Serier

Hvis bankerne skal betale for tidlig pension, ender regningen hos dig selv

Vælger regeringen at lade finanssektoren beskatte yderligere for at finansiere en tilbagetrækningsreform, vil regningen selvfølgelig ramme såvel kunder som aktionærer i de finansielle virksomheder.

Corona rammer verden

Den nuværende regering har faktisk klaret sig ganske udmærket på mange punkter, godt hjulpet af en rimelig og fornuftig håndtering af covid-19. Regeringen har efter min opfattelse fået berettiget ros for denne håndtering, men jeg frygter dog, at det ”indvundne” momentum anvendes til at få nogle væsensforskellige politiske initiativer igennem.

Initiativer, som grundlæggende kommer til at betyde en dyrere hverdag for hver eneste af os. Det er sådan set ok, at vores hverdag bliver dyrere, men det er ikke i orden, hvis regeringen vil argumentere for, at finansieringen kommer fra en bestemt type virksomheder og at denne finansiering ikke vil ramme borgerne som en ekstra udgift.

Som et af valgløfterne blev der introduceret en tilbagetrækningsreform. Sigtet med denne reform er noget, de allerfleste af os kan gå ind for, men det er ikke blevet diskuteret, om vi i det hele taget har råd til denne reform.

Det er blot kækt blevet fremført, at vi lader ”bankerne” betale, idet det er blevet hævdet, at det både er ret og rimeligt. Dette formodentlig med det sigte at få den almindelige borger til at få den forståelse, at det skal jeg ikke være med til at betale for, fordi det alene er ”bankernes” udgift.

Der er ingen tvivl om, at den finansielle sektor op til finanskrisen i 2008 havde udvist et overmod og en manglende omtanke, som nok var hovedårsagen til finanskrisen. Der er nok ikke nogen, der vil hævde, at netop den danske finansielle sektor var grund til den globale finanskrise! Den danske finanssektors fejl og mangler blev undersøgt og påpeget i f.eks. Rangvid-rapporten fra 2013.

I de senere år har finanssektoren overalt i verden haft fokus på, at sektoren ikke skulle lade sig udnytte til skattesnyd, hvidvask og anden økonomisk kriminalitet. Og desværre har også en enkel dansk bank udmærket sig i ikke at have haft godt nok styr på såvel kontrol

Men det duer ikke at dæmonisere en hel branche, der er rigtig vigtig for, at danske virksomheder kan innovere og finansiere sig for at stå stærkt i kampen om attraktive kunder overalt i verden. Lønmodtagere i Danmark har også i masser af år nydt godt af, at vi i Danmark har en finanssektor, der på effektiv vis formår at finansiere boliger og lån til forbrug.

Jeg tror ikke, at der er nogen branche i noget land, der er perfekt, og det er den danske finanssektor heller ikke. I mere end 20 år har jeg fulgt denne sektor rigtig tæt. Der er min vurdering, at denne sektor rigtig gerne vil være så ”perfekt” som muligt, og som følge deraf investeres og anvendes der meget store summer på forebyggelse og efterlevelse af regler og love, for såvel de finansielle virksomheder selv som deres kunder.

I 2019 havde jeg mulighed for at deltage i Finans Danmarks Hvidvask-Taskforce under kyndig ledelse af professor Linda Nielsen, Københavns Universitet, og fik i den anledning god mulighed for at vurdere finanssektorens bestræbelser og indsatser mod hvidvask og imødegåelse af skattesnyd. Og jeg kan oplyse læserne om, at finanssektoren bruger betragtelige summer på overvågning, afklaring, opsporing og underretning af bagmandspolitiet,

SØIK. Der er ikke andre end alle os, som i et eller andet omfang er kunder hos en finansiel institution, til at betale disse meget betragtelige omkostninger til overvågning og rapportering/underretning.

