Serier

En ustabil verden kræver øget modstandskraft i byggeriet

Klimaforandringer, sundhed og større fokus på at undgå ulykker tvinger byggebranchen til at begyndte at gentænke gamle vaner.

Corona rammer verden

Tiden kalder på nytænkning. I en verden, som kan synes mere og mere kaotisk – ikke mindst midt i en covid-19 tid – er resiliens et begreb, vi bør se nærmere på – også når det gælder vores bygninger.

Resiliens er evnen til at genvinde fodfæstet efter en forstyrrelse, et stød eller et pres. Det er evnen til at agere smidigt og navigere behændigt i et risikolandskab i forandring, og hvor der konstant opstår nye muligheder og nye farer – og fortsat være modstandsdygtig. Det er interessant at overføre dette perspektiv, til en bygge- og anlægsbranche.

Ved at tænke i resiliens, kan vi skabe bygninger og samfund, der er modstandsdygtige overfor forskellige kriser og udfordringer - fra covid-19 til klimaforandringer og økonomiske kriser. Vi tilbringer 90 pct. af vores tid i bygninger, og dermed danner disse en tydelig ramme om vores liv, både som bolig, når vi går på arbejde, går i skole, er på institutioner, er på hospitalet, går i butikker, på cafeer, i teatret og ikke mindst i en lockdown-situation, hvor vi ikke går nogle steder.

Samtidig hører vi i stigende omfang om folk, der bliver syge af deres bolig, fordi der er fugt og skimmel, eller fordi der er afgasning af sundhedsskadelige stoffer. Vi hører også om træk, store varmeregninger, huller i taget, og oversvømmelser, der giver vand i kælderen. Senest var der en ulykke med en altan, der faldt ned, hvor flere unge mennesker kom til skade. Intet i denne opremsning er desværre engangshændelser.

Vi hører også dagligt, at der er pres på for, at vi skal tænke på klimaet, også i forhold til bygninger. De kedelige tal, som vi efterhånden kan udenad, hvor 40 pct. af Danmarks energiforbrug bruges i bygninger, 20 pct. af Danmarks CO2-udledning kommer fra energiforbruget i vores bygninger, og 10 pct. af Danmarks CO2-udledning stammer fra byggematerialer og fra processerne med at bygge, renovere og vedligeholde, taler deres tydelige sprog – der er nok at tage fat på i forhold til bygninger!

Udfordringerne ved at designe, bygge, drifte og vedligeholde bygninger bliver kun større for hver dag, der går. Og vi skal tænke os godt om. For lykkes vi ikke med at indtænke alle ovennævnte aspekter i hele levetiden for bygninger, bliver omkostningerne enorme, huslejen stiger, og vi risikerer at komme ind i en dårlig spiral, hvor problemerne og omkostningerne bliver større for hver dag, der går. Kan en løsning være, at vi bliver bedre til at tænke langt mere i at skabe resiliente bygninger?

Resiliens er at udvise rettidig omhu og at tilpasse sig. Det kan vi gøre ved at bygge og vedligeholde bygninger, hvor der tages hensyn til øgede regnvandsmængder og skybrud. At bygninger nedbrydes over tid og kræver vedligehold, at materialevalg og bygningsdesign har indflydelse på CO2-regnskabet. At have fokus på hvor sunde bygninger er, og på, at brugen af bygninger kan ændre sig over tid - f.eks. i forhold til, hvor mange mennesker, der bor i en bygning, og at den måske skifter funktion over tid. At søge resiliente løsninger, er at søge mod at håndtere øget ustabilitet – også i byggeriet.

Men hvorfor sker det ikke i dag i? Hvorfor tænker vi ikke resilient, så vi minimerer omfanget af problemer og ulykker? Mangler vi viden? Er budgetterne for pressede? Mangler der regulering? Er vores byggeskik ikke fulgt med klimaændringerne? Eller er vi som brugere af bygninger ligeglade? Svaret er nok, at det er en kombination af alle de nævnte forhold.

Ser vi på viden alene, er der rigtig meget rådighed, som ikke bliver brugt. Og som en af de aktører, der udvikler og formidler viden til byggebranchen, har vi på Teknologisk Institut naturligvis et medansvar for, at formidlingen sker på en måde, så budskabet kommer ud til målgruppen på en forståelig måde.

