Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Er vi ved at tabe Danmarks næste væksteventyr på gulvet?

Mens landene omkring os investerer milliarder i fremtidens kvanteteknologi, er Danmark slet ikke kommet i gang. Og det er på trods af, at vi har en førerposition på flere områder indenfor dette felt.

1,1 mia. kr., 1,2 mia. kr., 1,2 mia. kr. og 2,1 mia. kr. Det er de beløb det offentlige i 2019 brugte på en strategisk opbygning af en kvantesektor i henholdsvis Holland, England, Tyskland og Frankrig.

Tal der dog blegner, hvis man ser på, hvad Rusland, USA og Kina investerer i kvanteteknologi, men som samtidig er enorme tal, hvis man kigger på det danske fokus og offentlige investeringer i området. I Danmark er vi knap nok gået i gang. Men hvorfor skal Danmark også investere i kvanteteknologi, kunne man spørge? Har vi ikke nok markedspotentiale i f.eks. vindmøller og medicin?

Sandheden er, at vi står for enden af en teknologisk tidsalder. De eksisterende processorer i computerne, sensorerne i medicinsk udstyr og de grønne teknologier, har på mange måder nået deres maksimum. De kan ganske enkelt ikke blive meget mere effektive eller mindre.

Det er en kæmpe udfordring, når verden samtidig udvikler sig så hurtigt både demografisk og teknologisk, som den gør.

Ligesom hulkortet og VHS-bånd i sin tid måtte lade livet til fordel for dataprocessorer og streaming-tjenester, fordi de teknologisk ikke kunne følge med behovet - så står vi igen overfor et uundgåeligt men tektonisk skifte i teknologien.

Den 2. kvanterevolution

Kvanteteknologi er ikke noget nyt, faktisk er meget af den teknologi, vi anvender i dag, som smartphones, laser, computer chips og GPS baseret på innovation fra kvanteteori fra 1950érne.

Den 2. kvanterevolution, som vi er på vej ind i nu, giver os mulighed for at trykke endnu mere på speederen i vores teknologiske udvikling. Eksempelvis når vi skal nå vores 70 pct. reduktionsmål af CO2 i 2030.

Et skifte til kvanteteknologi er allerede i gang, og der er ingen tvivl om, at det bliver universets mindste bestanddele, der kommer til at definere vores fremtid.

For med kvanteteknologi kan vi simulere vindmølle-flows, optimering af trafikken i byerne, og ikke mindst medicin og vacciner. Vi kan skabe ubrydelig kryptering i vores 5G-netværk og vores smartphones, hvilket Samsung allerede har benyttet sig af i en deres nyeste modeller.

Et skifte til kvanteteknologi er allerede i gang, og der er ingen tvivl om, at det bliver universets mindste bestanddele, der kommer til at definere vores fremtid.

Resten af verden er i gang, men hvor er Danmark?

Om vi vil det eller ej, vil fremtidens teknologier og løsninger bygge på kvanteteknologi. Et marked man globalt forventer vil have en værdi af 400 mia. kr., og som langt de fleste lande allerede investerer massivt i. Men hvor er Danmark henne? Er vi på vej til at smide et oplagt erhvervspotentiale på gulvet?

Vi har gjort det før. Det med at ikke at indfri potentialet. F.eks. da både software og internetbølgen skabte nye globale erhvervsikoner, men hvor vi i Danmark slet ikke lykkedes med at udnytte mulighederne, fordi vi kom for sent i gang. Det gjorde os blot til brugere af teknologien i stedet for skaber af den.

Med kvanteteknologien er potentialet dog endnu større end med software og internettet, og det er derfor vigtigt, at vi allerede nu kommer i gang med at få skabt et solidt økosystem omkring kvante.

Det kræver investeringer at blive nr. 1

Uddannelsesmæssigt er vi det land, der har flest kvanteforskere per indbygger, og vi er samtidig blandt de bedste, hvis man kigger på vores digitale infrastruktur. Så fundamentet er på plads.

Det gør os til et oplagt land for at udvikle fremtidens kvanteteknologier i. Noget som internationale virksomheder og forskere allerede har opdaget, og derfor har lagt deres R&D-kvanteforskning her i landet.

Men får vi ikke både det offentlige og erhvervslivet til at investere i et gryende og lovende kvantemiljø, og hjælper vi ikke start-ups samt store danske virksomheder som Novo, Mærsk og Danfoss til at komme i gang med at bruge den nye teknologi, taber vi et enormt vækstpotentiale for Danmark. Så det haster, hvis vi skal sikre os en førerposition.

Med en mangeårig offentlig og erhvervsmæssig fokuseret indsats er det lykkedes os at opdyrke en helt unik global position indenfor vindmøller. En industri der i dag beskæftiger over 30.000 danskere og omsætter for over 148 mia. kr.

Lad os få det samme fokus på kvanteteknologi, så vi kan skabe et nyt vindmølleeventyr og gøre Danmark til verdens førende kvantenation. Potentialet ligger der – vi skal bare gribe muligheden.

Gør vi det ikke, risikerer vi til gengæld, at både virksomheder, forskere og knowhow forsvinder til nogle af de mange andre lande, der har taget kvantespringet.

BRANCHENYT
Læs også