, hvor flere arbejder hjemmefra. Det kunne vi ellers nemt, da vi er digitale, og vores kunder sidder rundt omkring i verden, men vi holder meget bevidst fast i ikke at blive en ’arbejd hjemmefra’-kultur. Hverken nu eller i fremtiden.

Det er der fire gode grunde til:

At tage på arbejde giver os et mentalt frirum: Alt efter hvor langt du bor fra dit arbejde, og hvor håbløs morgentrafikken er, kan det selvsagt være irriterende at skulle transportere sig frem og tilbage hver dag, og det kan derfor virke tillokkende blot at hoppe fra sengen ind til hjemmekontoret.

Imidlertid er det ikke et valg uden konsekvenser. Eksempelvis viser flere undersøgelser, at det at arbejde hjemmefra også giver os mere tid til at bekymre os om alt fra corona til vores børns sundhed m.m. Ved ikke at få det break, som en fysisk arbejdsplads repræsenterer, risikerer vi faktisk at bekymre os mere i hverdagen, end vi ellers ville have gjort. Ganske enkelt fordi vi har tiden til det, og fordi vi ikke får den mentale stimuli, som vores kolleger ellers giver os. Det man også kunne kalde det sociale og intellektuelle fællesskab på en arbejdsplads.

Vi arbejder mere, når vi arbejder hjemme: For arbejdsgivere kan det måske lyde som en god nyhed, at medarbejdere, der arbejder hjemme, er online 3,13 timer mere om dagen, end hvis de var på kontoret og arbejdede derfra. Imidlertid er denne grænseløshed imellem arbejde og fritid langt fra uproblematisk, og det at tage fysisk ind på et kontor kan i sig selv bruges som en markør til, hvornår man arbejder, og hvornår man holder fri.

Naturligvis er det ikke så enkelt, da vi også efter arbejdstiden på kontoret har adgang til vores e-mail, sociale medier etc., men faktisk viser studierne, at den fysiske forskel på kontor og hjem alligevel hjælper os et stykke af vejen med at foretage denne skelnen.

Vi udvikler flere dårlige vaner, når vi arbejder hjemmefra: Andre studier fra bl.a. ComPsych har vist, at folk, der arbejder hjemme, oftere har en tendens til at være sent oppe, spise mere usundt og motionere mindre. Man skulle ellers tænke, at det ville frigøre tid til at være mere sammen med familien eller leve sundere, men flere undersøgelser viser indtil videre det modsatte. Hjemmearbejde fører altså til flere dårlige vaner.

Den fysiske arbejdsplads kan også være et rum af mening: Det er klart, at ovenstående heller ikke er entydigt. Der vil givetvis være situationer eller særlige perioder i fremtiden, hvor vi skal vænne os til at arbejde mere hjemme og tillægge os sundere vaner dér, men det helt åbenlyse, man også mister ved hyppigere at arbejde hjemme, er den unikke kultur, som gode ledere og gode organisationer kan evne at skabe.

Jeg bruger ofte et eksempel fra en iværksætterkollega, som har bygget en succesfuld virksomhed op om at producere pølsehorn. Han er én af den slags iværksættere, som står op om morgenen og går i seng om aftenen og dårligt tænker på andet end at skabe verdens bedste pølsehorn. Medarbejderne fortæller, at de simpelthen kan se pølsehornene i hans øjne.

Du tænker måske, at han er bindegal? Jeg tænker, at han er fantastisk. Tænk sig at kunne skabe et fællesskab og en stolthed om pølsehorn. Når man kan det, vil jeg vove at påstå, at man kan skabe et rum af mening om næsten alting.

Den følelse af sammenhold og mening er enormt vanskelig at skabe og ikke mindst fastholde, når vi ikke er fysisk sammen, og netop oplevelsen af mening er noget af det vigtigste for at undgå stress og leve et helt liv som menneske.

Derfor bør vi tænke os om, inden vi begynder at indrette vores arbejdsliv fuldstændig anderledes i fremtiden. I vores lille vækstvirksomhed har coronaen i hvert fald kun lært os, hvor glade vi er for at have hinanden tæt på i hverdagen.

BRANCHENYT
Læs også