Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Rentestigning spøger: Hvem skal nu betale for krisen?

Coronakrisen har allerede kostet dyrt, men den endelige regning har vi stadig ikke set, skriver to tidligere overvismænd i denne kronik.

Corona rammer verden

Coronakrisen har udløst en dyb økonomisk krise, der også har stor effekt på de offentlige finanser. Faldende økonomisk aktivitet mindsker skatteindtægterne og øger udgifter til blandt andet arbejdsløshedsunderstøttelse. Hertil kommer udgifter til hjælpepakkerne og en række økonomiske initiativer.

Effekten på de offentlige finanser er stor. Finansministeriet skønner et underskud på 160 mia. kr. i 2020 svarende til godt 7 pct. af bruttonationalproduktet. Det skal ses i forhold til et overskud i 2019 på 85 mia. kr., og at der i december 2019 blev forventet et overskud på 60 mia. kr. Udfasning af hjælpepakkerne og fremgang i den økonomiske aktivitet betyder, at underskuddet i 2021 vurderes at blive på godt 40 mia. kr.

Selvom der er tale om en stor påvirkning af de offentlige finanser, er udgangspunktet for at håndtere situationen god. Underskuddene øger ganske vist den offentlige gæld, men det sker fra et lavt niveau. I kraft af en konsolideringspolitik var den offentlige gæld bragt ned på ca. 33 pct. af bruttonationalproduktet ved udgangen af 2019 – og lavere endnu, hvis man tager hensyn til, at det offentlige også har rentebærende aktiver.

Underskuddet på de offentlige finanser vil øge gælden til ca. 41 pct. af BNP i 2021. Før finanskrisen var det gennemsnitlige gældsniveau i EU næsten 80 pct. af BNP, selvom et centralt element i Euro-samarbejdet er en gældsgrænse på 60 pct. af BNP.

Danmark vil derfor, trods de store konsekvenser af coronakrisen for de offentlige finanser, fortsat være et af de EU-lande der har den laveste statsgæld. Et af argumenterne for at konsolidere de offentlige finanser har netop været at sikre en stødpude til sikring af handlemuligheder, hvis en krisesituation skulle opstå. Vi står nu i den situation, og derfor har der været mulighed for at lancere blandt andet udgiftskrævende hjælpepakker.

Endvidere kan den offentlige sektor låne til en lav rente. Derfor er rentebyrden af en øget gæld meget lav. Det er her helt afgørende, at der er tale om en midlertidig forværring af de offentlige finanser. De store økonomiske konsekvenser af coronakrisen kan så spredes over mange år.

Finansieringen af offentlig gæld adskiller sig fra privat gæld ved, at gælden ikke skal afvikles på et bestemt tidspunkt, da den i princippet kan ”rulles” frem i det uendelige. Hvis det som regneeksempel antages, at den relevante rente er f.eks. 1 pct. - hvilket er højt sat i forhold til det aktuelle renteniveau – vil et budgetunderskud på 5 pct. af BNP - svarende til ca. 110 mia. kr. – betyde en varig belastning af de offentlige finanser på 0,05 pct. af BNP, svarende til ca. 1,1 mia. kr.

Det aktuelle meget lave renteniveau kunne derfor lede til den konklusion, at det er ”gratis” for staten at gældsfinansiere udgifter. Det er en forhastet konklusion.

Nøgleordet er her ”midlertidig”. De finansielle konsekvenser af et midlertidigt underskud er overskueligt fordi konsekvenserne kan spredes over mange år. En permanent forringelse af de offentlige finanser er en helt anden sag, da det i sagens natur også vil kræve en permanent finansiering.

Derfor kan mulighederne for at håndtere et stort men midlertidigt underskud på de offentlige finanser ikke sammenlignes med politiske ønsker om varige forbedringer i velfærden eller reduktioner i skatterne. Sådanne ændringer vil kræve en én-til-én finansiering.

Den lave rente er en væsentlig del af argumentationen, og den skyldes særligt to forhold. For det første er det globale renteniveau lavt, og i Euro-området er renten på statsobligationer yderligere holdt nede af massive obligationsopkøb fra Den Europæiske Centralbank (ECB). For det andet er det danske rentespænd (forskellen i renten på danske statsobligationer og f.eks. tyske statsobligationer) lavt og for alle praktiske formål nul. Det afspejler en stor tillid til den danske fastkurspolitik, og dermed mere generelt den økonomiske politik i Danmark.

Det aktuelle meget lave renteniveau kunne derfor lede til den konklusion, at det er ”gratis” for staten at gældsfinansiere udgifter. Det er en forhastet konklusion. Den økonomiske politik kan ikke ukritisk tilrettelægges baseret på en forventning om, at renten fortsat vil være lav. På globalt plan er der store budgetunderskud og gældsakkumulering, og derfor er der et underliggende opadgående pres på renteniveauet. Hvornår og om det materialiserer sig er usikkert, men på lidt længere sigt er konsensusforventningerne, at renten bliver højere end det aktuelle niveau.

Hvis man akkumulerer en høj gæld baseret på en forventning om et permanent lavt renteniveau, bringer man sig i en meget sårbar position. Endvidere afhænger renteniveauet af gælden. Det var tydeligt under finanskrisen, hvor en række sydeuropæiske lande med høj statsgæld blevet fanget i en gældsfælde med stigende renter. I Danmarks tilfælde er der det ekstra aspekt, at den faste valutakurs forudsætter tillid og troværdighed til den økonomiske politik i Danmark. Hvor grænserne går for at udfordre denne tillid, er svært at fastlægge præcist, men ved stærkt stigende gæld, vil den blive udfordret.

Selvom der er plads i de offentlige finanser til at håndtere store, kortvarige underskud er det ikke ensbetydende med, at anvendelse af offentlige midler er omkostningsfri. Midlerne kunne anvendes på andre formål, og det bør altid vurderes, om det er bedre at anvende ressourcerne på gældsnedbringelse eller noget andet. Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise.

BRANCHENYT
Læs også