Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Samfundsøkonomi er en svær disciplin – også for topøkonomer

De tidligere overvismænd Michael Svarer og Torben M. Andersen fejlvurderer konsekvenserne af en voksende statsgæld i kølvandet på coronakrisen med argumenter, der hører hjemme i husholdningsøkonomien, mener professor Jesper Jespersen.

Corona rammer verden

Det er tankevækkende, at de to tidligere overvismænd Torben M. Andersen og Michael Svarer kan fremstille husholdningsøkonomiske argumenter som havende gyldighed, når det er statsbudgettet og samfundsøkonomien, der skal rådgives om. De konkluderer på Finans/JP den 20. juni uden at ryste på hånden:

»Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise«.

Dette ræsonnement gælder for en husholdning; men ikke for samfundsøkonomien, som den overordnede økonomiske politik netop skal – og kan - bidrage til at stabilisere. Et mindre offentligt forbrug eller investeringsniveau i dag, hvor coronakrisen hærger og har reduceret beskæftigelsen med 100.000 personer og hjemsendt andre 200.000 på løntilskud, vil med sikkerhed forværre krisen og dermed bidrage til at trække den i langdrag.

I Danmark såvel som i de øvrige EU-lande er der jo ingen grund til at trække krisen i langdrag, således som netop offentlige besparelser bidrog aktivt til i kølvandet på finanskrisen. Det har de fleste samfundsøkonomer dog lært af den efterfølgende langstrakte stagnation, at den blot cementerede gældsproblemerne i de lande, der blev pålagt en restriktiv sparepolitik.

Den fejl, som husholdningsøkonomerne begår, er, at de analyserer den offentlige sektor isoleret fra resten af samfundsøkonomien, navnlig uafhængigt af ubalancer i den private sektor (arbejdsløshed) og i handlen med udlandet (betalingsbalancen).

Tillad mig at anskueliggøre fejlen ved at gengive nogle tal for Japan og Tyskland. Det mest ekstreme er japansk økonomi, hvor statsgælden er på ikke mindre end 230 pct. af BNP (den danske er 40 pct. af BNP). Japan har – bortset fra Schweiz – haft den markant laveste rente af samtlige OECD-lande lige siden begyndelsen af 1990’erne. Altså ikke noget forbigående fænomen.

Der kan på dette område tegnes et tilsvarende billede for Tyskland, der igennem den samme periode har haft en offentlig gæld på mere end de tilladte 60 pct. af BNP; men alligevel har Tyskland haft EU’s laveste renteniveau (i øvrigt tæt fulgt af Danmark), og uanset at D-marken blev opgivet i 1999.

Hvad har Japan, Tyskland og Danmark tilfælles? Velfærdsstaten? Betydeligt skattetryk? Begrænset ulighed i indkomster og formuer? Nej, vel! Der er derimod én fælles parameter: Et permanent og ganske betydeligt overskud på betalingsbalancen. Alle tre lande har en bomstærk betalingsbalance og en stor, ja, meget stor, udlandsformue, der om noget skaber tillid til de pågældende landes kreditværdighed.

Konsekvenserne af en voksende statsgæld fejlvurderes derfor, hvis den bogholderimæssigt modsvarende private (finansielle) formue ikke inddrages i analysen. Hvad er modstykket i Japan og Tyskland til de store overskud på betalingsbalancen over for udlandet? Hertil er det bogholderimæssige svar, hvorom der ikke kan diskuteres, at det må være en opsparing, der overstiger de (reale) investeringer – hvilket ikke er uproblematisk.

Disse lande har med andre ord internt et opsparingsoverskud. Der investeres simpelthen for lidt, navnlig i den private sektor. Dette opsparingsoverskud er med til at presse renten ned. Men selv med et lavt renteniveau er der et gab mellem opsparing og reale investeringer i den private sektor. Dette gab kan staten med fordel udfylde ved at underbudgettere.

Hvis staten derimod i denne situation begynder at spare, presses den reale samfundsøkonomiske aktivitet ned, hvilket blot forlænger den økonomiske krise og øger arbejdsløsheden yderligere.

Den husholdningsøkonomiske analyse af at spare på de offentlige budgetter bliver simpelthen vildledende, så længe der er en betydelig national overopsparing. Den offentlige og den private sektor bør analyseres under ét og med inddragelse af betalingsbalancen over for udlandet.

Men, tilbage til dansk økonomi og vismændenes advarsel mod at forøge statsgælden.

Hvorfor stiger arbejdsløsheden stejlt i disse og kommende måneder? Fordi de danske (og udenlandske) husholdninger billedlig talt sidder på pengene. Det private forbrug er styrtdykket, hvilket har gjort virksomhederne usikre på fremtiden, hvorfor de har annulleret en stribe investeringsprojekter. Den private overopsparing er med andre ord steget markant og modsvares af en faldende beskæftigelse. Staten har midlertidigt holdt hånden under den private sektor gennem dagpenge og kontanthjælp til de ledige og løntilskud til de hjemsendte – tak for det; men dette skulle nødig blive til en permanent tilstand.

Her åbner der sig heldigvis forskellige muligheder for at nedbringe husholdningernes opsparingsoverskud. Forslaget om at udbetale de indefrosne feriepenge, der ellers skulle have været sparet op til pension, giver absolut mening. Men er en usikker strategi; for ingen ved, om danskerne nu også vil bruge disse penge – og i givet fald til hvad? Der er en risiko for, at de bliver sparet op, eller måske værre brugt på en ny benzindreven bil.

I det perspektiv ville det være mere målrettet, hvis staten (og kommunerne) satte turbo på den grønne omstilling. Det kunne bidrage til at ’aktivere’ noget af den private overopsparing f.eks. gennem salg af ’grønne obligationer’, hvor provenuet simpelthen blev øremærket til grønne investeringer. Det ville mindske den samlede danske overopsparing, mindske arbejdsløsheden og bidrage til en bæredygtig udvikling.

Tilsvarende ville det øge statsgælden; men hvad er alternativet: Stagnation. Så længe denne politik ikke bringer betalingsbalancen i underskud, er det jo den indenlandske opsparing, der aktiveres, samtidig med at antallet af vindmøller øges, oliefyr erstattes med jordvarme, dieseltog og benzinbiler skulle gerne erstattes med eldrevne køretøjer og muligvis et mere miljøvenligt landbrug kunne finansieres. Danskerne ville i så fald få nogle blivende værdier ud af deres (pensions)opsparing og af krisen!

Men det kræver en rådgivning baseret på samfundsøkonomiske analyser, hvilket jeg egentlig havde forventet fra to så højt profilerede økonomer.

BRANCHENYT
Læs også