Men der mangler også viden. Det gælder f.eks. i forhold til byggematerialer og bygninger, der reducerer CO2-udledningen og ressourceforbruget, optimerer indeklimaet og øger levetiden. Der mangler også metoder til, på en mere intelligent og omkostningseffektiv måde, at overvåge og holde øje med tilstanden af bygninger - f.eks. om en altan står overfor reparation. Endelig mangler der en opdateret byggeskik, der tager højde for klimaændringer med mere vand og fugt. Dette kalder på forskning og udvikling i tæt samarbejde mellem videninstitutioner og virksomheder.

I forhold til udfordringen med pressede budgetter må man formode, at det med rettidig omhu ikke vil kræve øgede budgetter at designe, udføre, drifte og vedligeholde mere modstandsdygtige bygninger. De pressede budgetter kommer til dels af, at vi først handler, når et problem er opstået, eller når tilstanden af en bygning for alvor er degraderet. Her er totalværdi og livscyklusanalyser værktøjer, der kan hjælpe med til at optimere og reducere omkostningerne og ikke kun suboptimere og lave brandslukning.

Når det gælder regulering, kan krav og lovgivning være fint som supplement til viden og almindelig sund fornuft. Byggeriet er i forvejen underlagt regulering både fra EU og nationalt. Der er en hårfin balance mellem at skabe mere regulering og give frihed til innovation og til metodefrihed.

Der er f.eks. flere, der foreslår kontrol af altaner efter den seneste ulykke, og det er måske en vej at gå. Parallellen til service og bilsyn er logisk. Men igen skal vi finde balancen, så vi ikke øger omkostningerne unødigt og fratager bygningsejere og -administratorer, rådgivere og entreprenører muligheden for selv at tænke sig om og tilrettelægge arbejdet med at holde bygninger vedlige.

Og så er der byggeskikken. Vores klima er i forandring, og Danmark udfordres af bl.a. massiv og mere vedvarende nedbør. I Danmark er ca. 468.000 bygninger i direkte fare ved ekstreme vejrhændelser, og disse bygninger alene udgør en værdi på kr. 205 milliarder.

Dertil kommer 355.000 bevaringsvurderede og 9.000 fredede bygninger, som kræver særlige indsatser. Det alene efterlader et tydeligt behov for en decideret klimaomstilling med en klimatilpasset byggeskik. Vi kan ikke gøre, som vi plejer – vi bliver nødt til at tage højde for det nye klima – også i vores byggeskik skal vi tænke i resiliens.

Endelig er der os alle som forbrugere, som bygningsejere og bygningsbrugere. Vi har også et ansvar. Det kan vi f.eks. tage ved at stille krav og spørgsmål om f.eks. dokumentation af bæredygtighed, energiklasser, bæredygtighedsklasser, når vi køber og lejer materialer og bygninger.

Vi kan også være med til at sikre modstandskraften ved at reagere hurtigt på problemer i bygninger, hvis der f.eks. er udfældninger og afskalninger ved altanen, hvis der er skimmel i bygningen og så videre. I sidste ende har vi en stor rolle i at sikre rettidig omhu ved vedligehold af bygninger som ejere og brugere af dem.

Resiliens handler om at gennemføre grundlæggende ændringer! Og med ovennævnte in mente er det netop grundlæggende ændringer byggebranchen har brug for. At tænkte resilient er ikke blot et strategisk valg eller en tilgang, det er en præmis, hvis vi skal lykkes med at skabe sunde, holdbare, agile, modstandsdygtige og klimabevidste bygninger fremover.

Hvis ikke covid-19, som har udfordret samfundsøkonomien og økonomien for den enkelte virksomhed og mange enkeltpersoner, er bevis nok for, at vi skal agere og omstille - ja så ved jeg ikke, hvad er. Med en resilient omstilling af byggeriet, vil vi nemlig være meget bedre rustede til at håndtere det, når det næste skybrud vælter ned, eller når den næste pandemi står for døren – for det er kun et spørgsmål om tid. Jeg syne, at vi skal bruge den tid fornuftigt!

Læs også