Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danskerne bør ikke betale for sydeuropæerne

Kan det være rigtigt, at danskere skal betale regningen, fordi sydeuropæerne holder siesta?

Corona rammer verden

»Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu. Det er jo fuldstændig gak. De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget«.

Det var, hvad statsminister Mette Frederiksen lovede danskerne den 16. oktober 2019, da hun i Jyllands-Posten totalt afviste at bruge flere penge på bureaukratiet i Bruxelles.

Meldingen glædede mig, men forleden løb statsministeren på sørgelig vis fra sit løfte. Hun sagde nemlig på et EU-topmøde ja til at tage endnu flere af danskernes penge og sende dem til EU.

Derfor står Danmarks i forvejen høje milliardbidrag til EU til at stige med hele 23 pct.

Det var gak i 2019, og det er også gak i 2020. Jeg ser det faktisk som et stort demokratisk problem, at politikerne kan forære de penge væk, som danskerne har betalt i skat i forventning om, at de ville gå til sygehuse, skoler, ældrepleje, politi osv. i Danmark til gavn for danskerne.

Ingen logik i aftalen

Det er både urimeligt og usolidarisk, at danskerne økonomisk skal understøtte sydeuropæiske lande, der i årtier har ført en uansvarlig økonomisk politik.

Der er absolut ingen logik i, at danskerne skal betale mere, når vi i forvejen er dem, der slider hårdest i det og betaler den højeste skat.

I Sydeuropa arbejder man gennemsnitligt færre timer end i Danmark, man har en gennemsnitligt lavere pensionsalder end i Danmark, kvindernes deltagelse på arbejdsmarkeder er lavere i Sydeuropa end i Danmark, og i Sydeuropa finansierer man velfærd med lån og kører med store underskud.

Der er ingen som helst rimelighed i, at danskerne skal arbejde endnu mere for at betale til sydeuropæerne. Det er pligtforsømmelse af værste grad, når et stort flertal i Folketinget vil stemme ja til statsministerens gak-gak-aftale til efteråret.

For danske politikere er valgt til at varetage danskernes interesser. Det gør man ikke, når man giver EU større magt over danskerne og sender endnu flere af vores penge ud af landet. Det er dybt uacceptabelt, og derfor kommer vi i Nye Borgerlige til at stemme nej.

Kæmper for en folkeafstemning

Jeg lover, at vi kommer til at forsøge at få aftalen sendt til folkeafstemning. For den giver EU-Kommissionen mere magt. Den giver EU mulighed for i fremtiden at opkræve sine egne skatter. Og den giver EU lov til at udstede obligationer, som forpligter alle landene til at dække gælden ind for hinanden.

Det er ikke det, danskerne stemte ja til i 1972. Og det er heller ikke noget, danskerne siden hen har stemt ja til.

Det er faktisk så langt fra det EU, som politikerne lovede danskerne, at danskerne selvfølgelig skal spørges om, hvorvidt de er enige i, at vi mange år frem skal bindes til en milliardregning.

Jeg ønsker ikke, at vi skal være trælle i en europæisk føderation. Vi skal være frie borgere i vores eget, dejlige land. Frihandel og samarbejde er godt, men EU er en stadig tungere klods om benet på vores frie, trygge og velstående samfund.

BRANCHENYT
Læs også