Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kønnet står i vejen for debatten om kulturen på arbejdspladsen

Vi holder krampagtigt fast i at debattere køn, og det er en blindgyde. For ligestilling handler om menneskers muligheder, arbejdskulturer handler om handlinger, og kvoter i bestyrelser handler om kompetencer. Det har i virkeligheden intet med køn at gøre.

Skal vi ud af blindgyden i kønsdebatten, må vi tale om de kompetencer, ord og handlinger som vi i mange år har overset som værdifulde. Så lad os nu fjerne kønnet fra debatten – hele kønsdebatten - og sætte perspektiv på det, der i virkeligheden er væsentligt.

Og lad os bare starte der, hvor debatten raser lige nu.

Det er jo ikke fordi, vi ikke har set bare maver, underbukser eller kønsorganer i Zulu’s Comedy Galla før. Så hvis vi rykker fokus fra køn til handling, behøver vi ikke bruge mere spalteplads på den sag. Der er intet nyt under solen.

Fjerner vi kønnet fra sexchikane-debatten, bliver den straks mere interessant. For vi kan vel alle godt blive enige om, at det er handlingen vi skal til livs. Det er tiltaleformer og fokus, der skal rettes op. Alle på tv skal være lige ”fuckable” – eller mediebranchen skal vurdere, om det overhovedet bør være et eftertragtet kriterie for god journalistik.

Skal man kunne sutte sig vej op i systemet, bør det gælde for alle. Ellers må ledelsen overveje, om det overhovedet skal være en mulighed, og melde den slags klart ud. De behøver egentlig ikke forholde sig til, om der er sexisme på arbejdspladsen, men derimod forholde sig til, hvilken kultur de gerne vil have, og hvilke kompetencer, ord og handlinger, der skal til for at skabe den. Og hvad der dermed skal ud.

Alle involverede journalister i sexchikane bør være lige inhabile til at dække emnet. Og pludselig giver det mystiske krav mening, for ledelsen har dermed givet sig selv til opgave at finde ud af, hvem de involverede er.

Når vi taler om kvoter i bestyrelser, bliver det også langt mere interessant at tale om kompetencer i stedet for køn. For de kompetencer, der er mangelfulde de fleste steder, er blandt andet evnen til at agere i diverse grupperinger, hvor flere perspektiver kommer til orde, med mere fokus på en langsigtet, holistisk proces end et kortsigtet resultat. Når de mangelfulde kompetencer og nye perspektiver blandes med dem, der allerede er masser af, er det magien opstår.

Fjerner vi kønnet fra kvote-debatten, vil den pille, der kan være svær at sluge for mange - at kvinder vælges over kompetencer - ryge ud med badevandet. Vi kan derimod indføre kompetence-kvoter til bestyrelser, såsom evnen til at skabe medarbejdertrivsel, inkluderende langsigtede processer, holistiske tilgange og evnen til at lytte empatisk og engagerende. Det kan sagtens både måles og bevises i tråd med alle andre kompetencer.

Ovenstående kompetencer er blandt dem, der betragtes som ’feminine’, selvom de egentlig også kan være fremtrædende hos mænd, ifølge hjerneforskeren Daphna Joel. Igen har kønsdefinitionerne ført os ind i en blindgyde, som Daphna Joel åbner op for med en invitation til at tænke over opdragelse og sociale kodeks.

At holde fast i kønnet i ligestillingsdebatten, sexismedebatten eller i kvote-debatten er spild af tid. Vi skal videre.

Det væsentlige spørgsmål, der får os videre, er, hvilke kompetencer vi ønsker at fremmane i vores arbejdskulturer - og i livet generelt. Og hvilke ord og handlinger vi derefter tror, der skal til, for at skabe den kultur og det liv, vi gerne vil have.

Det er konkret. Det er målbart. Og alle i organisationen ved, hvad der forventes tirsdag morgen kl 10.

Så lad os nu fjerne kønnet fra kønsdebatten. Lad os fokusere på de kompetencer, ord og handlinger, der skal til for at skabe det, vi gerne vil. Så bliver kravene lige for alle. Vi skal alle være lige ”fuckable” - eller slet ikke, lige inhabile - eller slet ikke og sutte os til forfremmelser - eller slet ikke.

Det er hverken maskulint eller feminint. Det er god forretning.

BRANCHENYT
Læs også