Når der afholdes udgifter i den størrelsesorden, som sektoren gør i dag for at være med til at sikre, at vi alle ikke bliver snydt af dem, som vil snyde fællesskabet, er det efter min opfattelse ud fra en klar forudsætning om, at dem (SØIK) som modtager de mange underretninger om mulig skatteunddragelse og hvidvask, også rent faktisk seriøst anvender disse underretninger.

Sidste år foretog sektoren flere end 35.000 underretninger til SØIK.

Jeg bliver i mit arbejde næsten dagligt mindet om, at sektoren føler, at der ikke i tilstrækkeligt omfang bliver fulgt op på disse underretninger.

Jeg vurderer, at de fleste læsere er enige med mig i, at det ikke er acceptabelt, at der ikke følges op i tilstrækkelig grad, for en effektiv opfølgning vil ikke alene betyde flere indtægter i vores fælles kasser, det vil også sikre en ”level playing field” for vores erhvervsliv og borgere generelt.

Hvis myndighederne i tilstrækkeligt omfang ville anvende sektorens underretninger, er jeg overbevist om, at anvendelsen i løbet af ganske ganske kort tid vil sikre merprovenu til statskassen, der sagtens kunne finansiere tilbagetrækningensreformen, som den er fremlagt (1,5–3 mia. kr.).

Danske finansielle institutioner er i meget stort omfang ejet af borgerne, ofte enten som kunder i en bank eller forsikringsselskab, men også i meget stort omfang igennem vores pensionsordninger.

Vælger regeringen at lade finanssektoren beskatte yderligere, blot fordi man synes det er rimeligt, vil regningen selvfølgelig ramme såvel kunder som aktionærer hos/i finansvirksomhederne, hvilket egentlig blot vil være udtryk for en ekstra skat for alle her i Danmark. Denne skat vil givet ramme de virksomheder og borgere, som har den svageste forhandlingskraft, sådan er det i en markedsøkonomi.

Ofte har vi hørt udtrykket ”samfundskontrakt” anvendt, dette ord buges mest om den oplagte forpligtelse, som finansvirksomheder har til at være med til at indrapportere mistanke om ”fup og fidus”. Der er sågar politikere der frejdigt har udtalt, at den og den virksomhed ikke har opfyldt samfundskontrakten? Til disse sidste må jeg blot anføre at samfundet (staten) på ingen måde i tilstrækkeligt omfang har gjort sig umage nok for at opfylde sin del af kontrakten. Opfølgning på de underretninger, som indgår hos SØIK, er stadig for ringe og store mulige skatteprovenuer forpasses.

En aktiv og målrettet anvendelse af underretningerne ville på fornem vis sikre, at stadig flere og flere virksomheder og borgere betalte den skat, som nu engang er aftalt, der skal betales. Ingen ville skulle betale ekstra for implementering og idriftsætning af tilbagetrækningsreformen, og man ville efter min bedste vurdering hurtigt få et merprovenu, der kan finansiere reformen.

Vælger regeringen derimod at udskrive en ekstraskat til finanssektoren, er vi alle tabere, da vi i stedet får en finanssektor med et højere omkostningsniveau, som vi alle skal være med til at betale på en eller anden måde, og i dette tilfælde kunne der lige så godt være udskrevet en ekstraskat til os alle.

Vi risikerer også at kløgtige danske virksomheder og borgere vælger at lade sig betjene af ikke-dansk domicilerede finansvirksomheder, der i et særskatscenarie vil få nemmere ved at tilkæmpe sig markedsandele hos danske virksomheder og borgere.

Selvfølgelig fordrer fornuftige politiske initiativer en fornuftig finansiering, og i dette tilfælde kan politikerne skabe den selv ved at følge op og dimensionere myndighederne, så der kan følges op på de alt for mange indberetninger som finanssektoren står for.

Finanssektoren har fået sin dummebøde for fortidens synder, idet den nu selv finansierer sin del af samfundskontrakten. Politikerne kan blot ”bøje sig ned” og samle provenuet op, uden at genere andre end dem som snyder i dag, med det formål, at de ikke snyder i morgen.

BRANCHENYT
Læs også