Debat

Her er Anne. Anne er dum som en dør

Advarsel – stærke billeder: Miljøstyrelsen lærer nu danskerne at skrotte deres bil forsvarligt.

Du skal snart møde Anne. Anne er dum. Men Anne kan ikke gøre for det. Da Anne gik på Mejsestuen lærte hun at slukke for den del af hjernen, der tænker over, om noget, som en pædagog siger, er rigtigt eller noget vrøvl. Pædagoger dækker i Annes verden over mange slags mennesker. For eksempel tandtrådsinstruktører, jobvejledere, HR-konsulenter og offentligt ansatte, der giver råd om skrotning af biler. Anne gør som pædagogen siger. Det har hun lært på Mejsestuen.

Nå. Anne ved – og det er her, at man første gang fornemmer, at der bor en 12 tals-pige i Anne – at der i Danmark findes en ordning, der sikrer ”miljømæssig forsvarlig skrotning af biler”. Ordningen synes Anne er enkel og ligetil. Først skal man nemlig gå på borger.dk og finde en liste over ”godkendte autoophuggere”. Så skal man logge på med Nem-ID. Så skal man udfylde og klikke sig gennem otte forskellige felter. Så skal man…

Miljøstyrelsens animationsfilm om skrotning illustrerer, hvad der kan ske, hvis en offentlig myndighed antager, at borgerne er, som den selv er.

Det er Miljøstyrelsen, der har opfundet ”Anne”. Figuren Anne guider i en animationsfilm med plingelingmusik danskerne gennem skrotning af biler. Enkelt og ligetil. Efter Anne-standard. Se selv filmen. Klik på linket eller søg på Miljøstyrelsen og derefter på Regler for skrotningsgodtgørelse.

Figuren ”Anne” er interessant, og så er det sagt på jysk. I filmen er hun en slank kvinde i vest og jeans, der prioriterer miljø over privatøkonomi, er fremtidsorienteret og digitalt stærk. Hvilken type kvinde kan figuren ”Anne” mon være modelleret over? Tænke, tænke - en dagplejemor eller en fuldmægtig i staten? For eksempel Miljøstyrelsen? Av. Den var svær.

Figuren Anne er også interessant for sit bilvalg. Ifølge Miljøministeriets instruktionsfilm har Anne kørt i en Citroen C5, 3,0, V6 Aut. Det svarer til at have bourgogne med i sin røde drikkedunk på Mejsestuen. Fybab. Godt at staten digitalt kan anvise en ”godkendt autoophugger”. For Anne kører i en bil, der er en flyvende fuckfinger til Miljøstyrelsen og andre af verdens pædagoger. 10 kilometer på en liter benzin. Et stort lokum med alt i udstyr. Godt at Anne nu vil have sin gamle franske bil skrottet og hæve sin skrotpræmie. På 2200 kroner. Statsligt fastsat.

Miljøstyrelsens animationsfilm om skrotning illustrerer, hvad der kan ske, hvis en offentlig myndighed antager, at borgerne er, som den selv er. At borgerne tænker, handler og lever som veluddannede, miljøbevidste, digitalt stærke fuldmægtige. Over det billede modelleres ”Anne”.

Problemet er, at mennesker, der kører i et vrag med rust i skærmkanterne måske ikke tænker som en fuldmægtig i Miljøstyrelsen. De har lidt større problemer at slås med i hverdagen, end om en autoophugger sørger for at separere bremsevæske fra hydraulikolie, inden han kvadrer deres Citroen fra 2004. De vil hellere brække en finger end prøve at stave sig gennem en skrotningsmanual på borger.dk. Hvis de kan stave. De har ikke en økonomi, hvor det er lige meget, om man får 2200 kroner i skrotpræmie med papir og kvittering pr. digital post. Eller 5000 kroner i hånden. Fisket op af en tegnebog. Fordi penge er penge. Punktum.

Problemet er også, at Miljøstyrelsen udnævner borgerne til at være politibetjente. Anne er på. 100 pct. Hun tager med fornøjelse på svømmetur i det digitale ocean for at sikre sig, at hendes franske miljømonster bliver skrottet af en ”godkendt autoophugger”, der har statens øjne i nakken, og udbetaler 2200 kroner pr. enhed. Siden Mejsestuen har Anne gjort, hvad pædagogerne sagde. Herunder at være pædagogernes forlængede arm og politibetjent. Det tænker hun ikke over, og har ikke gjort det siden hun var fire år gammel.

Men falder det Miljøstyrelsen ind, at man også kunne tænke på en anden måde? Hvis Miljøstyrelsen har konstateret, at visse autoophuggere er nogle miljøsvin, så gør dog noget ved det. Lav uanmeldte kontroller, stik store bøder ud, få ministeren op i omdrejninger. Gør noget. Hvorfor skal ressourcesvage danskere med rustne biler tage ansvar for, at miljøsynderne standses?

Fra deres perspektiv er Anne dum. Dum som en dør. Hun hopper med på at gøre de ting, som pædagogerne beder hende om inden skrotningen, ikke mindst digitalt. Så får hun 2200 kroner for sin bil hos autoophuggeren. Hvis hun i stedet ringer lidt rundt, kører hen til den autoophugger, der kom med det bedste tilbud, og siger ”Befri mig for blikdåsen”, kan hun måske få det dobbelte. Eller mere.

Eller som Miljøstyrelsen advarer danskerne mod i en anden video om skrotning: Tag ikke mod det bedste tilbud. Så er der snyd med i spillet. Tja. Hvis man har gået på Mejsestuen og er ansat i Miljøstyrelsen, er der nok ingen tvivl.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også