Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

00'ernes nedskæringer har svækket vores økonomiske corona-beredskab

Det høres ofte, at statens væksthæmmende politik efter finanskrisen har muliggjort et resolut kriseberedskab under coronakrisen. Den såkaldte konsolideringspolitik har derimod svækket dansk økonomi og gjort os mindre forberedte på krisen.

Corona rammer verden

Har staten råd til de nuværende krisepakker – og hvad med udgifterne til ekspansiv finanspolitik, hvis krisen varer ved? Og skal staten skære i sine udgifter i dag for at have flere penge til rådighed til næste krise? Hvis du og jeg gerne vil have flere penge stående til uforudsete hændelser, må vi holde igen med udgifterne tidligere i livet.

Det samme indtryk kunne man få af statens økonomi ved at læse analysen af økonomiprofessorerne Torben M. Andersen og Michael Svarer i JP Finans (20.06.20): »Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise.«

Det første problem med denne sparelogik er, at den ikke gælder for stater med egen valuta, som ikke er afhængige af indtægter for at kunne afholde udgifter, som vi kender det fra husholdninger. Hvis der er ledig kapacitet i økonomien, har staten finansielt råderum til at sikre efterspørgsel, profit og beskæftigelse i den private sektor. Sparepolitikken er altså finansielt unødvendig. Vi har i Danmark frivilligt begrænset vores valutasuverænitet gennem fastkurspolitikken, men nyder alligevel helt andre finansielle frihedsgrader end eurozonelande.

I modsætning til i eurozonen kommer der i Danmark aldrig tvivl, om staten kan betale i landets anvendte valuta. Vi kommer derfor ikke i en mistillids-spiral, som visse eurolande gjorde efter finanskrisen. En negativ betalingsbalance kan dog skabe tvivl, om vi kan fastholde valutakursen – hvilket kan påkræve sparepolitik eller højere renter ved politisk at prioritere den valgte kurs over beskæftigelsen.

Stater med egen valuta kan sagtens have vedblivende underskud, som akkumulerer som borgernes formue i form af statsobligationer. Der er ikke noget som tilsiger, at gælden (altså borgernes formue) skal reduceres igen, hvilket de to økonomer også medgiver. De nærer dog en frygt for rentestigninger pga. høj gæld med henvisning til krisen i de sydeuropæiske eurolande, uden at nævne deres væsensforskellige valutasituation.

Det andet problem er, at sparelogikken ikke skaber en stærkere økonomi, men derimod en skrøbeligere og mindre produktiv økonomi. Som udsteder af landets valuta er det nemlig mest naturligt for stater at have underskud, da det forsyner økonomien med opsparing i landets valuta, så husholdninger og virksomheder har lyst til at forbruge og investere. De store finanspolitiske overskud i 00’erne var med til at frembringe finanskrisen ved at presse den private sektor i underskud og underminere opsvinget. Efter finanskrisen modarbejdede staten også opsvinget, men blev reddet af udlandets ekspansive finanspolitik.

Så snart finanssystemet var nogenlunde stabiliseret i 2009, bredte der sig en idé blandt økonomer og politikere om, at der skulle føres stram finanspolitik for ikke at ende som Grækenland (som i modsætning til Danmark ikke længere har egen valuta). »Regningen skal betales« skrev Det Økonomiske Råd skrev allerede i 2009 og lagde kimen til sparepolitikken i Genopretningspakken fra 2010 og SRSF-regeringsgrundlaget i 2011, som videreførte sparepolitikken.

Vi så konsekvensen herhjemme, hvor AKU-ledigheden (Arbejdsløse i Arbejdskraftsundersøgelsen) først begyndte at falde fra sit høje leje på 8 pct. i 2013. På trods af ’konsolideringspolitikken’ steg statsgælden ligeledes frem til 2014, da opsvinget begyndte. Danmark var dermed tilsmilet af ekspansiv finanspolitik i omverdenen og vores dygtige, innovative virksomheder, som kunne udnytte efterspørgslen i udlandet, mens vores egen finanspolitik svigtede økonomien. Resultatet blev en historisk langsom genopretning – og arbejdsløsheden nåede aldrig tilbage i nærheden af niveauet i 2008.

Sparepolitikken har sat sig varige skader i den danske produktive kapacitet – herunder i sundhedsvæsnet. Jesper Rangvid har beregnet, at vores velstandsniveau er reduceret permanent med 200 mia. kr. årligt., om end det hele ikke kan tilskrives vores egen finanspolitik. Hvis BNP i dag var 150 mia. kr. højere, ville en uændret andel af sundhedsvæsnet i økonomien (7,5 pct. i 2018) have medført 11 mia. kr. i ekstra kapacitet i det offentlige sundhedsvæsen i dag. Det kan altså påføre økonomien varige mén, hvis man forsøger at betale en regning, som ikke findes.

Hertil kommer, at sparementaliteten har begrænset beredskabet for smitsomme sygdomme gennem gentagne afslag på anmodninger fra Sundhedsstyrelsen, som DR har afdækket. Vi har stadig til gode at se, om vi også kommer til at fortryde salget af vaccinefabrikken, når en vaccine kan fremstilles.

Hvis man tror, at statslige besparelser i dag øger statens mulighed for et ”stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise”, ligger en problematisk, men logisk, konklusion lige for: Vi må igen sætte en kæp i hjulet på opsvinget, for at ’betale regningen’ og ’holde krudtet tørt’ til næste krise. Det var også budskabet for nyligt fra partilederne i blå blok. Vi skal være taknemmelige for, at udlandets ekspansive finanspolitik reddede vores økonomi i forrige krise, men også overveje grundigt, om vi tør satse på at blive reddet igen udefra.

Efter finanskrisen fik Obama mønstret en anseelig, men dog for lille, finanspolitisk stimuli, der kom Danmarks eksport til gode. På trods af en stor krisepakke kæmper den nuværende regering i skrivende stund med arbejdsløshed tæt på niveau med den store depression, fortsat ukontrolleret spredning af corona, handelskrig og social urolighed.

Kina har taget en mere tilbagelænet tilgang sammenlignet med finanskrisen. EU har planer om ikke at gentage sin langstrakte krise, men euroens konstruktion gør aktiv finanspolitik besværligt – det har nemlig aldrig været meningen. Den danske eksport er generelt konjunktur-robust, men industrien melder nu om ordretørke, hvilket i værste fald kan sætte fastkurspolitikken under pres i mangel på fremmed valuta. Automatreaktionen vil være en rentestigning, som vil sætte de forgældede danske husholdninger under pres i en giftig kombination med arbejdsløshed og insolvente virksomheder.

Vi står derfor over for nogle store valg, hvor spare-automatreaktionen kan være katastrofal. Vi må overveje at sige farvel til fastkurspolitikken, som de fleste andre udviklede lande tidligere har gjort, for at sikre vores lave renteniveau. Vi kan indføre en jobgaranti, så de mange arbejdsløse ikke mister arbejdsevner i takt med at deres potentiale spildes med lediggang. Det er især vigtigt for den stigende ungdomsarbejdsløshed.

Og vigtigst af alt må vi indstille glorificeringen af sparepolitikken i 00’erne og indse, at vores valutaudstedende stat ikke har brug for sparepolitik i dag for at have penge til rådighed i morgen. Jo mere ledig kapacitet, der er i økonomien, jo mere realøkonomisk råderum har den private sektor efterladt til staten. Derfor er corona-epidemien også en mulighed for at sætte turbo på den grønne omstilling, så vi får transformeret de strukturer, som gør vores forbrug og investeringer så skadelige for klima og miljø.

BRANCHENYT
Læs også