Er holdbare offentlige finanser i strid med naturen?
Der er stærke politiske incitamenter til at overgældsætte et moderne demokrati. Er mange års reformer ved at blive afløst af fornyet svækkelse af finanserne?
Er det naturstridigt at have holdbare offentlige finanser i et moderne demokrati? Ikke helt – for Danmark er et af ganske vist få lande, som har endda ”overholdbare” finanser. Men det kan godt være i strid med grundlæggende politiske incitamenter at have det særlig længe ad gangen.
Finanspolitisk holdbarhed handler basalt set om, hvordan regninger fordeles mellem generationer. Teknisk set er holdbarhed, at et land kan køre videre med uændret politik, uden at den offentlige gæld på et tidspunkt vil eksplodere. Altså hvis kommende generationer kan føre omtrent samme politik som de nuværende.
Manglende holdbarhed er ikke det samme som akut statsbankerot. Det handler mere om, at senere generationer må gennemføre stramninger for at undgå, at det ender med bankerot.
Enkelte økonomer var tidligt i efterkrigstiden opmærksomme på, hvad fri adgang for politikerne til at optage gæld og indføre ikke-fondsbaserede sociale ordninger ville ende med: Der ville opstå en konkurrence om de nutidige vælgeres gunst på bekostning af de fremtidige, som ikke havde stemmeret endnu.
I Danmark førte den voldsomme udbygning af velfærdsstaten i 60’erne allerede til faretruende statsgæld i 70’erne. Siden har hver eneste regering fra 1982 og indtil Frederiksen måttet reformere og konsolidere.
Men den politiske fristelse til at gældsætte sig eksisterer stadig. Det er måske derfor, regeringen er begyndt igen at slække på udgiftspolitikken. Samtidig er dens støttepartier begyndt at ryste på hånden, efterhånden som den levetidsbaserede forhøjelse af pensionsalderen nærmer sig. Indekseringen bidrager væsentligt til holdbarhed. Coronakrisen svækker naturligvis finanserne, men førte også hurtigt til politisk konkurrence om at bruge penge.
Hvad er læren?
For det første er det uklogt at få puget for mange penge sammen – altså ligefrem overholdbare finanser. Især ikke når det som under Løkke I-regeringen bl.a. blev finansieret med skatteforhøjelser. Da Løkke-II ville lempe beskatningen igen, blev det blokeret af DF, som hellere deltog i udgiftspolitisk konkurrence.
For det andet bør holdbarheden sikres primært med reformer, som ikke involverer offentlig opsparing. Holdbarheden er f.eks. meget bedre sikret med opbygningen af arbejdsmarkedspensioner, end hvis folkepensionen var blevet fondsbaseret.
Og for det tredje bør vi vælgere ikke have for kort hukommelse, når politikerne konkurrerer om vores gunst med kommende generationers penge. Som bl.a. 60- og 70’erne viste, kan konkurrencen blive så intensiv, at regningen ankommer før forventet.
Otto Brøns-Petersen